I PPR, som er et af mine ansvarsområder, møder vi et tiltagende antal børn, der mistrives. Det kan handle om et presset klassemiljø, vanskeligheder i familien eller faglige udfordringer. Men det er også børn, der mistrives på en måde, hvor vi mistænker, at der kan være tale om psykisk sygdom.
Og netop den del af PPR’s arbejde, som grænser op mod psykiatrien, er vokset. Vi får mange børn ind, der har angst og selvskadeproblematikker, og gruppen af børn, der diagnosticeres med autisme, er steget kraftigt de seneste 20 år. Det er børn, som viser tegn på angst eller depression, men hvor psykiatrien efter udredning konkluderer, at der er tale om autisme, som ikke er blevet mødt korrekt, og at barnet er overbelastet. Denne type sager fylder meget i mange kommuners samarbejde med børne- og ungepsykiatrien.
Jeg tror, at der er flere forskellige årsager til, at så mange børn og unge mistrives i dag, og jeg ser frem til, at der kommer mere forskning på området. Noget af det, jeg er overbevist om spiller en stor rolle, er det enorme pres, der er på børn og unge som et resultat af mange års reformer og tanker om fremdrift og optimering af børns udviklingssystemer.
I dag skal børn i 0. klasse kunne, hvad de tidligere først skulle kunne i 1. klasse. Det sætter sine spor, og jeg synes, vi skal spørge os selv, hvorfor pokker vi har så travlt. Hvad er det, vi skal nå? Vi taler om børn, der forventes at leve 100 år.
Vi har sat så meget turbo på systemet, for at børn kan blive så dygtige som muligt på kortest mulig tid. Det kan nogle børn sagtens honorere, men der er også en voksende gruppe, som ikke kan.
Reformerne har skabt et A-hold, som er blevet endnu dygtigere end før, og et B-hold, der består af markant flere børn end tidligere, og som har fået det sværere, fordi deres kammerater på A-holdet bare suser derudad. Nogle af dem på B-holdet er egentlig ressourcestærke børn, og de klarer sig godt frem til måske 6. og 7. klasse, hvor de pludselig knækker nakken. Der kommer nyt lærerteam, og udskolingen og eksamen nærmer sig, og det pres har de ikke strategier til at klare.
Skolesystemet i dag er bygget op, så forudsigeligheden ikke er særlig stor. Børnene stresses af skift og krav, som de ikke altid kan gennemskue. Det udløser mistrivsel for nogle, og mange flere end tidligere ender med en psykiatrisk diagnose. Børn reagerer forskelligt på mistrivsel – nogle får angst; nogle skærer i sig selv; nogle får meget skolefravær, og andre søger ind i en verden af gaming. Jeg mener virkelig, at vi har en generation af ekstremt stressede børn og unge.
Særligt i udskolingen oplever lærerne, at mange elever skal have hjælp til udfordringer. Men det er helt urealistisk, at 25 procent af en årgang skal have hjælp fra PPR. Er det børnene, der skal være skoleparate, eller skolerne, der skal være børneparate?
I 2022 er det normalt, at der sidder børn med diagnoser og i mistrivsel i alle klasser, og vi er nødt til at sørge for almenområdet er gearet til nutidens børn, for ellers kommer alt for mange til at kalde på PPR, fordi et barn har fået det rigtig svært.
PPR har brug for flere ressourcer til at arbejde forebyggende med udvikling af gode og sunde børnefællesskaber og pædagogiske miljøer. Mange steder kommer PPR som følge af alt for få ressourcer først på, når det er gået galt. Og det er virkelig ærgerligt, for vi vil langt hellere hjælpe skolerne med at skabe rammer, så de kan beholde børn i skolen i god trivsel fremfor at skrive børn ud af skolen til specialtilbud.
Flere ressourcer ville også betyde, at PPR kunne give tilbud om lettere behandling til de børn og unge, der tydeligt mistrives, uden at de endnu har behov for en henvisning til psykiatrien. Solide tilbud om lettere behandling i alle kommuner vil helt sikkert lette det pres, som vi lige nu oplever på børne- og ungdomspsykiatrien.
I kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har vi et tilbud om lettere behandling, som vi har udviklet via satspuljemidler, og som vi er så heldige, at kommunen har givet penge til at fortsætte. Men det er langt fra en mulighed i alle kommuner. I folkeskoleloven findes der ikke lovhjemmel til behandling i PPR.
“Jeg bliver rigtig skuffet, hvis ikke der med 10-årsplanen kommer forbedringer på vores område.”
Jeg mener bestemt ikke, at PPR skal sidde i en lukket klinik og behandle. PPR skal gå på to ben – vi skal være med til at opkvalificere det pædagogiske arbejde i skoler og dagtilbud, og samtidig skal vi have mulighed for at tilbyde direkte intervention og lettere behandling, når et barn har brug for et supplement til den pædagogiske indsats i skolen eller dagtilbuddet.
I PPR har vi en unik mulighed for at sikre sammenhæng og koordinering mellem parallelle indsatser – det er super hjælpsomt for børn og familier, og det skal vi selvfølgelig benytte os af.
Den lovmæssige regulering af PPR’s arbejde er meget begrænset og overordnet. Derfor ser PPR også så forskellig ud fra kommune til kommune, hvilket er utilfredsstillende. Den hjælp, man får tilbudt fra PPR, bør ikke afhænge af, hvor i landet man bor. Samtidig er vores systemer alt for tunge og bureaukratiske til, at vi kan handle hurtigt, når et barn eller en ung har det skidt.
Det er kritisabelt, for vi ved, at tidsfaktoren er afgørende, når det drejer sig om børns og unges mistrivsel. Vi har hårdt brug for et mere smidigt og sammenhængende system.
Vi oplever ofte, at forældre og børn bliver kastebold i systemet, fordi det slet ikke er indrettet på deres præmisser. Det er kasser og systemer, så selv fagpersoner har svært ved at finde rede i dem.
Et barn i mistrivsel kan få brug for støtte fra fagpersoner i både undervisningssystemet, det sociale system og sundhedssystemet. Systemerne har forskellige udgangspunkter og er ikke tænkt sammen, hvilket gør det rigtig svært at være tilstrækkeligt fleksible. Det problem kan den enkelte psykolog i PPR ikke løse, og det er på tide, at systemet helt gentænkes, så der ikke er så mange børn og unge, der skal falde ned mellem to stole.
Jeg bliver rigtig skuffet, hvis ikke der med 10-årsplanen kommer forbedringer på vores område. Jeg ved godt, at alt ikke kan fikses på én gang, men vi står med et meget alvorligt problem, som vi ikke kan sidde overhørig.
Vi må aldrig opgive ambitionen om at kunne gøre det bedre – det gælder både den enkelte lærer, pædagog og psykolog, men i den grad også samfundet og systemet, for problemerne på det her område er også i høj grad strukturelt forankret.
