Evnen til selvregulering. Empati. Samarbejde. Evnen til at lege med andre børn. Sproglig udvikling. Alle de her ting grundlægges meget tidligt gennem det helt essentielle, tætte samspil mellem barn og voksen, særligt forælder og barn.
Og vi ved godt, hvem der har udfordringer med lige præcis de her ting. Vi ved, hvem de her børn er, hvor de bor, og hvilke familiemønstre der er til stede. Det er der omfattende forskning, der dokumenterer.
Alligevel taber vi de sårbare børn på gulvet. For som tingene er nu, sætter vi ind alt for sent. Vi griber typisk ind i skoletiden, når problemerne er blevet for omfattende, og hvor det er svært at støtte op og sikre en mere gunstig udvikling for barnet og familien.
Mit forskningsfelt er daginstitutionernes betydning for små børns udvikling. Eller rettere hvordan vi udvikler kvalitet i pædagogiske udviklings- og læringsmiljøer. Min forskning viser, at hvis vi ser på udsatte børn, så er der meget stor forskel på kvaliteten af daginstitutionerne. For de udsatte børn gør langt de fleste daginstitutioner ikke en forskel. Tværtimod.
Hvis vi ser resultaterne af en repræsentativ undersøgelse af danske daginstitutioner, er konklusionen, at omkring 75 pct. har såkaldt ”tilstrækkelig kvalitet”. 19 pct. havde en god kvalitet. Ingen var fremragende. Og resten var utilstrækkelige.
For udsatte børn har kun fremragende og god kvalitet betydning for en gunstig udvikling. Den dokumentar, TV2 viste for et par år siden (Eksperimentet med vores børn, red.) viste det jo også så tydeligt: Flere af de børn i den daginstitution, der blev portrætteret, havde ganske lidt voksenkontakt. Det var kritisabelt. Men det var ikke særlig overraskende, og for så vidt var daginstitutionen et udtryk for, hvordan et helt gennemsnitligt dagtilbud ser ud.
Mange ressourcestærke børn og familier skal nok klare sig med den kvalitet, der er i dag. Men det kan de sårbare børn ikke. Her er det ikke nok med en tilstrækkelig kvalitet. Her er det kun den fremragende kvalitet og gode kvalitet, der skaber forbedrede udviklingsmuligheder. Og har vi det? Nej, det har vi ikke.
Med andre ord har vi en gruppe små bitte børn, der har brug for tilknytning, nærhed og udviklende samspil. Det har alle børn naturligvis, men den her gruppe af sårbare børn har endnu mere brug for kontakt med voksne end andre børn. De har brug for støtte til at udvikle sig i relationer og til at udvikle deres opmærksomhed, sprog og begrebsapparat.
Men jeg kan uden at blinke sige: Det får de ikke. Dels er mange udsatte børn samlet i de samme daginstitutioner. Det betyder, at der er mange børn med potentiel udsathed, der ikke får deres behov mødt.
Tal fra Børn, Unge og Ligestilling viser jo, at børn i udsatte positioner er 2,5 år bagud, når de når skolealderen. Og det er jo kritisk, når hele grundtanken er, man skaber lighed gennem hele uddannelsessystemet, som dagtilbuddene også er en del af.
En undersøgelse foretaget for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling (2016) har vist, at:
Der allerede i dagplejen og vuggestuen var markante forskelle i børnenes kompetencer, og at forskellen i børnenes kompetencer var relativt stabil på tværs af aldersgrupper.
Forskellen i børnenes kompetencer ved udgangen af børnehavetiden var op mod to år mellem børn med de svageste kompetencer og børn med gennemsnitlige kompetencer.
Der var indbyrdes sammenhænge mellem kompetencerne. Børn med stærke sproglige kompetencer havde således større sandsynlighed for også at have stærke kompetencer inden for det tidlige matematiske område end børn med svage sproglige kompetencer.
En undersøgelse foretaget for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling (2016) har vist, at der allerede i vuggestuen sås markante forskelle i børnenes socioemotionelle udvikling (empati, selvregulering og samarbejde), og at forskellene fortsatte op i børnehavealderen.
Børnenes kompetenceniveau steg ikke med alderen i perioden 3-5 år. Det skyldes, at mange grundlæggende forudsætninger for socioemotionelle kompetencer er etableret, før barnet kommer i børnehave.
Dagpleje- og vuggestuebørn havde til gengæld en forholdsvis markant stigning i socioemotionelle kompetencer. Det indikerer, at det er i den tidlige alder, at byggesten til socioemotionelle kompetencer grundlægges.
Det er, mens børnene er helt små, at forskellene mellem dem med de svageste og de stærkeste socioemotionelle kompetencer etableres og varer helt ind til skolealderen
Systemerne spiller fallit. Som det er nu, kan kommunerne gå i flyverskjul. De bliver ikke forholdt, hvis de ikke agerer. De ansvarlige forvaltninger har en foranstaltningsforpligtelse og en tilsynsforpligtelse, men som det er nu, kan kommunen sende en fra eget regi til daginstitutionen og spørge: Hvordan går det? Lederen kan så sige: Det går så godt. Og så sker der herefter ingenting.
Det rykker absolut intet.
Det nye lige nu er så, at der er kommet et krav om et observerende tilsyn, Men der er stadig tale om, at de fører tilsyn med sig selv, og der er ikke krav for, hvordan der følges op, når kvaliteten ikke er tilstrækkelig.
Jeg savner en national handleplan i forhold til at sikre ikke kun god, men også fremragende kvalitet i daginstitutionerne i dag. Og så savner jeg, at vi forskningsmæssigt går tættere på den enkelte daginstitution, pædagog, de enkelte forældre og den enkelte leder, så alle får konkrete redskaber til at agere specifikt i forhold til de udfordringer, der er.
Vi er nødt til både at have et samlet løft af daginstitutionsområdet, men også et differentieret løft af dem, der er udfordrede på kvaliteten, og vi er nødt til at blive bedre til at gå tilbage og forholde den enkelte kommune med de data, vi har: I har så og så mange daginstitutioner, jeres kvalitet ser sådan og sådan ud. Nu har I et ansvar for at gøre noget ved det. Lige nu kan kommunerne rent faktisk vælge at undlade at gøre noget.
Kunne man forestille sig, at man som forælder allerede startede i daginstitution, når man blev gravid? Altså igen min centrale pointe med at sætte ind tidligt. I stedet for at bruge ressourcerne på specialforanstaltninger, så sæt ind i barnets kontekst – i de omgivelser barnet er en del af, så vi ikke taber så mange børn tidligt. Sæt også ind i familierne og sørg for at styrke deres samspil med deres børn, så tilknytningen og det positive forældreskab går i gang allerede i svangerskabet.
Hvis vi ikke gør det, så ikke kun fastholder, men så accelererer vi mistrivslen. Og den kan vi jo allerede konstatere er eksplosivt stigende.
Det, der sker tidligt, har stor betydning for menneskets livslange udvikling. Siden 1970’erne har vi fastholdt, at ca. 20 pct. børn, der vokser op, har udsathed inde på livet.
I den nye udsathed er der kommet en gruppe til med anden etnisk baggrund, der er udsatte, fordi dagtilbuddenes kvalitet ikke i tilstrækkeligt omfang giver dem de redskaber, der skal til for at klare sig i det danske samfund.
Vi har været vænnet os til, at børns udsathed er knyttet til socioøkonomi. Spørgsmålet er, om den nye udsathed yderligere vil udvikle sig, så også børn, der har ressourcer med hjemmefra, viser virkningerne af for tidlig og for ringe kvalitet i institutionerne.
Det er et vilkår for hovedparten af små børn i Danmark at være væk fra de primære omsorgsgivere mange timer hver dag.
Danmark har OECD-rekord i andelen af 0-3-årige børn i dagtilbud. Selv de børn, der har rigtig meget med hjemmefra, vil også blive påvirket af ringe kvalitet, hvor tryghed og tilknytning er truet.
Det ser vi virkningerne af i disse år.
Charlotte Ringsmose er cand.pæd.psych. autoriseret psykolog, professor og ph.d.-forskningsleder ved LSP – Laboratorium for Praksisrettet Skole og Dagtilbudsforskning, Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.
Hun forsker i opvækstbetingelsers betydning for børns udvikling og særligt betydning af kvalitet i dagtilbud og familie for børns langsigtede udvikling. Hun forsker endvidere i, hvad der kendetegner virkningsfulde dagtilbud, og hvordan ledelse, organisering og samarbejde har betydning for at skabe forbedrede udviklingsmuligheder for børn i dagtilbud.
Charlotte Ringsmose er forfatter til en række bøger og artikler om emnet.
