Selvbiografisk hukommelse, kaldet autobiografisk hukommelse i litteraturen, dækker over vores evne til at huske personlige begivenheder fra vores liv. Det er således en særlig form for episodisk hukommelse, som også hænger sammen med vores følelser og identitet, vores sociale relationer og med vores ideer om fremtiden. Autobiografiske erindringer er typisk kendetegnet ved forestillingsbilleder (særligt visuelle, men vi kan også forestille os dufte og lyde knyttet til en særlig oplevelse i vores liv) og en følelse af at genleve begivenheden. Der har indtil nyligt været relativt få undersøgelser af individuelle forskelle i autobiografisk hukommelse, men der er en stigende interesse for emnet forskningsmæssigt. De fleste af os har en fornemmelse af at have bedre eller dårligere hukommelse for begivenheder end andre, men der er få redskaber tilgængeligt til at måle variationer i denne form for hukommelse, og det kan være svært, bl.a. fordi vi jo typisk ikke har adgang til objektive oplysninger om, hvad andre har oplevet. Dorte Berntsen fra Aarhus Universitet og kollegaer designede og validerede i 2019 et spørgeskema til at måle autobiografisk hukommelse på engelsk: Autobiographical Recollection Test (ART). Dette spørgeskema er nu oversat til dansk. Skemaet tager udgangspunkt i teoretisk og empirisk viden om autobiografisk hukommelse og måler syv aspekter ved genkaldesen/erindringen, herunder livagtighed (vividness), følelsen af genoplevelse, visuelle forestillingsbilleder og relevans for livshistorien. Disse aspekter er knyttet til, hvordan vi husker vores personlige fortid både i sensoriske, narrative og spatiale komponenter. Med ART tilgængelig på dansk får vi mulighed til at udforske individuelle forskelle i autobiografisk hukommelse nærmere, men den kan også være klinisk relevant. Autobiografisk hukommelse kan være påvirket eller nedsat i en række psykiatriske og neurologiske tilstande og sygdomme, fx ved skizofreni, depression, og demens. Med ART har vi fået et redskab til at undersøge dette mere specifikt, end vi har kunnet tidligere.
Gehrt, T. B., Nielsen, N. P., & Berntsen, D. (2024). Individual differences in autobiographical memory: a Danish version of the Autobiographical Recollection Test (ART). Nordic Psychology, 76(1), 116–133. https://doi.org/10.1080/19012276.2022.2162568
Ansigter genereret af kunstig intelligens er nu så realistiske, at det er svært at skelne dem fra fotografier af rigtige personer. I mange tilfælde faktisk umuligt. Hvis man ikke er overbevist, kan man forsøge sig på denne side: https://this-person-does-not-exist.com/en og i det mindste blive imponeret af, hvor realistiske og livagtige de genererede portrætter ser ud. På denne side kan man vælge at få dannet billeder baseret på alder, køn og etnicitet, men indtil videre er algoritmerne i særlig grad trænet på hvide ansigter. Derfor er det særligt svært at afgøre, om billeder af hvide ansigter er AI-genereret eller ej. Miller og kollegaer ønskede at undersøge, hvorfor AI-ansigter opfattes som mere virkelige end rigtige ansigter. Først replikerede de det resultat, at (hvide) AI-ansigter bedømmes som mere realistiske ved at bede deltagerne (124 voksne mellem 18 og 50 år) om at indikere, om de troede et ansigt var virkeligt eller AI-genereret. Herefter bad de forsøgspersonerne angive, hvor sikre de var på deres bedømmelse, samt hvilken information i billedet de baserede deres vurdering på. Der var flere interessante fund: For det første var de tre ansigter, der hyppigst blev bedømt som værende ”rigtige”, faktisk AI-genereret. Over 90 % af deltagerne troede, at disse tre var billeder af mennesker, der findes i virkeligheden, selvom de vidste, at de også blev vist AI-genererede billeder. Ligeledes var de tre billeder, der hyppigst blev kategoriseret som AI-genererede, faktisk portrætter af virkelige mennesker. Det mest interessante (og måske lidt skræmmende) fund var dog, at dem, der lavede flest fejl og troede, AI-ansigter var rigtige ansigter, var mest sikre på, at de havde svaret rigtigt. Men hvorfor vurderede man AI-ansigterne som virkelige? Især aspekter som proportioner, bekendthed, og at øjnene var ”levende” bidrog til, at man bedømte et ansigt som virkeligt, mens ansigter, der var svære at huske (less memorable) og var symmetriske, attraktive og med glat hud hyppigere blev kategoriseret som AI-genereret.
Miller, E. J., Steward, B. A., Witkower, Z., Sutherland, C. A. M., Krumhuber, E. G., & Dawel, A. (2023). AI Hyperrealism: Why AI Faces Are Perceived as More Real Than Human Ones. Psychological Science, 34(12), 1390-1403. https://doi.org/10.1177/09567976231207095
Hvordan er det at leve med udiagnosticeret ADHD (Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder) som voksen kvinde, og hvordan opleves det at få diagnosen i voksen alder? Disse spørgsmål stiller artiklen Miss Diagnosis og søger svaret ved en systematisk gennemgang af litteraturen. Det var nok hurtig klaret, for der er meget lidt viden og få publikationer på området. Attoe & Climie indleder da også deres artikel med at konstatere, at man længe troede, at ADHD kun ramte drenge. Nu er ratioen for hhv. drenge og piger med diagnosen 3:1 hos børn, men i voksenalder er den tættere på 1:1, hvilket indikerer, at ADHD hos piger og kvinder er underdiagnosticeret i barndommen. Studiet anvendte ret strikse kriterier for inklusion og endte med at finde otte relevante artikler, der indeholdt beskrivelser af kvindernes oplevelser før og efter at have fået en ADHD-diagnose. Blot til sammenligning fandt et nyligt meta-review hele 231 systematiske reviews om ADHD generelt (Chaulagain et al., 2023). Idet Attoe & Climie ønskede at opnå en beskrivelse af kvindernes oplevelser i forbindelse med at få en ADHD-diagnose som voksne, gik de kvalitativt til værks og brugte tematisk analyse for at finde temaer, der gik igen på tværs af de inkluderede artikler. En række temaer fremstod centrale i analysen, og forfatterne fremhæver bl.a. de socio-emotionelle effekter af at leve med udiagnosticeret ADHD, herunder negativ indvirkning på kvindernes selvværd. Mange fortalte om en barndom fyldt med misforståelser, selvkritik og afvisning og en vedvarende følelse af ikke at leve op til omgivelsernes forventninger. Vanskelige (nære) relationer var også et gennemgående tema, ligesom der var mange beretninger om en følelse af mangel på kontrol over tanker og beslutninger. Det at få en ADHD-diagnose som voksen blev generelt oplevet som en lettelse og som en mulighed for at revidere sin (negative) opfattelse af sig selv. Vi er begyndt at få noget mere viden om ADHD hos voksne og om ADHD hos piger, men der er stadig meget lidt viden om voksne kvinder med (u)diagnosticeret ADHD. Artiklen rundes af med en opfordring, jeg derfor gerne vil gentage her: Women and girls are too often suffering in silence, being left out of the ADHD narrative; it is imperative that these women are not forgotten.
Attoe, D. E., & Climie, E. A. (2023). Miss. Diagnosis: A Systematic Review of ADHD in Adult Women. Journal of attention disorders, 27(7), 645–657. https://doi.org/10.1177/10870547231161533
Refereret meta review: Chaulagain, A., Lyhmann, I., Halmøy, A., Widding-Havneraas, T., Nyttingnes, O., Bjelland, I., & Mykletun, A. (2023). A systematic meta-review of systematic reviews on attention deficit hyperactivity disorder. European psychiatry : the journal of the Association of European Psychiatrists, 66(1), e90. https://doi.org/10.1192/j.eurpsy.2023.2451
Kan du huske, dengang vi gik to meter fra hinanden på gaden med mundbind? Svaret er garanteret ja, men de færreste har lyst til at tænke på det nu. Dengang tog vi advarsler om smittefare dybt alvorligt, og de allerfleste blev hjemme, hvis de var syge. Men hvordan ser det ud nu? Det undersøgte en forskergruppe fra Arizona i et sample på samlet over 4.000 mennesker, hvoraf ca. 1.000 var studerende eller sundhedspersonale, og de øvrige var rekrutteret på forskellige online-portaler. Omkring 75 % rapporterede, at de på mindst et tidspunkt havde skjult, at de havde en smitsom sygdom. Det var i de fleste tilfælde forkølelse, influenza eller corona, men der var også folk, der havde skjult symptomer på mere alvorlige, smitsomme sygdomme. Spurgt ind til årsagerne til, at de havde skjult deres symptomer og deres sygdom svarede en stor andel, at motivet var socialt (fx at de gerne ville med til en fest) eller præstationsorienteret (fx at de gerne ville fuldføre en arbejdsopgave). Der var også en kondition, hvor man blot skulle forestille sig, at man var syg, og så svare på, hvad man ville gøre. Folk, der forestillede sig, at de havde en alvorlig smitsom sygdom, var mindre tilbøjelige til at sige, at de ville skjule det for at opnå et mål eller deltage i noget. Men da personer, der rent faktisk var syge, blev spurgt, var alvorligheden af deres smitsomme sygdom ikke klart relateret til, om de sagde, at de ville skjule deres symptomer. Studiet konkluderer, at det er meget almindeligt at skjule sine symptomer på smitsomme sygdomme for at kunne opnå det, man selv ønsker, selv om man derved potentielt udsætter andre for en risiko. Så næste gang nogen nyser og siger, det er bare allergi, eller, det smitter ikke længere, skal man måske være en anelse mere skeptisk, end man har været før.
Merrell, W. N., Choi, S., & Ackerman, J. M. (2024). When and Why People Conceal Infectious Disease. Psychological science, 35(3), 215–225. https://doi.org/10.1177/09567976231221990
