Forestil dig en person, der lider af tvangsoverspisning (BED) og har gjort det i årevis. Hun er mor, har et arbejde, og alt for ofte er tiden knap.
Og så er hun skamfuld over at veje for meget og ikke at kunne modstå trangen til at spise, når følelser som tristhed, stress eller eventuel angst melder sig.
Hun har overvejet flere gange at søge hjælp. Men hun har aldrig gjort det. Hun synes, det er uoverskueligt at tage til lægen eller opsøge en psykolog. For hvordan finder man modet til at fortælle, at man ikke kan styre sine følelser og sin spisning?
Det gør man måske, hvis man kan søge hjælp, når det passer ind i ens hverdag. Når man sidder derhjemme, og ungerne er lagt. Og når man ikke behøver at være til en face-to-face-psykologsamtale på et bestemt tidspunkt, væk fra eget hjem.
Om det er tilfældet, undersøges lige nu på Center for Digital Psykiatri i Odense, der 1. maj udnævnte Danmarks første professor i digital psykiatri, Mia Beck Lichtenstein.
Centret består dels af en klinik, en forskningsenhed og en udviklings- og implementeringsenhed.
Klinikken behandler angst og depression med guidede selvhjælpsprogrammer. 10 psykologer er ansat, og til daglig er klinikken drevet af en psykolog. Klinikken havde i 2021 booket 1.536 patienter med angst eller depression til forsamtale.
Centret har et udviklingsteam, der inkluderer bl.a. ingeniører, kommunikationsfolk og programmører, der udvikler platforme, grafik og animationer til programmerne – og til scenarierne i VR.
Forskningsenheden tæller 16 medarbejdere og ledes fagligt af professor og forskningsleder Mia Beck Lichtenstein. Forskerne undersøger forskellige digitale interventionsformer og tester, om behandlingsformerne virker. De involverer patienter og klinikere i udviklingsfasen, hvorefter de afprøver effekten i kliniske forsøg. Mia Beck Lichtenstein har med hjælp fra kolleger udviklet spiseforstyrrelsesprogrammerne og er med i de videoer, der skal implementeres i de nye versioner af programmerne. – Vi forsøger at gøre den samlede oplevelse så imødekommende, omsorgsfuld og brugervenlig som mulig, forklarer Mia Beck Lichtenstein.
Læs mere på: www.psykiatrienisyddanmark.dk – søg efter Center for Digital Psykiatri.
De seneste ni år har hun og hendes kolleger forsket i digitale interventioner til mennesker med psykiske lidelser. De udvikler, afprøver og implementerer alt fra onlineforløb, apps og videosessioner til sensorteknologi og Virtual Reality – senere også kunstig intelligens.
Noget er de længere med end andet, pointerer Mia Beck Lichtenstein, som fremhæver, at digital psykiatri hverken kan eller skal erstatte eller sammenlignes med face-to-face-behandling.
– Skepsis er sundt, og den har jeg også selv haft. Og jeg har den stadig. Vi skal ikke tro, at digitale interventioner kan erstatte et rigtigt menneske, forklarer Mia Beck Lichtenstein.
Hun understreger, at Center for Digital Psykiatri ikke henvender sig til patienter med svære lidelser og svær komorbiditet. Men til dem med lette og moderate lidelser.
– Men for nogen er de digitale løsninger faktisk de bedste. Og så er det et tilbud til de patienter, der ellers ikke ville kunne få nogen hjælp overhovedet. Blandt andet fordi de ikke har råd, lyder det fra Mia Beck Lichtenstein.
Tilbage til patienten, der lider af tvangsoverspisning og føler stor skam. Både over sin krop og over ikke at søge hjælp. Her er det Mia Beck Lichtensteins pointe, at et onlineforløb, der suppleres med skriftlig kommunikation med en psykolog, indimellem er det rette tilbud.
– De tilbagemeldinger, vi får fra vores patienter, går på, at onlineprogrammet er ekstremt fleksibelt. De kan sidde i trygge rammer og logge på, når de vil, og i øvrigt lidt mere skærmet, hvis de har problemer med at gå alt for meget ud i offentligheden. For eksempel hvis spisetrangen overmander dem, eller når de får det skidt og har brug for hjælp. Gennem et onlineprogram kan de tage ting i deres eget tempo. De kan læse om deres lidelse, lave de øvelser, der er knyttet til programmets ti sessioner, skrive til psykologen og få et sprog for deres problemer og deres skam, forklarer Mia Beck Lichtenstein.
– For ja. Indimellem er vores program ikke nok. Men der skal ikke så meget til at klikke på et link på en hjemmeside. Og det er reelt dét, der kræves. Men så er de i gang, og det fungerer nogle gange som first step mod at søge endnu mere hjælp, fortæller Mia Beck Lichtenstein.
Hun tilføjer, at centret også har et onlineprogram, der ikke er psykologstøttet, kan downloades af alle og er gratis for borgeren.
– Her kan vi nå flere mennesker. Nogen, der ikke ville få hjælp eller ikke kan søge andre behandlingstilbud, forklarer Mia Beck Lichtenstein, der fortæller, at centret også har onlineprogrammer til depression og angst.
Desuden er Center for Digital Psykiatri i gang med at lægge sidste hånd på et program til lettere grader af anoreksi og bulimi. Samtidig søges der midler til et selvhjælpsprogram til behandling af alkoholafhængighed og fødselsdepression.
Af andre digitale interventioner er VR, virtual reality, også noget, forskningsenheden på centeret koncentrerer sig med – særlig fokus på behandling af social angst. Forskningen er stadig i gang, og Mia Beck Lichtenstein understreger, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger endelige resultater. De er dog så langt, at de er i gang med et randomiseret kontrolleret studie, hvor der søges deltagere.
International forskning viser dog, ligesom centrets foreløbige evalueringer, at VR er effektivt i forhold til socialfobi.
Mia Beck Lichtenstein fremhæver VR som et sted, hvor folk kan eksponere sig selv for forskellige angstfremkaldende scenarier og lære nogle hensigtsmæssige strategier, inden man bevæger sig ud i den virkelige verden.
– Patienterne kommer til os og får udfordret deres angst i en kunstig verden og kan på den måde få lov til at øve sig og lære deres angst at kende i et trygt miljø. Patienterne er netop ikke i den virkelige verden, som de frygter, men i forskellige scenarier, som vi har skabt, forklarer Mia Beck Lichtenstein, der bl.a. nævner scenarier som offentlig transport, jobsamtaler, kantiner eller situationer, hvor folk skal træde frem og tale i en social kontekst.
Hun fortæller desuden, at der med VR-programmet er inkluderet en puls- og svedmåling på patienten.
– Forestil dig, at en person med social angst er ude at køre i tog. Og bliver bange, fordi en medpassager spørger om noget. Her vil vi undersøge, om programmet kan nedskallere sværhedsgraden i en situation, hvis det fx registrerer, at hvilepulsen hopper fra 60 til 120, fortæller Mia Beck Lichtenstein.
– Omvendt er det hensigten, at programmet opskallerer, hvis pulsen ikke stiger. Tanken er, og nu er det måske lidt nørdet, og vi kan ikke tilbyde det endnu, men idéen er at bruge teknik til at automatisere processer, der gør, at programmet passer på patienterne. Det gør det mere trygt at prøve det af derhjemme, uden en psykolog, pointerer Mia Beck Lichtenstein.
VR kan bruges som et link mellem eksponering i den virkelige verden og en samtale om at skulle eksponere. En mulighed for at udfylde det ”hul”, der er mellem det at køre med tog og så forestille sig at køre med tog.
– At køre med tog i en kunstig verden kan udløse angst, og her er VR et eksempel på en teknologi, der bidrager med metoder, vi ikke tidligere har haft. I VR kan du træne, træne og træne, før du bevæger dig ud i den virkelige verden, fortæller Mia Beck Lichtenstein, der også nævner efterfølgeren til VR: Augmented Reality (AR).
– Med AR kan du lægge et ekstra virtuelt lag ind over virkeligheden og gøre træningen mobil, fordi du lægger AR ind i en mobiltelefon, hvilket du ikke kan med VR, som teknikken er i dag. Det betyder reelt, at du kan eksponere dig selv for, lad os sige nåle, gennem mobiltelefonen og øve dig, hvor det skal være, når det skal være. Teknikken er der ikke helt endnu, men den er på vej, fortæller Mia Beck Lichtenstein.
Så er der apps, der dagligt kan monitorere folks følelser, fx angst. I stedet for at patienter skal registrere deres følelser på papir, gør de det i en app. På appen ”rater” patienten følelsens intensitet, og fordi appen baserer sig på dialektisk adfærdsterapi, så tilbyder den forskellige former for strategier, som patienten kan benytte sig af.
– Det kan være sansestimulation, afledningsøvelser eller mindfullness. Den kan foreslå et varmt bad eller en gåtur. Den ligner den støtte, vi også tilbyder vores BED-patienter: Nogle mere omsorgsfulde løsninger end dem, man som BED-patient normalt ville ty til – altså at overspise, forklarer Mia Beck Lichtenstein.
– Patienten laver en liste over strategier, så de ender op med et personligt katalog af handlestrategier, siger Mia Beck Lichtenstein, der igen fremhæver fordelene ved det digitale.
– Listen ligger på skrift. De kan udvide listen, evaluere den og trække den frem, når de vil, eller når de glemmer, hvad der virker for dem. Det er noget af det, patienterne fremhæver som en fordel, fortæller Mia Beck Lichtenstein.
Mia Beck Lichtenstein har haft sin professortitel siden maj og er fortsat forskningsleder og psykolog, men i sit professorat skal hun i fremtiden arbejde endnu mere målrettet med evidensbaseringen af de digitale interventioner i psykiatrien.
Ambitionen er, at Center for Digital Psykiatri udvikler programmer – nogle guidet – til flere psykiatriske lidelser og flere aldersgrupper, bl.a. børn og unge.
Og så er fokus på implementeringsforskning.
– En udfordring med forskningsprojekter er, at de nogle gange bliver lagt i skuffen, når midlerne slipper op. Vores mål er at sikre, at de nye behandlingsmetoder bliver brugt og kommer patienterne til gavn, forklarer Mia Beck Lichtenstein.
Mia Beck Lichtenstein understreger, at deres onlinebehandlinger er mangefacetteret: – At stoppe med at spise og gå en tur er ét element ud af 10 sessioner. Det er mindst lige så vigtigt, at patienterne bliver bevidste om årsagerne til deres overspisninger og om deres selvkritiske tanker . Flere af patienter skriver til os om en barndom med mobning eller overgreb, usunde parforhold, stress på jobbet, bekymringer for deres børn osv. Det arbejder vi med i programmets skrivefunktion, og vi kan have længere skriftlige dialoger, hvor vi forsøger at støtte og rådgive patienterne. Eksempelvis havde jeg et længere forløb med en BED-patient, som i den skriftlige kontakt fik bearbejdet sit svære forhold til sin mor.
