Dansk Psykolog Forenings årsmøde om psykologi i den digitale tidsalder blev afholdt både fysisk og virtuelt i slutningen af august, og hvor var det inspirerende at lytte til alle jer dygtige oplægsholdere, der præsenterede os for forskning på området og tog deltagerne med på workshops.
Man kan være mere eller mindre for eller imod den teknologiske udvikling, men vi er nødt til at forholde os til den, for den kommer – uagtet om vi bryder os om den eller ej. Det er tvingende nødvendigt, at vi som fagstand og fagforening forholder os både kritisk og konstruktivt til den psykologfaglige udvikling i en digital tidsalder.
Hvad har det hele med os som psykologer at gøre?
En hel del. For det digitale har så stor indflydelse, at det har ændret selve det at være menneske.
Vi mennesker interagerer som fagprofessionelle og privatpersoner med teknologier på kryds og tværs i en række komplekse netværk på måder, som vi blot for kort tid siden ikke kunne have forestillet os. Og på måder hvor teknologien får en helt afgørende betydning for, hvordan vi føler, tænker og handler hver især.
Den teknologiske udvikling påvirker også vores muligheder for at behandle klienter, og her skal vi holde særligt øje med, hvordan udviklingen påvirker behandlingsmetoderne. Er der behandlingsmetoder, der har gavn af den digitale udvikling? Er der andre, der bliver irrelevante eller overflødige? Er der teknologier, der skaber negative psykiske effekter – og er der andre, som er positive?
Og lige så væsentligt er det, hvordan digitaliseringen påvirker os selv, vores arbejdsbetingelser og psykologfaglige kompetencer?
Derfor SKAL vi som fagstand konstant bestræbe os på at være på forkant af de politiske og ledelsesmæssige dagsordener. Når det er så vigtigt for mig, at vi har en stærk fagforening, er det ikke kun for at bidrage til vores faglige identitet, kompetence og forhandlingsmæssige sikkerhedsnet, men også for at styrke vores psykologfaglige indflydelse på ledelse, politik og samfund.
Vi skal meningsfuldt tage medansvar for den samfundsmæssige ressourcetildeling og lovregulering inden for de nye arbejdsområder, når de opstår. Derfor er det vigtigt, at vi som på årsmødet dykker ned i nye og banebrydende forskningsperspektiver.
På årsmødet hørte vi bl.a. om den nyeste udvikling i sociale robotter, viden om gaming, stressbekæmpelse, og P har i en række artikler kastet et kraftigt lys på virtual reality i behandlingssammenhæng.
For børn foregår identitetsdannelsen i høj grad online på fx Snapchat, Instagram, Tiktok, forskellige chatfora og ikke mindst i online-gamermiljøer.
En gennemsnitlig teenager i Danmark bruger over seks timer på skærmen dagligt. De bruger bl.a. tiden på gaming, og det skal vi blive klogere på. For hvordan forholder vi os psykologfagligt til gaming? Hvad betyder det for børnenes trivsel og sociale udvikling, at analog leg er erstattet af sociale fællesskaber online? Og hvilke forretningsmodeller ligger til grund for gaming og sociale medier?
Vi skal også tage stilling til nye behandlingsmuligheder, tag blot virtual reality og sociale robotter. Det lyder som en science fiction-film fra 90’erne – men fremtiden er her.
På årsmødet blev vi præsenteret for det provokerende udsagn, at robotter måske er bedre til at lytte end psykologer! Flere af os var ved at tabe underkæben…
Den udvikling, som er i de digitale behandlingsmuligheder, er vildere og hurtigere, end I kan forestille jer.
Jeg har hørt, at nogle tror, at psykologer er særligt kritiske over for teknologiske udviklinger. Og det er måske også rigtigt. For vi ER meget kritiske. Og det skal vi også være. For der er også enorme kommercielle interesser på spil – ikke mindst inden for den teknologiske udvikling.
Men vi psykologer kan ikke se os udenfor – eller ved siden af det, der foregår lige omkring os. Og hvis vi overser betydningen af det digitale, risikerer vi at blive irrelevante, når det handler om vores faglige indflydelse på ledelse, politik og samfund.
I foreningen arbejder vi benhårdt på at være på forkant og kende mulighederne – og begrænsningerne.
Målet er klart: Vi skal have plantet psykologfaget og vores fagforening solidt i fremtiden.