Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Jeg står i en særlig arbejdssituation, hvor jeg har valgt at medvirke som ekspert og parterapeut i DR’s kærlighedseksperiment ”Gift ved første blik”. Jeg har en faglig ambition om at lykkes med at formidle alt det svære og vigtige, der sker med os mennesker i relationer, for at inspirere flere til at opdage sig selv og måske få taget et større personligt ansvar for det, som udfordrer.
Selvfølgelig vil jeg også gerne være en god ambassadør for vores fag og give folk lyst til at søge den hjælp, som de har brug for.
I dette arbejdskapitel med fokus på dating fremfor etablerede parforhold stifter jeg tydeligere bekendtskab med nogle kulturelle tendenser i tiden, som bekymrer mig. Fra startpunktet møder jeg en masse ansøgende singler, som flygter fra datingapps som Tinder og direkte ind i dette kærlighedseksperiment.
Der er en fællesmængde i det, de fortæller mig om deres motivation:
De ønsker med andre ord at komme væk fra en datingkultur, hvor det føles udfordrende at finde ro og tryghed i den svære proces med at vælge hinanden til som kærester. Denne frustration møder jeg også i samtaler i min praksis, hvor singler beretter om stress, angst, modløshed og behov for at tage pause fra dating for at sunde sig.
At bevidne de medvirkendes intense rejse ind i en relation, de ikke selv har valgt, mens Danmarks befolkning er inviteret til at se med, er selvsagt en unormal situation. Men det giver samtidig en anderledes og spændende vinkel på nogle af de udfordringer, som både klienterne i vores praksis og mennesker generelt står i.
Helt konkret har jeg opmærksomhed på temaer som forventningspres, højt tempo og kritisk, dømmende sprogbrug, som jeg ser være direkte risikofaktorer for udviklingen af sunde relationer. Er der noget i tiden, som simpelthen forhindrer os i at være den bedste version af os selv i vores relationer?
Oplevelsen af pres har altid været på radaren i mit virke som psykolog. Både det indre pres – egne forventninger og ambitioner – og det ydre pres, mængden af oplevede udfordringer – samfundets normer og det høje tempo i tiden.
Det har været nærliggende at bringe opmærksomheden med ind i tv-eksperimentet og forsøge at skabe en roligere kontekst for den vigtige opstart på de nye relationer, da presset er så stort på de medvirkende. Men jeg kan mærke, at jeg også tager opmærksomheden med ud igen med flere nuancer og forøget alvor i forhold til, hvor meget pres indvirkningen har på de helt centrale relationskompetencer.
Det er basisviden inden for vores felt, at vi under pres har nedsat evne til at mærke os selv og sætte os i andres sted. Vores kapacitet til at bidrage positivt i relationer er mindsket under pres, og vi havner lettere i vores mere primitive og automatiske mønstre. Konkret har vi sværere ved at lytte, vi føler os hurtigere angrebet, kommer til at tale mere hårdt eller kritisk og bliver utålmodige eller løsningsfokuserede – bare for at nævne nogle af de negative effekter.
Jeg erfarer gang på gang, at pres i kombination med den usikkerhed, som opstår i relationer, har en tendens til at aktivere de kritiske og dømmende reaktioner i os mennesker. Kritikken og hårdheden kan både vende sig ud mod andre eller ind mod sig selv som tanker, der går i ring og gør det endnu sværere at få lyst og mod til den følelsesmæssige kontakt i relationer.
Jeg ser klienter forsøge at tackle usikkerhed og frygt for afvisning med kritik, domme over andre, negative selvevalueringer, kontrol og analyser, og jeg forsøger i min praksis at støtte til at arbejde med dette kritikmønster, så der kan opstå en bedre kontakt med egne følelser.
Men er der nok blik for den kulturelle indvirkning på problemet?
I datingkulturen er der stort fokus på at dømme og vurdere, hvilket eksempelvis manifesteres i de vaner, der ligger indlejret i datingsapps. De har gjort deres indtog som hjælpemidler, der effektuerer brugernes mulighed for at møde det rette match med hurtige swipes, der dømmer andre inde eller ude.
Jeg kan frygte, at udviklingen også puster til ilden på de netop beskrevne tendenser, som er så kontraproduktive for relationsudvikling, nemlig oplevelsen af pres og forventninger samt mønstret med at blive kritisk og dømmende.
Som kønsforsker og antropolog Christian Groes udtrykker det i en kronik i Berlingske 4. august 2022:
– Hvis der er en frontlinje i kærlighedens kampzone i dag, tror jeg, den står mellem swiperiet på datingapps og distancerede flirter på SoMe på den ene side, og at turde forpligte sig, gøre sig umage og give sig hen i det konkrete møde, på den anden.
”Gift ved første blik” kan ses som et kærlighedseksperiment, hvor de medvirkende har modet til at afprøve dating på nye måder. De har villet det af netop den grund. Men mens de kæmper for at lykkes med at udvikle en ny relation, tackle egne mønstre og regulere presset indeni, så er der noget, der begynder at presse sig på udefra.
Den selvsamme datingkultur, som de er flygtet fra, begynder at snige sig ind på dem igen i forbindelse med, at tv-udsendelserne ruller over skærmen – nu repræsenteret af seernes og mediernes domme og kritik og hurtige ratings af dem som personer og par.
Jeg har en parallelproces i gang, hvor jeg som psykolog ønsker at trænge igennem med faglige pointer og nuancer på de medvirkendes forløb, men også give viden om relationers kompleksitet.
Tv-formatet og medierne kræver, at jeg skal formidle kortere, hurtigere og gerne med flere quick fixes. Jeg prøver at holde balancen, men er ærligt talt også lidt bange for at blive kritiseret og dømt ude.
Den risiko, jeg løber, er mit faglige omdømme, da jeg kan falde igennem som eksperten, og de medvirkende risikerer at blive stemplet negativt som privatpersoner. Jo mere kulturen i pressen, på sociale medier og i snakken ved kaffeautomaten bærer præg af kritik og hurtige domme, jo større frygt for at falde igennem, blive udskammet eller udstødt fra flokken. Det dømmende smitter og rammer kollektivt.
Så når én af de medvirkende kritiseres, kan de andre ånde lettet op, men bliver det deres tur næste gang? Når vi selv som mennesker bliver dømmende i vores tanker, kommer vi også til at frygte andres domme mere.
Når seerne derhjemme bevidner parrenes udfordringer, kan de både genkende sig selv og føle sig lettede, men de kan også blive trigget af ubehag og få impulser til at dømme dem for at lindre, distancere sig og føle sig bedre selv.
Interessen for programmet vidner dog om en generel nysgerrighed på det relationelle felt, hvor jeg tror, at mange også høster normalisering og inspiration til eget liv. Men seerkulturen omkring ”Gift ved første blik” afspejler nogle træk i tiden og giver anledning til faglige refleksioner.
Er der villighed til at skrue ned for kritik og hurtige domme for i stedet at åbne øjnene for den kompleksitet og sårbarhed, der er på spil, når mennesker bevæger sig ind i nye relationer og samtidig er underlagt et pres? Er der lydhørhed omkring vores fags mange nuancer, eller bliver dét bidrag i sidste ende også dømt ude som kedeligt eller ligegyldigt, hvis ikke parrene bliver sammen – det ydre succesmål? Jeg kender ikke helt svaret endnu.
Jeg ser her i slutfasen, hvor sårbare de medvirkende er over for seernes og mediernes domme og kritik. Det skaber uro og frustrationer, og de kan opleve selvkritik og trang til at forsvare sig. Det kan sågar få den interne konfliktdynamik i de matchede par til at blusse op igen, selvom den havde lagt sig.
Noget af det, som har effekt, når man som menneske oplever et pres, usikkerhed og forkerthedsfølelser, er at stå sammen med andre i samme situation. Grupperummet kan noget helt afgørende og andet end det individuelle terapirum, da det reducerer forkerthedsfølelsen og skaber forbindelsen til andre mennesker i samme ombæring.
Også her skal tendensen til sammenligning og kritik vogtes, og det er muligt, når fokus rettes mod de indre kampe og de fælles genkendelige sårbarheder.
Netop gruppekonteksten og de beskyttende faktorer, som den bringer med sig, er et af de aftryk, som jeg er mest glad for at have givet de medvirkende med i tv-programmets 7. afsnit. Jeg ser, at de efterfølgende har hinandens ryg, og jeg får den tanke, om flere mennesker har brug for netop denne effekt i en tid, hvor kulturen kan være hård og hurtig.
Måske er gruppekonteksten et af svarene på, hvordan individer og par støttes til at stå stærkere i deres udviklingsproces – mod pres, mod det kritisk dømmende – og med større mod til sårbarhed og rummelighed over for det komplekse i de vigtige relationer.
Måske er mit ønske om at skrive en fagkronik lige på dette tidspunkt, hvor jeg står over for en slutevaluering i medierne, også et forsøg på at give mig selv en form for gruppefølelse ved at dele min proces med mine fagfæller.
Tak fordi I læste med.
