Fagkronik: Vi tror på, at vi kan hjælpe både barnet og dets forældre

Publiceret 09.06.2022 Af Astrid Tranæs Voss, cand. psych., og Gry Skytte Egsgaard, cand. psych. aut. og teamleder

I familiebehandling er det ofte sådan, at dem, der har mest brug for hjælp, samtidig er dem, der er sværest at hjælpe. Særligt hvis ambitionen er at hjælpe komplekst socialt udsatte børn og deres forældre samtidig. Hvis vi skal balancere hensynet til barnets behov og respekten for forældrene som barnets livsnerve kræver det en særlig indsats. På Poppelgården familiecenter i Hvidovre er der gennem de seneste år udviklet et intensivt ambulant familiebehandlingstilbud målrettet børn i alderen 0-11 år i risiko for anbringelse og deres familier.
For at skabe reel forandring i komplekst udsatte familier er vi nødt til at arbejde med helheden i familien, pointerer psykologerne Astrid Tranæs Voss og Gry Skytte Egsgaard i denne fagkronik. Foto: Katherine Chase/Unsplash

I sin kronik om dilemmaer i arbejdet med anbragte børn (bragt i Magasinet P d. 14/5 2022) afslutter Inger Thormann med en formaning om, at “Vi, de professionelle, må blive ved med at tro på, at vi kan hjælpe både barnet og dets forældre. Men vi må aldrig tro på, at vi kan redde et barn ved at redde barnet fra dets forældre. Barnet skal ‘reddes’ sammen med forældrene”. Det tror vi – ligesom Inger Thormann – på, at vi kan, og at vi som professionelle skal bestræbe os på. I vores arbejde med komplekst udsatte familier oplever vi imidlertid også, hvor omfattende en indsats, der skal til, for at kunne hjælpe disse børn sammen med deres forældre.

Med denne kronik ønsker vi at bidrage til debatten med et perspektiv fra det ambulante arbejde med intensiv familiebehandling målrettet familier med børn i risiko for anbringelse.

Inger Thormann skriver i sin kronik, at forældrene til anbragte børn skal tilbydes dialog, ikke bare med “plejemor og sagsbehandler, men også med en familievejleder/familieterapeut om det at være mor, om det at give sit barn omsorg og invitere det ind i en følelsesmæssig relation”. Det kan vi på ingen måde være uenige i. Men at hjælpe børn og forældre i disse familier kræver langt mere. Det kræver, at vi ikke alene hjælper med de dele af forældreskabet, vi som professionelle ser behov for hjælp til, men også indgår i et samarbejde med forældrene, hvor der tages hånd om de aspekter af deres liv, der forhindrer og forstyrrer dem i deres forældreskab.

En del af de familier, der har børn i risiko for anbringelse, er præget af komplekse sociale problemstillinger. Udfordringer med og hos børnene blander sig gerne med udfordringer hos den enkelte forælder. Udfordringer som fysisk eller psykisk sygdom, misbrug, kriminalitet, usikker tilknytning til arbejdsmarkedet og fattigdom. Til dette kan lægges udfordringer i parforholdet, vold, små og fragmenterede netværk samt dårlige boligforhold. Derudover ser vi ofte, at mange af disse forældres egne opvækstvilkår har været præget af omsorgssvigt – både fra egne forældre og fra hjælpesystemet – præcis som Inger Thormann advarer imod. Ud over forældreskabet har forældrene ofte mange andre arenaer af deres liv, der skaber udfordringer, og som kræver håndtering.

Helheden i familien

I vores arbejde med komplekst udsatte familier møder vi ofte argumenter som ”barnet kan ikke tåle det, der foregår i familien” eller ”det er nødt til at stoppe”. Argumenter, der sjældent er forkerte. Familiernes liv rummer ofte risikofyldte situationer på mange forskellige måder. Og nogle gange er det nødt til at stoppe med det samme, og barnet må anbringes. Men anbringelse er – som Inger Thormann også fremhæver – ikke altid kun løsningen på et problem, men også begyndelsen på en lang række andre problemer, som placerer barnet i fortsat risiko for mistrivsel.

For at skabe reel forandring i komplekst udsatte familier er vi nødt til at arbejde med helheden i familien. Vi må altid være opmærksomme på de risikofyldte situationer, der eksisterer i familien, og sørge for grundlæggende sikkerhed for børn og forældre. Samtidig skal vi holde balancen mellem på den ene side at forstå forældrenes ønsker til hjælp og på den anden side også arbejde med de sider af forældreskabet, der fra et professionelt perspektiv skal være tilstede for at sikre et tilstrækkeligt godt omsorgsmiljø for børnene. Husker vi helheden, og har vi mulighed for at arbejde med helheden, så har vi en vej til at skabe reel forandring og mulighed for at skabe gode nok børneliv i komplekst udsatte familier. Denne vej kræver, at vi ved, hvilken risiko for barnet vi ikke kan acceptere. Og samtidig at vi accepterer, at forandring i en familie tager tid. At være spændt ud mellem disse fordringer i det daglige arbejde kan alene lade sig gøre, hvis der skabes en ramme for arbejdet, som modsvarer den komplekse og bekymrende virkelighed, der arbejdes ind i.

I vores arbejde udgøres denne ramme af AMBIT som styrende princip og indsatsmodel. Andre rammer kan sikkert være mulige og hjælpsomme. Vores praktiske erfaring er dog, at et grundlæggende fokus på etablering og opretholdelse epistemisk tillid – at familien oplever og tror på, at vi som behandlere har noget at bidrage med, der er relevant for deres liv – er afgørende. Ikke alene for at skabe en indledende kontakt med familien, men også kunne opretholde et samarbejde mod et eller flere fælles mål. Der skal tages højde for hurtige forandringer i familien og forældrenes ofte svingende motivation, og vi må hele tiden arbejde med aktiv planlægning for at kunne møde familien der, hvor de er, og dermed være parate til at tilpasse vores plan fleksibelt til familiens behov.

Inger Thormann skriver “der skal være et menneske, der har ‘en kærlig arm’ om mor”. For disse familier er en enkelt kærlig arm imidlertid sjældent nok. Som mennesker har vi alle brug for hjælpere og netværk for, at vi kan udvikles og trives. Ikke mindst i vores forældreskab. Når en familie vakler så meget, at et eller flere børn risikerer anbringelse, er netværket uundværligt. Når den første kontakt til en familie er skabt, er det afgørende at bygge et stillads omkring familien sammen med netværket. Nogle familier har netværk, der er stabile, og som forældrene kan læne sig ind i, og som kan bidrage ganske omfattende til omsorg for et barns behov. Andre netværk – private og professionelle – kan ligefrem engageres i en fælles indsats og slå ring om barnet og familien, så den samlede omsorg hurtigt kan bringes til at være tilstrækkelig. “It takes a village to raise a child”, siger man. For nogle familier kan det slet ikke lade sig gøre uden.

Sikkerhed omkring børnene

Intensiv ambulant familiebehandling er omfattende arbejde, og mens vi som professionelle arbejder i så komplekst og risikofyldt et felt, mærkes uundgåeligt stærke følelser. Følelser som bekymring, tvivl, vrede og sorg præger arbejdet. Det er jo også vores ansvar, om det aktuelt er godt nok for barnet. Og ofte står vi lige ved siden af forældrene og ledsager dem i svære erkendelsesprocesser og bliver selv berørt og bevæget af de bølger, det skaber. Såvel følelsesliv som tænkning påvirkes af svingninger i arbejdet. At være en del af et stærkt tværfagligt teamsamarbejde danner en ramme omkring den enkelte behandler og skaber sikkerhed, ikke blot for den enkelte, men også for de vurderinger vi hele tiden er nødt til at lave.

Det er vores erfaring, at psykologer – ligesom fx socialrådgivere og sundhedsplejersker – er uundværlige i dette arbejdsfelt. Uden fx screeninger for psykopatologi, vurdering af farlighed og selvmordsrisiko samt skarp skelnen mellem hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige samspilsmønstre kan arbejdet ikke lade sig gøre.  Ellers kan vi ikke skabe den sikkerhed omkring børnene, der er nødvendig, mens vi giver tid og plads til udvikling. Den grundlæggende psykologfaglige viden om børns udvikling og fejludvikling er afgørende for, at vi kan koble viden fra ny forskning og integrere den i hverdagens lokale praksis og derved sikre kvaliteten af den hjælp, vi tilbyder komplekst udsatte familier.

Så lad os slutte ved begyndelsen. “Vi, de professionelle, må blive ved med at tro på, at vi kan hjælpe både barnet og dets forældre”, skriver Inger Thormann. Ja, vi er enige. Men behovet for hjælp er komplekst og fordrer en betydelig indsats fra alle professionelle omkring familien. Også psykologerne.