En psykolog og forfatters genbesøg i barndommens gade

Ude på Nørrebro møder Magasinet P den netop 30-årige Glenn Bech, som her i corona-året har fået stor opmærksomhed for sin debutroman Farskibet. ‘- En vild, eksperimenterende og genremæssigt ude­ finerbar roman’, som Jyllands-Posten skriver i sin anmeldelse. Et værk på 552 sider som i samtlige medier har høstet nærmest alle de stjerner og hjerter, en forfatter kan ønske sig.

Glenn Bech er dog ikke bare forfatter. På forfat­terhjemmesiden fremstår tre forskellige identiteter: forfatter, psykolog, feminist. Hvis man så går over til psykologvirksomhedens hjemmeside, der slet og ret hedder psykologglennbech, kan man læse, at han blev cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2017, hvorefter han har været elev på Forfatterskolen i København fra 2017-2019. Med andre ord vikler de forskellige identiteter sig ind i hinanden. Eller som Glenn Bech siger:

– Jeg er en nichepsykolog. Klienterne har valgt mig. Det er unge på Nørrebro, kvinder og mænd – men aldrig mandemænd, smiler Glenn Bech lavmælt, der trods sin unge alder tidligere har arbejdet på universitetet med folk som pårørende til kræft, haft arbejde i Norge og har haft forskellige andre småjobs. Han har endnu ikke arbejdet i psykiatrien eller opnået en autorisation, men har gået hos en psykolog i 2,5 år. Både som en slags supervision, men også for at udvikle sig, og det har efter Glenn Bechs mening været meget dannende.

– Jeg har virkelig lært mere her end i alle mine studieår, men samtidig var det også mit studie, der viste mig, hvilken terapeutisk retning jeg skulle vælge. Det var i kraft af min psykolog, at jeg havde overskud til at skrive bogen. For selvom jeg har skrevet på bogen længe, handlede det første, jeg især skrev om, at brænde broer af, mens det i selve bogen er blevet et langt mere samvittighedsfuldt ‘jeg’, der skriver, siger Glenn Bech.

Han tilføjer næsten i samme moment, at han er en kæmpe fan af sin psykodynamiske psykolog, der arbejder på Københavns Universitet. Og er mand. For netop det er vigtigt, for kvinder har altid gjort Glenn Bech tryg, hvorimod mændene ofte har gjort det modsatte.

Giftig maskulinitet

Glenn Bechs debutroman Farskibet kredser i højgrad om farens selvmord, kønsroller og om mænd, der forgifter deres omgivelser, men også om mænd, der har svært ved at begå sig.

Selv kan romanfiguren Glenn Bech ikke leve op til at være ‘en rigtig dreng’ og har det nemmere med det univers, som kulturen forbeholder piger, ligesom romanfiguren og virkelighedens Glenn Bechs seksualitet er rettet mod mænd.

Patriarkatet har mange tabere, fortæller Glenn Bech, for langt hen ad vejen går netop patriarkatet ud over mændene. Kvinderne er rent faktisk i fare og kan dø af det, når de bliver udsatte for voldelige mænd, som Farskibet også beskriver. De kan fx som morens kærester i romanen være let antændelige. Og kvinderne lider på grund af den manglende ligestilling, men de er opdraget til at tale om deres følelser og kan derfor klare sig bedre. Mændene lider også, for de er slet ikke opdraget til at sætte ord på deres følelser og dulmer sig for at klare det, hvad enten det handler om computerspil, alkohol eller andet og de er ofte letantændelige, forklarer Glenn Bech.

Faren i romanen, som begår selvmord allerede, da hovedpersonen er fem år oghans bror toår yngre, har tydeligvis også svært ved at være en mand. Det samme har hans strenge farfar, som drak, haft.

– Alkohol er ikke en konstruktiv måde at håndtere sine følelser på, som fx min farfar gjorde. Alt, hvad min far gjorde, var aldrig godt nok for min farfar. Det betød, at min far følte sig utilstrækkelig. Om min far siger man, at man altid kunne komme til ham og tale om alt, mens han aldrig selv talte med nogen. Han havde en meget mandet måde at håndtere sin følelser på med alkohol og selvmord.

Farskibet er med sin eksperimenterende form en næsten terapeutisk erindringsrejse tilbage til det, hovedpersonen ikke kan erindre i et forsøg på at forstå det uforståelige. Hovedpersonen stiller sig selv spørgsmålet om, hvordan det kan være, at når de udviklingspsykologiskestudier påviser, at en persons tidligste erindringer knytter sig til det tids­ punkt, hvor man får sprog, hvorfor hovedpersonen så ikke selv kan huske sin far. Og det er netop den bevægelse, som romanen og hovedpersonen fore­ tager sig hen over (u) bevidsthedens hav i et forsøg på at få et sprog, en erindring og en forståelse af faren, og hvorfor han har forladt sine små sønner og livet. Uden at idealisere faren.

– Der er en scene i romanen, hvor jeg står ude i haven med min lillebror og kigger op på en kæmpe skyformation. Forinden havde vi set et stort skib i et Mariospil – og derfor sagde jeg til min bror, at det var farskibet. Vi vidste begge, det var et påfund, en barndomsmyte, vi holdt fast i, og som symboliserede vores sorg. Netop fordi skibet var så stort, var det ham værdigt, forklarer Glenn Bech.

I romanen stiller hovedpersonen utallige spørgs­mål i et forsøg på at finde en forklaring:

Udover far/ at du således følte dig utilstrækkelig som hhv. ‘mand’, ‘ægtemand’ og 1ar’- følte du dig også utilstrækkelig som ‘menneske: eller jeg mener:/ Var du homo? Var det det, du var?/ (Mor er ikke ligefrem/afvisende…) – Farskibet

Den giftige maskulinitet rammer også på andre

måder den lille efterladte familie. For moren tænker under en samtale med sine sønner på McDonald’s, at hun efter mandens selvmord må finde en ny faderfigur til sønnerne. Og i et af de særligt rørende passager i bogen kan man læse morens brev, hvori det fremgår, at hun også er informeret af de rolle­ modeller, hun selv er opvokset med og derfor finder mænd, som hun i udgangspunktet tænker kan redde hendes sønner, men måske snarere gør det mod­ satte. For som det fremgår i romanen optræder der både psykisk og fysisk vold indblandet en transakti­onsproces, hvor den kuldslåede familie godt nok får tag over hovedet, men hvor betalingen består i form af sex og en uhyrlig omsorg og opmærksomhed på morens mænd. Eller som Glenn Bech siger om den ene af morens mænd, der kommer efter den første fysiske voldelige mand:

– Han redder os fra undergang, han trives i rollen som frelser. Så længe vi viser taknemmelighed, går alt godt. Han er det allerstørste barn i familien, og vi betaler med opmærksomhed for at få tag over hovedet. Min mor gør det, hun har lært at gøre og tænker også, at hun ofrer sig for os.

I forbindelse med udgivelsen af Farskibet har Glenn Bech kunnet iagttage det pres, der er for at holde familiens krænkelser inden for husets fire vægge, fremfor at hænge sit beskidte vasketøj til tørre uden­ for familien. Ikke et pres han har fra sin mor, men fra andre. Og her bliver netop presset lagt på den krænkede som en slags dobbelt gidseltagning, der bliver bedt om at holde mund af hensyn til krænkeren eller mændene i familien.

OG FAR …

VAR DET I VIRKELIGHEDEN

DERFOR SÅ

DERFOR DU BEGIK

SELVMORD FOR AT BLIVE ELSKET FOR

HVORDAN VORES LIV KUNNE

HAVE VÆRET

VAR DU I STEDET BLEVET HER

HOS OS

I romanen introducerede faren selvmordet og døden som et alternativ til livet. Både for hovedpersonen Glenn, hans bror Rene og moren. Selvmordet ses både som en lidelse hos den, der begår det, men også en lidelse hos de(n) efterladte. Og mulighed. Men selvmord fylder også en del i Glenn Bechs psykologliv.

Fra sin psykologpraksis fortæller Glenn Bech om en mor, hvis mand har taget sit eget liv. For denne mor er bekymret for sine børn og er som Bech selv siger, lysår fra hans egen mor i at søge andre muligheder for at hjælpe børnene ogopsøger derfor psykologen Glenn Bech som en person, der har en viden, som hun har brug for.

– Det professionelle og følelsesmæssige infor­ merer gensidigt hinanden. Jeg er et sted, hvor det ikke tager fat i mine egne Jeg bliver heller ikke bange, når jeg møder suicidale personer, kan tage det helt roligt og tale det igennem. Alene det at tale om det, er ret nemt, jeg forstår det som et grundvilkår ved livet, siger Glenn Bech og tilføjer:

– Jeg er lettet, når jeg erfarer, at læserne ople­ver, at jeg’et i romanen falder til En tredjedel af bogen er essayistisk omkring liv og død – og det er et helt andet sted at skrive fra, end når fx en mand slår min mor.

Miljøet, som Farksibet beskriver, har fået mange reaktioner. Politikens anmelder skrev fx “Et stykke aldrig før set socialrealisme”. Som Glenn Bech siger:

– På den ene side er det fedt, på den anden side slår det mig, at når en anmelder skriver sådan, så bevæger man sig altså ikke meget uden for Østerbro. Det undrer mig også, når folk siger, at det er et helt vildt univers, jeg har skabt. For jeg har ikke skabt noget univers, jeg har bare sat mikrofonen på bordet og fx transskriberet en ferievideo fra Kreta. Det er bare Horsens, jeg skriver om, og så enestående er det altså heller ikke.

– Der er næsten heller ingen med min baggrund, der bliver psykolog. Det var temmelig ensomt at studere blandt de perfekte mennesker, der vågnede op i forældrekøbslejligheden kl. 6 om morgenen, løb sig en tur, før de tog ind på studiet, havde to SELVMORD frivillige jobs og et studiejob, sad i bestyrelsen og FOR AT BLIVE ELSKET FOR  festudvalget, tog på weekendture med kæresten til storbyerne og glædede sig til at komme hjem til en hyggelig familiejul. Alle har fået 12, 12, 12, selvom jeg også har fået det, men hold nu op, hvor kunne psykologstudiet have godt af flere mennesker fra kvote 2, hvor ens far ikke er læge, mor er pædagog og man selv er et dydsmønster. Der skal flere men­nesker ud med andre perspektiver på tilværelsen. I Glenn Bechs møde med sine klienter, hvoraf mange er kunstnere eller skrivende, hører han ofte, at de ikke er blevet mødt med forståelse i hverken psykiatrien eller hos psykologer, ligesom de klien­ ter, der tilhører prekariatet eller queer, ikke kan finde en psykolog, fordi psykologerne selv lever så anderledes. Ofte føler de, at de først skal uddanne psykologen, før de overhovedet kan komme i gang.

– Jeg har nogle nicheerfaringer med ensomhed og social eksklusion, ligesom jeg er vant til at begå mig i queermiljøet, så her kan vi starte lige på og hårdt og med det samme tale om det væsentlige. Det er heller ikke ubehageligt for mig at tale om sex, siger Glenn Bech.

Glenn Bech savner også, at der melder sig andre psykologer på banen end Svend Brinkmann og Eva Secher Mathiasen i samfundsdebatten. Han synes, psykologer passer alt for godt på sig selv.

– Jeg har mange søde stikpiller i forhold til mine fagfæller, dels i diskussionen omkring køn og magt og dels om at være systembevarende i forhold til arbejde og klasse. For mig handler feminisme om mange ting, men først og fremmest handler det om lighed, og jeg er nok også marxist. Arv og miljø har begge sin ret, jeg er slet ikke fornægter. Men vi kommer med vores kultur til at overvurdere det med køn – og det kom med kapitalismen og med branding, hvor man kan tjene penge på netop forskellen om køn.

– Jeg vil HELST ikke selv arbejde mere end to, tre dage om ugen SOM psykolog eller almindelig lønmodtager og vil hellere prioritere nærværet i hverdagen over for min kæreste, mine venner og familie, mig selv og mine passioner. Det, der er systembevarende, er, at vi som psykologer lægger en samfundsmodel ned over andre Og kalder det <<normalen”. Det er også systembevarende at tilpasse sig i den udstrækning, jeg ser mange psykologer gør.

– Nu har jeg lyst til at vise et andet billede af Dan­ mark ogdedikere mit forfatterskab til klassekampen uden at søge entydige forklaringer eller skrive pro­ gramlitteratur, men skrive om ambivalenser og åbne Og når jeg skriver, er det hele mig, jeg skriver med. Hvis jeg har en scene, trækker jeg på alle mine erfaringer, det akkumulerede Glenn. Også min psykologbaggrund. •

Jeg har længe villet skrive en kronik om, at psy­kologerne skal være mere magtkritiske over for, hvordan vi hylder psykopaten og narcissisten, der bliver bankmænd, politikere og virksomhedsledere, mens når det handler om deprimerede, der ikke kan passe et arbejde mere end tre dage om ugen, sker det modsatte. Og her savner jeg, at psykologerne træder i karakter med deres teori og viden, fremfor at være samfundets ‘stik i rend-drenge’. For vi lever i en utopi, hvor arbejdet bliver sat op på en piedestal

– men det kunne lige så godt være en anden utopi, der var virkelighed, hvor vi arbejdede mindre. Det undrer mig, at psykologerne ikke forholder sig til opfattelsen af arbejde og hele magtbegrebet.

Glenn Bech fremhæver, at vores arbejdsuge altid har været omskiftelig. Før var den længere, nu er den blevet en smule kortere og spørger retorisk:

– Hvor henne i naturen eller evolutionen finder du det gode argument for, at vi mennesker skal arbejde fx 37-40 timer om ugen? Det er jo netop det kapitaliske hensyn, der vægter mest her. Så når psykologer ikke forholder sig kritiske til normali­tetsbegrebet, herunder hvor meget det er normalt at arbejde, ja, så kommer de til at løbe politikernes ærinde og knap så meget den enkeltes/de udsattes.