Kære psykologer
Man kan tilsyneladende godt bo i ”verdens næstlykkeligste land” og samtidig se urovækkende statistikker over danskernes mentale helbred. For nylig kom Den Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen, hvor næsten 200.000 danskere har svaret på, hvordan de har det. Tallene for især de unges mistrivsel er faretruende høje, og det er i mine øjne et wakeup-call til vores moderne velfærdsstat. Mistrivsel i disse dimensioner kan vi ikke holde til i længden.
Hver tredje kvinde mellem 16 og 24 år rapporterer om dårligt mentalt helbred, og for mændene er det hver femte, når vi kigger på samme aldersgruppe.
Det står særligt dårligt til med den mentale trivsel blandt de unge kvinder i Danmark. Lidt over hver anden kvinde i aldersspændet 16-24 år oplever at være stressede, og hver fjerde angiver, at de er ensomme.
Det bliver vi – som samfund – nødt til at gøre noget ved. Det første, vi skal, er at anerkende alvoren, for mistrivsel har været undervejs længe, og der er desværre ingen snuptagsløsninger. Vi ved, at psykiske udfordringer og sygdom i de unge år risikerer at trække meget lange spor og kan have store konsekvenser i de unges voksenliv. Vi ser ind i en fremtid, hvor manglen på arbejdskraft og hænder bliver en af de helt store samfundsudfordringer. Alt for meget af Danmarks dyrebare råmateriale – børnene og de unge – risikerer simpelthen tab af livsmuligheder og en god fremtid. Det er uholdbart for den enkelte unge og for samfundets fremtid.
Det næste, vi skal gøre, er at se på de strukturelle løsninger. Den mentale mistrivsel skal tænkes ind i langt flere politiske beslutninger. Politikerne skal simpelthen spørge sig selv, når de laver politik, om det, de er ved at beslutte, har konsekvenser for danskernes mentale trivsel. Det er de bedre til, når det handler om fysisk sygdom – men ikke særlig gode til, når det handler om psykisk sygdom og mental trivsel. Politisk har man ikke været opmærksom på den slagside af massiv mistrivsel, der kan følge med, når man fx laver en folkeskolereform eller en fremdriftsreform. Derfor har vi i DP også været ude at advare om, at hvis man fjerner SU’en på kandidatuddannelserne, som regeringens reformkommission har foreslået, så rykker man igen ved de unges trivsel.
Samtidig er der heller ingen tvivl om, at mange ikke hjælpes tidligt nok, når der er behov for støtte, intervention eller behandling. Ressourcerne rækker hverken i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), behandlingspsykiatrien eller i den offentlige psykologordning.
Jeg forstår godt, at I psykologer kan få sved på panden, når I hører politikerne – og bl.a. også Dansk Psykolog Forening – foreslå alt det nye, der bør ske, og alle de tiltag og behandlingsmuligheder patienter og pårørende bør have ret til. Derfor skal I vide, at DP i forbindelse med Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan for ”Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” netop har kæmpet for en indsats mod mental mistrivsel og psykiske lidelser, som vi kan være bekendt, og en anerkendelse af et bredt ressource- og kapacitetsløft. Det handler både om tidlig indsats – og rette indsats – i PPR, og det handler også om et behandlingssystem, der i langt højere grad bygger på tværfaglighed, tid, omsorg og helhedsorienteret behandling. I mine øjne er det dét, som er psykiatriens nye mantra.
Samtidig er vi nødt til at profilere os langt stærkere på alle de måder, hvorpå psykologer ved noget om forebyggelse af mental mistrivsel og psykisk lidelse. Den primære forebyggelse finder sted mange andre steder end i sundhedsvæsenet. Det er fx i en stærk og lighedsfremmende skole, gode daginstitutioner og gode rammer for familielivet. Noget af det, der adskiller psykologer fra andre faggrupper, er netop, at vi har blikket hele vejen fra den tidlige forebyggelse på det strukturelle niveau til behandlingsopgaver – også de tunge af slagsen. Der er ikke særlig mange andre faggrupper, der går på tværs på denne måde. Det betyder, at vi kan bidrage til forebyggende løsninger på både makroniveau og individniveau.
Mange af DPs medlemmer ser ikke nødvendigvis sig selv som ”sundhedspersoner” – hvis man fx arbejder som arbejdspsykolog, som supervisor for tværfaglige fagpersoner, som underviser på grunduddannelser, professionsskoler og universiteter samt i kommunernes mange forvaltninger. Vi skal være gode til at tydeliggøre, at psykologerne også i alle disse funktioner kan og skal være en del af forebyggelsen af mental mistrivsel og psykiske lidelser – og at vi har mange konkrete forslag til forebyggende tiltag og indsatser på et mere strukturelt, organisatorisk, samfundsmæssigt og politisk niveau.
Forebyggelsen skal ud af skyggen – det kræver situationen, og det er nødvendigt for fremtidens råstof. Børnene og de unge.
