Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Tendensen til at ønske sig langt væk er en sær størrelse. Den er så udbredt, at den nok aldrig ligefrem vil få status som selvstændig diagnose; ikke desto mindre spiller den typisk en hovedrolle i svære tider og er samtidig en almindelig anledning til at søge professionel hjælp.
Det handler gerne om at få distance til noget, der præger og plager hverdagen. Og sagen har forlængst fået fornem opmærksomhed. Den filosofiske tradition taler overordnet om transcendens, bevidsthedens evne til at overskride en faktisk tilstand ved f.eks. at forestille sig en bedre.
For mange er tiltrængt distance jo desværre noget, man må nøjes med at drømme om i håb om bedre tider. Det gælder, hvad enten man bliver ved med at savne sjælevennen efter skilsmissen, stadig føler sig udbrændt trods længere otium eller har en anden og måske knap så konkret grund til en stemning, som kalder på forandring.
Set fra et liberalt hjørne i terapigalleriet er det hovedsagen, at en indsats hjælper, og ikke hvilken plads den kan få i evidenshierarkiet. Med det udgangspunkt kan der kortlægges nogle grundlæggende træk i tre traditionelle tilgange på vejen til bedring.
Når målet er distance, er der tradition for at tage sagen i egen hånd. Hverdagen byder på psykologi med erfaring for succes. Det handler om selvterapi, der normalt går ud på at trodse den tunge stemning ved at rette opmærksomhed mod alt det andet, som livet har at byde på. Fokus på praktiske gøremål, nye projekter og især bedre relationer til medmennesker er gengangere i historier om, hvordan man ”kom ud på den anden side”. Længere flugtforsøg med overarbejde, sex, alkohol eller psykofarmaka frarådes derimod gerne med almindelig visdom.
Men selv når man magter at vælge besindigt, har selvterapi begrænset gyldighed. Det er nu engang afgørende, hvad man prøver at få distance til; jo større betydning det har, desto større er risikoen for, at trolden springer op af æsken igen. Og når stemningen var tung nok i forvejen, kan det føre til forværring. Det er der heldigvis antikt råd for i næste tilgang.
Som stemmen fra fortiden er Buddha citeret for den sympatiske udtalelse om, at man ikke bør tvinge sig selv til noget, man alligevel ikke kan. Den tilknyttede meditationspraksis har fået en renæssance i samtiden med det vigtige udgangspunkt: Man skal ikke prøve at flygte fra lidelsen, men erkende den.
Også ifølge den oprindelige praksis er det til gavn med en empatisk lytter, som har vilje og tålmodighed til at lette byrden. I det moderne kan det godt være svært finde den rette person så fjernt fra et sangha-fællesskab i den gamle tradition; men formår man også at ”favne” lidelsen på egen hånd i takt med rolig respiration, kan den forsvinde af sig selv. Det er ensbetydende med ”at give slip” og opnå distance med tilhørende ro i sindet, såkaldt upeksha. Efter sigende er det også en del af Nirvana i den jordiske udgave, som passer til det velkendte mantra: Intet varer ved.
Praktiserende med lang og vellykket meditationserfaring vækker gerne beundring og misundelse; blandt dem er nogle dog parate til at indrømme, at det kræver øvelse og ikke altid er nemt at nå i mål. Det er til trøst for den utålmodige nybegynder, men det kan også virke bekræftende, når man fx ikke længere er så sikker på, at tiden læger alle sår. Det fører frem til professionelle alternativer af nyere dato.
Som repræsentanter for Tredjebølgeterapi inddrager både Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og metakognitiv terapi den buddhistiske tilgang: Lidelsen skal erkendes, og derfor arbejdes der både med konfrontation og accept.
Som en del af hjemmearbejdet i metakognitiv terapi opfordres klienten ligefrem til det, der kan kaldes ”fri rumination” på bestemte tidspunkter i løbet af dagen. Ubehagelige tanker hverken kan eller bør holdes tilbage, og derfor gives der afkald på kontrol, idet man med god samvittighed tillader og dermed accepterer dem. Det finder selvfølgelig også sted for at modvirke velkendte onder som fortrængning, undvigelsesadfærd og psykosomatiske sygdomme.
Da erkendelse og meditation ikke er nogen garanti for fri passage til målet, suppleres der med struktureret indsats. ACT benytter som bekendt bl.a. kognitiv defusion. Her arbejdes med tilbagetrækning fra ubehagelige følelser tilknyttet bestemte tanker. Via spørgsmål fra klinikeren kan klienten begynde at reflektere over og dermed få afstand til dem. I den metakognitive terapi fokuseres der på Detached Mindfulness, idet klienten afholder sig fra at reagere på en tanke og dermed adskiller sig selv fra den.
Med henvisning til metoderne peges der på gode resultater med at opnå distance til stemninger, der plager hverdagen. Men den erfarne kliniker regner ikke med ukomplicerede forløb og derfor heller ikke med entydig succes. Det er der også belæg for her: Klienten er fx ikke i stand til at begrænse ruminationen til mellem kl. 18 og 19, og forsøg på at forholde sig ”objektivt” til afgørende beslutninger i livet kan forekomme lige så umulige som at skulle hoppe over sin egen skygge.
Den lille udflugt i de tre tilgange vidner om, at der må regnes med bump på vejen til bedring.
Fænomenologisk er det en banalitet, at man først og fremmest lever i sin stemning og derefter kan få distance til den; terapeutisk er det derimod et arbejdsvilkår, at den overgang ikke finder sted på trods af en målrettet indsats.
Selv om der er forskel på tilgangene, er der også en afgørende lighed mellem dem: Der er gerne udsigt til klassisk konkurrence, fordi det i højere eller mindre grad handler om at kontrollere det, som ikke nødvendigvis lader sig kontrollere.
Det kan der spores respekt for i en af de senere tilnærmelser til sorg. Fra at være anset som et spørgsmål om indsats i form af sorgarbejde og et faseforløb med målbare fremskridt blev det tid til revision: Den sørgende bevæger sig jo ikke nødvendigvis i et lineært forløb, men veksler uforudsigeligt mellem fremskridt i en ny-orienteringsfase og tilbageskridt i sorgen. Til almindelig lettelse er det blevet erklæret for normalt med talen om sorg som en to-sporet proces.
For alle berørte er det gerne en tilbagevendende prøve for tålmodigheden, at en tung stemning har sin egen dynamik, der først ophører på et uvist tidspunkt. Ønsket om at opnå en snarlig og mere varig distance til den er forståelig, men i indsatsen for at få ønsket opfyldt risikerer man at forlænge den strækning, som man prøver at forkorte. Også det hører med til den kliniske udfordring om at være opmærksom på faktorer, som kan komplicere et forløb.
Heldigvis finder den savnede overgang også sted med noget, der både kan gælde som en snigende velsignelse og den største aflastning: Ganske almindelig glemsel.
Mens man både kan arbejde for og vente på den, er det traditionen tro på sin plads at give sig hen til drømmen om distance.
