Kære psykologer
Som I ved, landede Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan, ”Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, for nogle uger siden. Navnet er ikke uden betydning, for det har været en lang og sej kamp at få planen til både at indeholde forebyggende elementer og indsatser for de mest syge. Og som I nok har lagt mærke til i medierne, står vi nu med en plan, der estimeres at ville koste cirka fire milliarder kroner årligt, hvis den skal implementeres samlet.
Vi har i DP netop været fortalere for, at planen skulle have en stor bredde og sammenhæng mellem de forebyggende og behandlende indsatser.
DP har været aktive i udarbejdelsen og lanceringen af planen. Som jeg skrev i sidste nummer af P, har vi fået flere helt centrale elementer med. Sideløbende med afrundingen af arbejdet med planen har vi spurgt alle de regionalt ansatte psykologer om jeres erfaringer. Resultaterne fra spørgeundersøgelsen bekræfter desværre vores forventning om virkelig grelle forhold derude. Der er hverken tid, hænder eller ressourcer til at behandle patienterne på en måde, som vi kan tro på er den rette hjælp, og som vi fagligt kan stå inde for.
Hvis vi skal i mål med 10-års planen er det derfor helt centralt, at vi ændrer takt og retning på den måde, den regionale psykiatri er skruet sammen på. Jeg har de sidste par uger talt med social- og psykiatriordførerne på Christiansborg og holdt flere lovende møder med regionsrådspolitikerne, der står med en masse af de borgernære beslutninger i praksis. Mit budskab til dem har været klart.
Vi skal stille skarpt på problemerne i den nuværende organisering af forebyggelse, udredning og intervention for børn, unge og voksne med tegn på mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse. Og vi skal lykkes med at skabe en forebyggende indsats og et behandlingssystem, der rummer tværfaglighed, hænder og tid til kernefaglige opgaver som fx tidlig indsats, terapi og helhedsorienteret behandling.
Når vi spørger jer psykologer, bekræfter I fuldstændig den analyse, som ligger i planen. Det er hjerteskærende, fordi I rapporterer om forfærdelig vanskelige arbejdsforhold, manglende mulighed for at gøre det, I ved, virker for patienter og pårørende, samt manglende anerkendelse af den højt specialiserede psykologfaglighed, som I besidder. Det er simpelthen ikke i orden, hverken for psykologer eller patienter. Hvis regeringen skal i mål med planen, så SKAL de forhold ændres. Det koster selvfølgelig penge, men det kræver også, at pengene bruges klogt.
Det store problem er, at ressourcerne i psykiatrien er for få, og det rammer kernefaglige opgaver som terapeutisk arbejde med patienterne. Og vi er ikke alene med det problem. Andre faggrupper kender alt til de udfordringer, og de peger ligesom DP på, at tværfaglighed og psykosocial behandling skal opprioriteres i psykiatrien.
Det er indlysende, at psykoterapeutisk arbejde tager længere tid end at udskrive og administrere medicin, men al forskning viser, at det er besværet værd at investere i begge tiltag. Der er forskningsmæssig evidens for effekten af psykoterapi på recovery – uanfægtet metoden.
Vi skal behandle helhedsorienteret og hele vejen rundt om patientens psykiske og fysiske sygdomme og de sociale udfordringer, der ofte følger med.
Vi ved, at effekten af enhver given behandling vil være helt afhængig af, om patient og pårørende bliver gjort til aktive medspillere i udarbejdelsen af de aftaler, der skal hjælpe dem til bedring. Derfor skal patientens ret til at vælge og være aktiv i sin egen behandling spille en langt større rolle end i dag.
Vi ved, at det felt, vi i dag betegner som ”psykiatrien” er andet og mere end et snævert speciale. En snæver biomedicinsk forståelse af psykisk lidelse skaber forkert vægtning af mulige behandlings- og støttetiltag. I stedet skal vi sammen med vores fagprofessionelle kollegaer vænne os til at forstå og imødekomme den kompleksitet mellem sociale, psykologiske og biologiske faktorer, som er i spil og kan påvirkes hos det menneske, der har symptomer på psykisk lidelse. Hos nogen er en kombination af terapi og medicin det rigtige, hos mange andre vil en psykosocial, rehabiliterende indsats i samarbejde mellem psykolog og jobcentret være det, der muliggør en tilbagevenden til en normal hverdag.
Desuden skal vi holde fast i, at den ægte tværfaglighed på gulvet kun kan lykkes, hvis tværfagligheden afspejles hele vejen op igennem hierarkiet. Dette indebærer ikke mindst, at der også etableres tværfaglige forskningsmiljøer – forhåbentlig endda uafhængige, tværfaglige forskningsenheder, hvor psykologer på lige fod med andre faggrupper kan forske i de tværfaglige indsatsers virkning og udvikling. Vi skal simpelthen sikre tværfagligheden i fundamentet.
For det er den samlede indsats og det tværfaglige blik, der hjælper patienten med at få det bedre. Et godt, men også nødvendigt samarbejde, der foruden psykologer involverer andre dygtige faggrupper som læger, sygeplejersker, socialrådgivere, socialpædagoger, diætister, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Vi kommer ikke udenom, at et bredt samarbejde med bl.a. psykoterapi og medicinsk behandling kræver, at vi opruster på kvaliteten. For en tværfaglig indsats til bedst mulig gavn for patienten kræver, at det faglige personale har de rette kompetencer, og at disse kompetencer anvendes bedst muligt.
Det kræver flere ressourcer til psykiatrien. Det har vi fortalt politikerne igen og igen.
Bolden ligger nu hos sundhedsminister Magnus Heunicke. Og DP kommer til at være aktive på denne dagsorden til det politiske forlig er i hus. Med ambitioner om at vi kan skabe bedre liv, flere raske patienter, bedre arbejdsmiljø, bedre forskning og løfte psykiatrien og indsatserne omkring ind i en bæredygtig fremtid.
