“Det er fuldstændig passende at reagere med ængstelse på klimakrisen”

Oversvømmelser, skovbrande, orkaner og hedebølger. Forudsigelser om, at jordkloden bliver mindre egnet til menneskelig beboelse.

Klimakrisen vækker en vifte af følelser, heriblandt ængstelse, fornemmelsen af at være i frit fald og forestillinger om katastrofe. Hos mange giver det en grundlæggende tilstand af stress og overbelastning.

– Det er fuldstændig passende og almenmenneskelige måder at reagere på en krise, som er reel og omfattende, fastslår psykolog Solveig Roepstorff.

Hun foreslår begrebet klimaubehag til at beskrive tilstanden. Derved fravælger hun også bevidst den populære betegnelse klimaangst.

– Ved at bruge begrebet klimaubehag vristes følelserne fri af noget sygeliggørende. Alle følelser relateret til klima er som udgangspunkt fornuftige, og de skal ikke diagnosticeres, og de skal ikke løses individuelt i et terapirum. Klimaubehaget skal ud i det sociale rum, så følelserne kan bruges til at udrette noget i fællesskab med andre.

For ubehaget er også udtryk for, at personen kerer sig om noget, der ligger uden for vedkommende selv – Jordens tilstand, siger Solveig Roepstorff.

Hun tilføjer, at der selvfølgelig er undtagelser, hvor tilstanden bliver til svær angst og afskærer fra en normal livsførelse, og så kan behandling være relevant.

Syntese af teorier og begreber

Solveig Roepstorff har egen praksis på Frederiksberg ved København. Det er her, at Magasinet P møder hende på en dag, hvor der i tråd med temaet er kraftige kastevinde og byger af regn. Anledningen er, at hun udgiver den første danske bog om klimapsykologi, som er en bred introduktion til dette relativt nye faglige felt.

– Klimapsykologi er en syntese af teorier og begreber, der kan bruges til at undersøge menneskets tanker, følelser, adfærd og tilstande i forhold til klimakrisen, og hvordan en forståelse kan føre til handling. Der er ikke så meget optagethed af det kliniske, siger hun.

Klimapsykologien trækker blandt andet på økopsykologi, dybdepsykologi og psykosociale teorier.

Bogen er baseret på indsigter fra internationale studier, klimaaktivister, klientcases og Roepstorffs egne refleksioner.

Det var en hændelse med klimaubehag ud over det sædvanlige, der vakte Solveig Roepstorffs interesse for klimapsykologien. Da hun i tørkesommeren i 2018 observerede, hvordan æblebuske tørstede, og bier, svirrefluer og flere andre insekter var fraværende, blev hun stærkt berørt. Hun blev efterfølgende fysisk dårlig ved at høre nyheder om klimaet. Hendes psykologfaglighed kom til kort i forhold til reaktionerne. I sin jagt på informationer stødte hun på det britiske klimapsykologiske netværk Climate Psychology Alliance og opdagede, at der er allerede findes meget viden og forskning på dette felt. Hendes forlagsredaktør foreslog, at hun lod sin research udmunde i en bog.

– Samtidig med at det føltes uoverstigeligt, forekom det også uafvendeligt at gå i gang, fordi det er et meget væsentligt emne, siger hun.

Mange typer reaktioner og adfærd

Solveig Roepstorffs bog handler dels om menneskers reaktioner og adfærd samt de tilstande, som klimakrisen forårsager, dels om handlemuligheder.

Hun opregner et antal typer af henholdsvis reaktioner og adfærd.

Stress og overbelastning er mest kendt, men blandt reaktionerne nævner Roepstorff desuden mekanismen med at have et ønske om at gøre én ting, for eksempel flyve mindre, droppe røde bøffer og skrue ned for tøjindkøbet, men i praksis gøre noget andet. Det vil sige kognitiv dissonans.

Og hun fremdrager som en faktor miljømæssig generationsbetinget hukommelsestab. Hver ny generation har mindre omgang med naturen og har derfor færre forudsætninger for at registrere, hvordan klimaændringer påvirker økosystemet.

Når det gælder adfærden, udpeger Roepstorff blandt andet intentions-adfærdskløften: Mennesker afstår fra dybtgående adfærdsændringer, som generelt vil have stor effekt på klimaet, fordi de ikke har nogen erfaring om gevinsten, som ligger ude i fremtiden. Vi vil gerne forandre os, men har indbygget modvilje mod, hvis det ”koster” os noget.

Usund udholdenhed: Mennesker har gennem tilværelsen lagt meget tid og mange kræfter i et opnå velstand. Derfor er de – trods en viden om klimapåvirkning – mere tilbøjelige til at fortsætte i samme spor frem for at ændre livsstil, hvorved de på en måde ville undsige det hidtidige liv.

Mærk dig selv – mærk verden

En aktivering af følelser og sanser kan ifølge Solveig Roepstorff hjælpe til at opdage, at noget har forandret sig på grund af klimakrisen.

– Det duer ikke kun at bruge fornuften som ledestjerne. Hvis vi skal mærke omgivelserne, skal vi også mærke os selv. Vi må give plads til aktiviteter og indhold i livet, som nærer og tilfredsstiller vores belønningssystemer i et mere roligt tempo, siger Roepstorff.

Hun påpeger, at moderne menneskers adgang til natur er begrænset af urbaniseringen og industrialiseringen. Hvortil kommer meget ophold indendørs – i Europa er det i gennemsnit 90 procent af tiden.

Hun anfører, at moderne menneskers omgang med teknologi indvirker på den manglende sanselighed.

– Der er mange teknologiske kilder til hurtig belønning – apps til mobiltelefoner, Instagram, Facebook, videospil, Netflix og netshopping. Men vi bliver på nogle måder afkoblet fra os selv, mens vi er online. Vores evne til at føle empati forringes, siger Roepstorff, som bekender, at hun selv arbejder med at begrænse sit indkøb af tøj og det dopamin-kick, som shopping giver.

Forbundethed med naturen

Følelser og sanser er også centrale i Solveig Roepstorffs forslag til, hvad der generelt kan fremkalde handling for at håndtere klimakrisen.

Solveig Roepstorff anbefaler naturoplevelser, samtaler om klimaet og fælles engagement om sagen.

– Kærlighed til naturen bygger ofte på erfaringer med naturen, og de psykologiske effekter øges i takt med biodiversiteten i området. Oplevelser af storslåethed trækker os i en altruistisk retning – en bevægelse, der er brugbar og nødvendig i indsatsen mod klimakrisen, siger Roepstorff, hvis konsultationsværelse er udsmykket med et billede af blomsterflor på en bjergeng og andre naturmotiver og -genstande.

Hun blev fortrolig med naturen, da hun voksede op i Vestjylland nær en skov.

– Naturen giver og har i det hele taget en utrolig fin indflydelse på vores velbefindende, og når vi atter får en forbundethed med Jorden, bliver vi også tilskyndet til at gøre noget godt for Jorden. Det er virkelig vigtigt, siger hun.

Solveig Roepstorff fremhæver her forskning, der viser, at et følelsesmæssigt tilhørsforhold til naturen er en stærkere forudsigelsesfaktor for bæredygtig adfærd end indignation over klimakrisen.

Ord og sprog på klimaet

Der er lejlighedsvis nyheder om klimakrisens alvor i medierne, men mennesker taler meget lidt om klimakrisen i hverdagen. Det viser amerikanske undersøgelser.

Samtidig er der et udtalt behov om at italesætte problemet – ikke mindst blandt unge. En nylig, stor international undersøgelse blandt 16-25-årige viser, at cirka halvdelen oplever at blive afvist eller ignoreret, når de vil dele klimabekymringer med andre mennesker.

– Vi mangler simpelthen træning i at samtale om klimaet. Det bliver en kort udveksling, der brat stopper med en konstatering om, at det er forfærdeligt, og at politikerne burde gøre noget. Ingen ønsker at løbe risikoen for at ødelægge den gode stemning ved at kigge indad, og det kan også hurtigt udvikle sig til en tvist om, hvem der gør mest for klimaet i eget liv, og hvem der ’synder’, siger Solveig Roepstorff. Samtykket om at tie kalder hun en tavshedsspiral.

Solveig Roepstorff opfordrer til at gennemføre dybere og længerevarende samtaler, for så vil der også komme et sprog for klimakrisen, selv om krisen er en meget ny menneskelig erfaring.

– Det handler om at udfolde følelser og tanker om det ukendte og ubehaget. Det er frisættende at tage problemet i hånden og dele det med andre. Det giver mere resiliens. Og når vi ser krisen som os, kan vi også påvirke den, siger Roepstorff.

Sammen er vi stærke

Samtalerne kan være et første skridt hen imod et fælles engagement i klimasagen, pointerer Solveig Roepstorff.

– At engagere sig i noget, som ligger uden for én selv, og som handler om at gøre noget godt for andre end mig, øger velbefindendet og giver mere meningsfuldhed.  Fordi det foregår i fællesskab, modvirker det følelsen af at stå alene med problemet. Det er også helt essentielt at indgå i fællesskaber om aktiviteter for at skabe de forandringer i stor skala, der skal til for at imødegå klimaændringerne, siger Roepstorff.

Læg hertil, at en sådan adfærd til gavn for klimaet smitter.

– Man ved fra forskning, at man kan være med til at flytte normer, når man udretter noget sammen med andre. Et mindretal kan påvirke flertallet, siger Roepstorff.

Hun oplyser, at amerikansk studie om 300 ikke-voldelige protestbevægelser gennem de seneste 100 år når frem til, at et mindretal på kun 3,5 procent er i stand til at ændre holdningerne hos resten.

En meget relevant faglighed

Solveig Roepstorff undslår sig for at komme med råd til, hvilken rolle andre psykologer kan spille i forhold til klimakrisen. Blot konstaterer hun, at psykologer har en meget relevant faglighed, der kan hjælpe til at forklare reaktioner og adfærd og foreslå handlinger.

– Psykologer kan stille psykologien til rådighed og byde ind i forhold til en almengørelse af de her forskellige følelser, der er relateret til klimakrisen, og de paradokser, der er indbygget, siger hun.

– Selv har jeg ikke fokus på kliniske redskaber, men betoner den brede samtale og engagementet, fordi det kan modvirke klimaubehaget hos langt, langt de fleste og tilskynde til at gøre noget sammen med andre, siger hun.

Solveig Roepstorff mener, at der stadig er grundlag for håb snarere end fortvivlelse over klimakrisen.

– Vi kan ikke få klimakrisen til at forsvinde, men hvis vi forbinder os med naturen og med hinanden og udretter noget sammen, kan vi mindske skadevirkningerne og blive mere modstandsdygtige over for det, der ville komme, siger hun.

Solveig Roepstorff: Klimapsykologi – Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle. People’s, 2022.