Kære psykolog
Når du sidder med dit fagmagasin i hånden, er det, fordi du er en del af Danmarks største fællesskab for psykologer – fagforeningen Dansk Psykolog Forening. I år er det 75 år siden, at næsten alle Danmarks psykologer – det vil sige 37 i alt – gik sammen om at grundlægge Dansk Psykolog Forening med Jesper Florander som formand.
Dengang var medlemmerne typisk folk, som foruden at være cand.psych. havde en anden uddannelse. Mange var læreruddannet, nogle var børnehavelæreruddannet, og en enkelt eller to var gået direkte fra studentereksamen til studiet.
Nu stod de så pludselig der med en akademisk uddannelse, var cand.psych. og hvad så? For nogle stykker var målet at blive skolepsykolog. Men hvad med resten? Hvor kunne de finde arbejde?
Det var derfor, Dansk Psykolog Forening blev oprettet. Formålet var at skabe en fagforening. Foreningen skulle styrke psykologiens og psykologernes stilling i samfundet, men den skulle først og fremmest arbejde for at styrke psykologernes vilkår arbejdsmæssigt og lønmæssigt. Og sådan arbejder vi stort set stadig.
De 75 år er et skarpt hjørne og en fin anledning til at reflektere over, hvordan psykologien udvikler sig og gavner samfundet. Men også en anledning til at reflektere over, hvad en fagforening for psykologer skal kunne for også at være relevant i fremtiden.
Psykologien som videnskab er helt fantastisk at beskæftige sig med. Det er, psykologer ikke ene om at synes. Psykologers praksis rummer mødet mellem den komplekse og som regel meget teoretiske forskning og så den helt lavpraktiske virkelighed, hvor psykologen skal sætte sin teori i spil med sine praktiske skills.
Vores fag er sat sammen af så mange forskellige underelementer; der er så mange forskellige måder at være psykolog på, men jeg synes, der er nogle hovedtræk, der træder frem, og som er vildt interessante på tværs. Særligt den meget stærke evne til at tænke kritisk, aldrig tage noget for givet, altid gå bagom og stille de relevante spørgsmål.
Går vi lidt tilbage i historien, var betegnelsen ”psykolog” ikke engang en beskyttet titel; det ændrede sig i 1994.
I dag er psykologer gået fra at være en undseelig faggruppe til at være efterspurgt af borgere, patienter og stort set alle samfundsorganisationer.
I takt med at det øgede fokus på individuel og organisatorisk sundhed har vores profession vokset sig bredere.
Borgerne møder psykologen i privat praksis, fordi de har brug for behandling af fx en depression eller angst eller har andre udfordringer. De møder også psykologerne i psykiatrien, hvor de er den medarbejdergruppe, der vokser mest – eller i kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Men psykologerne fylder også mere og mere i fx forskningsverdenen, i virksomheder med fokus på bl.a. arbejdsmiljø og organisationsforandringer, i iværksætteri og ikke mindst på ledelsesniveau.
For der er ikke alene et øget fokus på psykisk sundhed og bekæmpelse af de alarmerende udfordringer med mistrivsel og psykisk lidelse; der er også et stigende fokus på at forebygge, at det går galt. Heldigvis.
En af de største opgaver, vi som psykologer står midt i, er netop at bekæmpe den stigende mistrivsel, der ses i samfundet. Der er et stort pres for at være en succes, være lykkelig, for at lykkes. Skyggesiden af alle de politiske initiativer, som er blevet gennemført i bedste mening, er, at vi tilsyneladende har medvirket til at skabe et samfund, hvor det er svært at have det godt. Og det er om noget et paradoks.
I mine øjne er det dét, vi kan, nemlig at koble løse udfordringer for den enkelte i konteksten, i den virkelighed der nu engang er. Men jeg synes samtidig, vi som psykologer er forpligtet til at påberåbe problemet med de snævre samfundsstrukturer, der gør, at vi netop har skabt et samfund, hvor det er alt for svært at have det godt. Men vi skal i mindst lige så høj grad stille os til rådighed med løsninger.
Heldigvis er der mange, der vil være med, og som gerne vil have titlen ”psykolog”. For nylig bød vi velkommen til 828 nye studerende, der de kommende år skal læse psykologi på universitet og træder ind i vores fagfællesskab. Titlen og arbejdsfeltet er attraktivt, og vi har jo jævnligt sager med sportspsykologer, erhvervspsykologer og andre, som har læst noget psykologi, fx på CBS, og der er også andre faggrupper, som gerne vil overtage vores opgaver.
Vi skal aldrig glemme kampen for at beskytte vores titel og vores profession. Og hvis vi skal holde stand som faggruppe, hvis vi skal byde ind på fremtiden, og hvis vi psykologer skal være en del af løsningen, så skal vi være fælles om det.
Derfor tilhører DPs jubilæum ikke mindst jer medlemmer. For psykologien har aldrig stået stærkere. Tak til alle jer, der hver dag bærer psykologien ud i samfundet.
Tak til jer, der er med i vores fagfællesskab i Dansk Psykolog Forening.
