På sommerens allersidste dag præsenterede regeringen sit forlag til Finansloven, og det er NU, psykiatrien skal prioriteres. Frem mod 2030 vil regeringen afsætte i alt 3,2 mia. til psykiatrien. Det hele kommer ikke næste år, men udviklingen af en ny psykiatri kan begynde. En udvikling, som forhåbentlig får psykiatrien – og dermed også patienter, pårørende og ansatte – ud af den skygge, der har hvilet over området.
I mange år har forskellige regeringer og sundhedsministre givet udtryk for et ønske om at ville løse problemerne. Det er absolut ikke første gang, at der kommer en plan for psykiatrien, og vi har hørt mange skåltaler og politiske løfter om forandring. Alle os, der arbejder i og omkring psykiatrien, er blevet skuffede før.
Kan vi tro på det nu? Det er første gang, der kommer så mange penge, og det er første gang, at psykiatrien får så stor politisk bevågenhed som nu. Rom – eller en ny psykiatri – blev ikke bygget på en dag, men jeg tror faktisk på, at vi kan forandre og forbedre på både kort og lang sigt.
Regeringen kommer med et politisk udspil for psykiatrien og har lovet, at det nye nationale psykiatriråd – hvor jeg selv sidder – skal være med til at prioritere. Jeg er særligt opmærksom på psykiatrirådets mulighed for at følge og undersøge, om de forandringer, der sættes i værk politisk, rent faktisk ender med at gøre en forskel helt ude hos den enkelte patient og medarbejder i psykiatrien. Det har nemlig kæmpe betydning, hvilke indikatorer der bliver sat op for de forandringer, der skal skabes.
Det psykologfaglige perspektiv er helt nødvendigt her, fordi vores faggruppe om nogen er trænet i at skabe og dokumentere forandringer på både mikroniveau – fra den enkelte patients og pårørendes perspektiv – og den monitorering på gruppe- og organisationsniveau, der også er brug for i så store systemer.
Min egen holdning er klar: Vi kommer ikke udenom, at der først og fremmest mangler ressourcer lige nu og her. Der mangler medarbejdere, der kan løfte i flok og tværfagligt og blandt dem naturligvis både psykologer og specialpsykologer.
Vi skal sikre, at patienter kan komme til og få den rigtige hjælp i tide. For vi har gang i et udviklingsprojekt, som er bagud på point fra starten. Som det er i dag, oplever rigtig mange børn, unge og voksne at vente alt for lang tid på at få hjælp. Markant flere end tidligere henvises til hjælp i den regionale psykiatri, og budgettet er på ingen måde fulgt med.
Pointen blev understreget i en undersøgelse, som Dansk Psykolog Forening foretog blandt psykologerne i psykiatrien. Her blev de spurgt om deres syn på behandlingen i psykiatrien, og over halvdelen svarede, at der er helt centrale tilbud, som de ikke kan give på grund af ressourcemangel. Det gælder både psykoterapi og psykoedukation, men også tilbagemelding på udredning.
Det går simpelthen ikke. Af samme årsag vil foreningen også arbejde for, at der uddannes flere specialpsykologer og psykologspecialister end i dag. Psykiatrien har brug for højt specialiserede psykologer, der bidrager til at skabe høj og specialiseret udrednings- og behandlingskvalitet, bedre patientforløb og ledelse.
Men penge gør det ikke alene. Hvis vi skal skabe nogle reelt bedre vilkår for dem, som har brug for hjælp, skal vi kæmpe for en langt højere grad af tværfaglig behandling og indsats. Det psykologfaglige perspektiv er helt centralt, hvis vi skal lykkes med at få psykiatrien og de omkringliggende instanser til at fungere bedst muligt for patienter og pårørende.
Tværfaglig behandling er slet og ret nødvendigt i en moderne psykiatri med ambitioner om at gøre flere raske og sikre patienter meningsfyldte liv. Og hvis vi skal løse rekrutteringsudfordringerne, skal politikerne også hjælpe med at gøre psykiatrien til en arbejdsplads, hvor man kan holde til at være, hvor kompetencer – herunder psykologers og specialpsykologers – kommer i spil, og hvor man har tid til at gøre det rigtige og det, der virker. Vi skal arbejde for en psykiatri, der rummer tværfaglighed, hænder og tid til kernefaglige opgaver som fx tidlig indsats, terapi og helhedsorienteret behandling.
Ja, psykiatrien har rekrutteringsudfordringer og udfordringer med at holde på de gode og erfarne fagfolk. Rekrutteringsudfordringerne er reelle! Men det må ikke blive en undskyldning for ikke at gøre noget.
Derfor er det også temmelig ”goddag mand, økseskaft”, at psykologer venter op til 42 uger på at få deres autorisation i Psykolognævnet. En autorisation, som man som psykolog skal have i hus, inden man må starte i en uddannelsesstilling som specialpsykolog, som ydernummerpsykolog og i mange andre psykologjob. Bestyrelsen i DP har tonet rent rødt flag på denne problemstilling, og den har fået topprioritet i det politiske arbejde.
Efter min mening er det en af de store – og nok også vilde – samfundsopgaver at få løst mistrivselskrisen. Og jeg er en af dem, der tror på, at vi sammen – med psykologfagligt input – faktisk godt kan ændre den kurs, der er blevet sat og dermed skabe et samfund, der er langt mere bæredygtigt, når det kommer til både trivsel og psykisk lidelse.
Spørger man mig, så er det hele kæden, den er gal med, når vi snakker skolevægring, mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge. Vi skal blive langt bedre til både at forebygge, hjælpe de børn, der har specifikke behov, og ikke mindst se på, hvilken betydning dynamikker i børn og unges hverdagsliv har for udviklingen.
De unges mistrivsel er ikke et individuelt problem. Det er noget, vi skal tage os af sammen og løse sammen. Lige nu er de unge mere eller mindre efterladt til sig selv på perronen. Ventetiden for unge mellem 18 og 24 år, der henvises til gratis psykologhjælp, er lige knap et halvt år i snit. Det er helt urimeligt længe at vente på at få hjælp til angst og depression. Og det har store konsekvenser.
De unge risikerer at miste grebet om deres uddannelse, hvad enten det er i gymnasiet eller på andre uddannelsesinstitutioner. De risikerer at miste deres fællesskab og det gode ungdomsliv. Alt sammen noget, der er fundament for resten af deres liv og et godt voksenliv. Derfor skal vi også have ventelisterne på psykologhjælp ned og sikre hurtigere hjælp til de unge, som i nogle tilfælde desværre helt opgiver at få behandling hos en psykolog.
Og vi skal turde stille os selv spørgsmålene: Hvad er det i vores samfund og uddannelsessystem, der gør, at så mange børn og unge ender i mistrivsel? Hvorfor er det så svært at være barn og ung? Og hvilke strukturelle benspænd har vi lavet for de unge? Vores fag giver os mulighed for at bidrage på mange niveauer til samfundets håndtering af den slags problemer.
Og til foreningens mange medlemmer og frivillige: Tak for den store indsats, I gør derude hver dag. Når psykologer står skulder ved skulder, kan vi gøre en kæmpe forskel.
