Læs interviewet med Rikke Sørensen.
Specialet er et casestudie blandt medarbejdere i psykiatrien, der søger at beskrive de mere kvalitative aspekter af sammenhængen mellem udsættelse for vold i jobbet og risikoen for traumatisering.
De ansattes erfaringer på arbejdspladsen blev belyst neuropsykologisk og traumeteoretisk med inddragelse af arbejdskonteksten. Intentionen var at undersøge udviklingsprocesser, der medierer mellem udsættelse for vold og traumatisering.
Overordnet peger jeg på udfordringer i den nuværende forståelse af traumatisering i arbejdssammenhæng. Den bidrager bl.a. til individualisering af de problemer, som medarbejdere oplever i kølvandet på arbejdsrelateret voldsudsættelse, og til at vi overser vigtige forebyggelsesmuligheder.
Mit egentlige ærinde er at producere viden, som kan bidrage til nye perspektiver på forebyggelsen i miljøer med arbejdsrelateret vold.
PTSD kan anerkendes som arbejdsskade, hvis man udsættes for traumatiske begivenheder på arbejdet, der er af ”en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur” (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring). Det er vægtningen af belastningen, der er centralt i arbejdsskadesager, og arbejdspladstraumet adskiller sig ved at være kumulativt. Denne manglende sammenhæng og snævre forståelse udfordrer i erstatningssager, hvor medarbejdere kan have symptomer, men ikke leve op til kriterierne for erstatning.
På arbejdspladser, hvor der er voldsrisiko, kan kulturen og dens medlemmer påvirkes af slitagen over tid. Er der ikke en traumeforståelse, som bidrager til at navigere i påvirkningerne, kan slitagen blive en del af, hvordan man i dagligdagen håndterer voldsepisoder. Dette kan have konsekvenser for, hvordan hændelser håndteres og efterbearbejdes – og dermed for både kvaliteten i arbejdet og medarbejdernes trivsel.
De følgende tre afsnit er uddrag fra specialets analyser; det er eksempler på elementer i traumatiseringsprocessen. Hvert afsnit refererer til en af de tre yderste cirkler i Traumetrianglen, der er en model for samspillet mellem traumeeksponering og kontekstens betydning for udvikling af traumatisering.
Artikler fortsætter under illustrationen.
I forsøget på at håndtere følelser i patientkontakten kan medarbejderne udfordres af både patientens følelser og reaktioner og deres egne følelser, som de forsøger at rumme og skjule, fordi de ikke er fagligt passende. Medarbejderne føler sig utilstrækkelige, når de oplever devaluering fra patienterne, eller når følelser som irritation eller vrede rettet mod patienten opstår, og dette påvirker deres faglige selvbillede. Når de søger at skjule følelserne, kan den følelsesmæssige spænding øges, og de oplever, at kollegaer smitter hinanden med deres arousal. Spændingstilstand kan nedbryde personalets modstandsdygtighed og påvirke deres evne til hensigtsmæssig bearbejdning af voldsepisoder.
Medarbejderne kan blive involveret i nye episoder med vold og trusler, hvilket udgør den kumulative effekt. Derudover kan de blive indirekte ramt af hændelser, når de skal indberette dem. De kan blive opmærksomme på dele af egen ageren i situationen, fx at de ikke har anvendt de metoder, de er blevet instrueret i.
En mere subtil måde, hvorpå medarbejdere kan blive ”dobbelt ramt”, er i tolkningen af de neuropsykologiske reaktioner, som de selv oplever relateret til hændelser. Fx tolker medarbejderne reaktionerne som udtryk for, at de ikke kan holde deres personlige følelser tilbage, og at disse flyder ind i deres professionalisme. Så selvom reaktionerne er naturlige og stammer fra arbejdets krav, kan de ikke tolkes ind i det professionelle. Det får medarbejderne til at skjule reaktionerne, der – mens de ikke får ord – kan ramme både det faglige selvværd og kulturen.
Den autonome proces, der kaldes neuroception, er en del af den sansning, der scanner nye situationer og forbinder dem med tidligere erfaringer. Begrebet peger på, at medarbejdere, der står over for vold og trusler udover at forholde sig til den aktuelle situation, også kan komme i kontakt med tidligere hændelser. Processerne foregår uden for medarbejdernes bevidsthed, og der er eksempler på, at situationer, som minder om tidligere hændelser, kan få medarbejderne til gå hurtigt frem og springe deeskalations-metoder over. Det øger risikoen for, at hændelser eskalerer, og at tvang anvendes tidligere. Den måde, de ansatte her rammes på, er en påvirkning, der over tid kan ændre neuroceptionen, så situationer vurderes mere truende. Med andre ord kan opfattelsen af, hvad der er belastende, ændres med erfaring samtidig med, at denne risiko ikke er kendt af medarbejdere og organisation.
Som beskrevet ovenfor oplever medarbejderne, at den vedvarende sikkerhed er truet, hvilket kan skyldes både traumatisk belastning og faktisk risiko. Det er centralt at forstå, at arbejdspladstraumer i psykiatrien ikke er fortid, men fortløbende forekommer. Reaktioner kan forstås i lyset af traumatisk belastning jf. neuroception, men usikkerhed er også til tider begrundet i en faktisk risiko for nye hændelser, der i værste fald øger risikoen for hændelser og traumatisering.
Traumetrianglen illustrerer samspillet mellem traumeeksponering, nedbrydning af modstandskraft og reviktimisering. Med modellen ønsker jeg at bidrage til, at vi stiller nye spørgsmål til ledere, arbejdsmiljøorganisationer og myndigheder, der beskæftiger sig med miljøer, hvor der er voldsrisiko.
Mange aktører kan bidrage til at nytænke den måde, vi arbejder med forebyggelse af traumatisering på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at der sættes ind med psykoedukative indsatser og undersøgelse af de organisatoriske praksisser, så traumatisering i højere grad kan forebygges.
F. 1974.
Cand.scient.soc.
Cand.psych. i 2022 og ved at blive autoriseret psykolog.
Selvstændig og arbejder i en deltidsstilling i Institut for Belastningspsykologi.
Hvordan fik du idéen til dit speciale?
Gennem mit arbejde som myndighed på arbejdsmiljøområdet over en årrække (på baggrund af tidligere uddannelse red.), hvor jeg undersøgte mange voldsulykker på psykiatriske arbejdspladser. Her så jeg ansatte reagere stærkere end forventet og blive sygemeldte efter episoder, som var mindre voldsomme. Jeg har i gruppesamtaler erfaret, at ansatte kan opleve de samme hændelser meget forskelligt og føle sig truet i forskellig grad. Jeg har set ansatte reagere på måder, hvor de skilte sig ud fra gruppen og blev taget mindre alvorligt, fordi de reagerede stærkere. I de år bevidnede jeg, at ansatte i psykiatrien belastes på måder, som umiddelbart var svære at forstå. Der var et missing link mellem vold, trusler og traumer, fordi hændelserne sjældent var voldsomme nok til at opfylde kriteriet for at være traumatiserende. Da jeg begyndte på psykologistudiet, tog jeg den viden og de erfaringer med mig og fandt det relevant at se nærmere på i mit speciale.
Hvad fandt du frem til i dit speciale?
Jeg fandt flere forhold, som kunne bidrage til en øget forståelse af, hvordan vold kan traumatisere kumulativt. Overordnet var det ikke kun selve traumet, som har betydning, men også den følelsesmæssige udmattelse, som de ansatte kan opleve forud for en hændelse, ligesom håndteringen efterfølgende kan ramme den ansatte. Bl.a. viste det sig gennem interviews med mine casepersoner, at de opfattede det som noget negativt, når de havde været ude for en voldelig hændelse og efterfølgende oplevede at få følelsesmæssige reaktioner herpå. De så reaktionerne som nogle, der stammede fra deres egen person, og ikke som nogle der faktisk opstod gennem deres arbejdsopgaver. Det fik dem til at skamme sig og blive usikre på deres egen faglighed og på, om de kunne klare jobbet.
Hvad har overrasket dig mest under din specialeskrivning?
Det overraskede mig meget, hvor meget de ansatte vender indad og holder for sig selv, når de er påvirkede af en voldelig episode. Det overraskede mig også, hvor meget faktorer rundt om voldsepisoden har betydning for, om de ansatte bliver påvirket. Her er et uudnyttet potentiale for forebyggelse.
Hvad drømmer du om fagligt?
Jeg drømmer om fortsat at bidrage til forebyggelsen af belastninger og traumatisering på arbejdspladser, hvor mennesker hjælper mennesker. Jeg ønsker at se på praksisser og processer mellem individ og organisation. Psykologuddannelsen har åbnet muligheden for i højere grad at fokusere på de ansatte, som er blevet belastet af arbejdet. Aktuelt arbejder jeg med en ansøgning til Arbejdsmiljøforskningsfonden med det formål at undersøge udvalgte perspektiver fra specialet yderligere. I denne proces samarbejder jeg med en forsker fra arbejdsmedicinsk klinik.
