Studiet “Mentalization-oriented psychodynamic group therapy for patients with personality disorders: a naturalistic prospective cohort study” blev publiceret i Nordic Journal of Psychiatry 5. maj 2022.
Psykoterapeutisk gruppebehandling af psykiatriske patienter med personlighedsforstyrrelse er underbelyst i ”naturlige” kliniske rammer. Der bliver ofte forsket i adskilte diagnosegrupper og med manualiseret terapi.
Til gengæld viser forskningen, at formodentlig halvdelen af alle psykiatriske patienter har en personlighedsforstyrrelse (Beckwith, Moran & Reilly, 2012), og at det kliniske billede langt fra er domineret af enkelte adskilte personlighedsforstyrrelser (Stuart et. al., 1998).
Dette studie belyser effekten af et gruppeterapeutisk behandlingstilbud til ambulante psykiatriske patienter med forskellige former for personlighedsforstyrrelser. Den teoretiske ramme for tilbuddet er en blanding af psykodynamisk gruppeterapi og mentaliseringsbaseret terapi.
75 ambulante patienter diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, og som i et udredningsforløb var blevet vurderet som gruppeterapiegnede. Patienter med svære paranoide, narcissistiske og dyssociale træk blev ekskluderet. Ligeledes blev patienter med svær behandlingskrævende komorbiditet, fx aktivt misbrug, svær depression, og/eller dårlige sprogevner ekskluderet.
Patienterne gennemgik et udredningsforløb med SCID-2/SCID-5-interview og herefter en psykoedukationsgruppe på otte uger. Efterfølgende blev patienterne fordelt i terapigrupper, baseret på en faglig vurdering af egnethed til den enkelte gruppe. Grupperne var diagnostisk blandede med forskellige personlighedsforstyrrelser.
Gruppeterapiens varighed var tre år for borderlinepatienter og to for resten. Terapien var én gang ugentlig, af halvanden times varighed, 40 sessioner årligt. Grupperne bestod af to terapeuter og op til otte patienter. Formatet var slow-open. Efter terapien afsluttedes patienterne fra psykiatrien.
Patienter, der afsluttede terapien før den samlede tid, beregnedes som ”dropouts” for at sikre stærkest mulig analyse. 44 % af patienterne droppede ud efter dette kriterie.
Patienterne udfyldte en symptomcheckliste, SCL-90-R, og en checkliste for relationelle vanskeligheder, IIP-64, før inklusion og årligt under behandlingen samt ved afslutning. Desuden blev deres symptomniveau og funktionsniveau ratet af behandlingsteamet via GAF på de samme tidspunkter.
Der fandtes en signifikant reduktion i både symptomniveau, målt med SCL-90-R: UMC -0.45, p<0.006, og interpersonelle problemer, målt med IIP-64: UMC -0.5, p<0.001. Samtidig blev patienternes symptom- og funktionsniveau signifikant bedret, ratet af behandlere via GAF-Symptom: UMC +10.67, p<0.001, og GAF-Funktion: UMC +8.79, p<0.001.
Der var ingen signifikante forskelle på behandlingsudbytte, når der blev kontrolleret for lidelsesniveau ved behandlingens begyndelse eller deltagernes uddannelsesniveau, et fund, der ellers er gjort for en del andre studier i psykoterapi.
Studiet indikerer, at man kan opnå solide behandlingsmæssige resultater for en gruppe af belastede psykiatrisk patienter, på linje med andre studier med behandling af borderlinepatienter. Studiet kan ikke vise, hvilken metode der er anvendelig, men vi fortolker det således, at et solidt, gennemarbejdet behandlingsprogram med langvarig, kvalificeret psykoterapi i gruppe kan medføre betydelig symptomlindring og funktionsforøgelse.
En anden styrke ved studiet er, at det måler på en patientpopulation, der er mere økologisk valid end mange monodiagnosestudier. Den kliniske hverdag i psykiatrien er domineret af et blandet symptombillede og mange forskellige lidelser. Patienterne her blev blandet i grupper med mange forskellige diagnoser, med god effekt, hvilket indikerer, at det ikke forringer effekten af terapi at benytte heterogene grupper.
Et særpræg ved studiet er, at det er lavet i en klinisk hverdag, uden eksperimentelle indgreb, og det kan forhåbentligt give inspiration til andre, der ønsker at dokumentere effekten af psykoterapi.
Dropoutraten på 44 % er højere end normalen for langvarig behandling af personlighedsforstyrrelse, som i en metaanalyse er fundet til 24 %-35 % (Barnicot et. al., 2010). Denne analyse sammenligner dog alle behandlinger på 12 måneder eller mere, hvor den her beskrevne behandling for 24-36 måneder. Kritieret for dropout i dette studie er også hårdere end i andre studier.
En svaghed ved studiet er manglende follow-up, som kunne vise, om effekten af behandlingen forblev høj over tid.
Desuden indeholder studiet ikke en kontrolgruppe med treatment as usual. Det her beskrevne behandlingstilbud var det eneste reelle tilbud til patientgruppen i organisationen, og det blev ikke vurderet etisk forsvarligt at lade en stor kontrolgruppe af patienter gå ubehandlede i flere år.
Samlet argumenterer vi med studiet for, at der med fordel kan implementeres gruppedynamisk, mentaliseringsinspireret psykoterapi for en gruppe af ambulante personlighedsforstyrrede patienter. Patienterne opnåede en betydelig forbedring uanset diagnose og lidelsesniveau, hvilket peger på, at man med fordel kan behandle patienter med fx tvangsprægede eller blandede personlighedsforstyrrelser på linje med andre.
