På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium i Vejle, hvor jeg arbejder, mærker vi tydeligt det pres, der er på børne- og ungdomspsykiatrien. Det har eksisteret i en længere årrække, men er eskaleret inden for de seneste tre til fire år.
Frem til 2018 levede vi op til udrednings- og behandlingsretten i 95 til 96 procent af tilfældene – i dag ligger det tal under 60.
En af de helt håndgribelige udfordringer er den økonomiske styring af børne- og ungdomspsykiatrien. Frem til 2019 havde vi et aktivitetsstyret budget, men siden 2020 har det været rammestyret på baggrund af tidligere års aktiviteter. Det siger sig selv, at et fastlåst budget parret med et øget antal henvisninger – fra 2020 til 2021 steg antallet af henvisninger hos os med 40 procent – resulterer i skævvridninger og et øget pres.
Først og fremmest bliver det sværere at opfylde patienternes ret til at blive set inden for 30 dage, men det bliver også svært at få dem færdigbehandlet til tiden, fordi der ikke er ressourcer til at tage flere behandlere ind. Jeg kan ikke afvise, at nogle patienter vil profitere dårligere af behandlingen som følge af, at vi ikke har tiden til at se dem så hyppigt.
Det er tydeligt for os, at mange børn og unge mistrives ude i samfundet lige nu. Det skyldes i nogen grad coronapandemien, som flere har lidt under, men også andre uhensigtsmæssigheder knyttet til primærsektoren.
Det rammer børne- og ungepsykiatrien hårdt, at systemet i primærsektoren er strikket sammen, som det er. Hos PPR er der for eksempel ingen tidsfrister, de skal leve op til, ligesom der ikke stilles krav til kommunerne om, at de skal tilbyde behandlingstilbud til børn og unge i mistrivsel, samt at behandlingstilbuddene bør være evidensbaserede.
Det betyder, at nogle familier banker rigtig længe på kommunens mange døre, uden at der lukkes op. De familier ender i stedet med at gå til egen læge, som ikke har andre muligheder end at lave en henvisning til psykiatrien. På den måde kommer vi fejlagtigt til at agere primærsektor.
Vi får derfor mange henvisninger på børn og unge, som aldrig er set hos PPR, men kun hos egen læge. Problemet for os er, at en lægehenvisning er et meget snævert grundlag at afvise en patient på. Så ofte er vi nødsaget til at se barnet eller den unge i hvert fald én gang, inden vi eventuelt kan slå fast, at der ikke er tale om psykisk sygdom, men snarere mistrivsel. Det tager af vores tid til de patienter, der er syge.
Det er svært at sige, hvor stor en andel af børn og unge, der fejlagtigt henvises til psykiatrien. Men mellem 20 og 30 procent af dem, der henvises til vores afdeling med mistanke om angst eller depression, afviser vi, fordi der snarere end sygdom er tale om mistrivsel, som ingen har grebet ind over for.
Det kan for eksempel være unge, der får byttet rundt på nat og dag, ikke kommer i skole og har det svært socialt. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de børn og unge, som kommunerne ikke griber i tide, risikerer at udvikle psykisk sygdom. Det er utilfredsstillende, fordi det kunne være anderledes. Men det er klart, at incitamentet til at skride til handling i kommunerne ikke er stort, når kravene til dem er så små.
Kun i forhold til den såkaldte paragraf 50-undersøgelse, en børnefaglig undersøgelse, er der krav om, at den skal være udført inden for fire måneder.
Det er selvfølgelig utilfredsstillende og vældig frustrerende for de børn og forældre, der kommer til os efter at have ventet længe på en tid og så må høre os sige, at vi ikke er det rette sted for dem, og at de i stedet skal henvende sig til den kommune, de har mistet tilliden til.
Vi kan i undersøgelser se, at mange af de unge, der i 25-årsalderen står uden for arbejdsmarkedet, allerede i 15-årsalderen viste tegn på mistrivsel. Det taler for, at det er helt nødvendigt med en bedre og mere helhedsorienteret indsats i primærsektoren. Psykiatrien er simpelthen ikke det rigtige sted for alle.
De fagpersoner, der møder børn og unge i hverdagen, skal have bedre indsigt i, hvordan man vurderer deres trivsel. Foruden psykologer tænker jeg på lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og de praktiserende læger. I psykiatrien møder vi børn, der ikke har været i skole i et til flere åruden nogen har grebet ind. Det er bekymrende og ikke godt nok.
Jeg er fortaler for, at der udarbejdes en national handleplan, hvori det fastsættes, hvem der har ansvaret, når et barn er i mistrivsel. Måske skal man undersøge skolefravær systematisk – har et barn mere end 14 dages sygefravær, skal der ringe en alarm og laves en plan. Og så skal det ikke være forskelligt fra kommune til kommune, hvilke tilbud der er. Alle har ret til samme gode behandling.
Som det er nu, er elastikken i børne- og ungepsykiatrien spændt til sit yderste. Og så har vi ikke engang talt om personalet på de psykiatriske børn- og ungeafdelinger. For med presset på systemet mærker vi også presset på medarbejdersiden. Folk begynder at søge andre steder hen, og med ubesatte stillinger bliver trykket på de tilbageværende yderligere øget.
Vi har iltsvind i vores hav, og jeg er oprigtig bekymret.
Aldrig i mine ti år i børne- og ungepsykiatrien har jeg oplevet en situation som nu, og jeg må indrømme, at jeg som fagperson er blevet mere desillusioneret, end jeg har været før. Både hvad angår indsatserne til de børn og unge, som vi møder i dagligdagen, men også på vegne af den faglige kvalitet, som lider under et massivt henvisningspres.
