Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Børn og unge er lykkeligt optaget af være på deres smartphone i mange timer hver dag og sikrer dermed, at de voksne ikke forstyrres af børnenes uro eller kedsomhed. Småbørnsforældre bruger ligeledes skærmen til at skabe ro hos deres 1-3-årige børn. På overfladen virker det som en nem, billig og bekvem løsning med den lommebårne, digitale babysitter. Men der er en skjult konsekvens, som de færreste forældre aner eksisterer. Det kan være den usynlige grobund for, at stadig flere børn udvikler ADHD og andre mentale problemer.
Børn med diagnosen ADHD og psykisk mistrivsel er stærkt stigende. På et årti er forekomsten af børn og unge med ADHD firedoblet fra 7.186 personer i 2006 til 30.776 personer i 2016 svarende til, at 5,9 pct. af alle drenge og 3 pct. af alle piger har diagnosen ADHD i dagens Danmark. Andre vestlige lande har tilsvarende høj forekomst.
Spørgsmålet er, hvorfor der sker denne høje stigning i en mental udviklingsforstyrrelse, som afspejler, at et barn har vanskeligheder med opmærksomhedsstyring og udviser motorisk rastløshed? Tidligere var forskere enige om, at ADHD har genetiske årsager. Men ved en ren genetisk forklaring, så skulle forekomsten være stabil gennem årene. Det er således i de miljømæssige påvirkninger, at vi skal finde forklaringen på den stigende forekomst af ADHD. Barnet tredobler størrelsen på sin hjerne i de tre første leveår, og hjernen har her massiv neural udvikling og dermed størst påvirkelighed fra omgivelserne. Det er først i nyere tid, at der er kommet systematisk forskning inden for barnets emotionelle og kognitive udvikling og modning.
En pioner var børnepsykiater og professor i udviklingspsykologi Daniel Stern. Daniel Sterns centrale påstand er, at en regelmæssig, forudsigelig og synkroniseret kontakt fra en omsorgsgiver er tvingende nødvendig for, at perceptuelle, motoriske, kognitive og emotionelle strukturer i hjernen kan udvikles og modnes korrekt hos spædbarnet.
Den aktuelle forskning viser, at børn, der udvikler ADHD, i de fleste tilfælde udviser utryg tilknytning, samt at mor også selv er utrygt tilknyttet. Det giver god mening, da et barns nervesystem fra naturens side er designet til at knytte sig til og blive en kopi af omsorgsgiverens nervesystem. Hvis forældrene er kaotiske, utrygge eller usikre i pasningen og i opdragelsen af deres barn, vil barnet med sandsynlighed få indarbejdet kaos og usikkerhed i deres nervesystem. Mekanismen og kausaliteten, at forældre koder barnets hjerne på godt og ondt er indlysende for forskere og behandlere, men politisk er det tabubelagt. Tabuet er et sundhedsmæssigt problem, da samfundet forhindres i at udføre forebyggende arbejde hos de forældre, som helt eller delvist mangler forældreevnen og dermed påfører deres barn det menneskelige omsorgssvigt. Dybest set handler det om, hvis rettigheder samfundet skal beskytte. Er det forældres rettighed til at få børn, selvom prognosen fortæller, at de ikke har de mentale ressourcer og forældreevnen? Eller er det det ufødte barns rettighed til at blive sat i verden hos forældre, som har de mentale ressourcer og forældreevnen til at tage vare på barnets ve og vel?
Problemet bliver forøget og forstærket af det, som man bør kalde det digitale omsorgssvigt. Det digitale omsorgssvigt handler om, at der i dagligdagen hos danske børnefamilier er stigende brug og accept af elektroniske medier. Den psykologiske forskning viser, at elektroniske medier tager opmærksomheden hos børn, hos de voksne, i skolen, i frikvarteret, ved sengetid osv. De elektroniske medier forstyrrer omsorgsrelationen mellem børn og de voksne, og endelig er mængden af tid brugt på de elektroniske medier voldsom stor i forhold til tid brugt på analogt samvær, fritidssysler, sport, på at lave ingenting og lade hjernen vegetere.
Men hvad sker der dybt inde i hjernen hos de børn og unge, som overlades til de elektroniske medier og den digitale babysitter? Ideelt set skulle forskningen opstille et forsøg, hvor 500 spædbørn udsættes for et moderne forbrug af elektroniske medier i deres dagligdag over for en kontrolgruppe på 500 spædbørn uden elektroniske medier. Da man af etiske årsager ikke laver forsøg med børn, har forskerne i stedet udviklet dyremodeller.
En række dyrestudier har undersøgt, hvad der sker med nyfødte museunger, når de udsættes for samme mængde lyde- og synsstimuli fra elektroniske medier, som menneskebørn gennemsnitligt oplever i deres dagligdag og opvækst. Efter den elektroniske stimulering fik musene ti dages pause, hvor hjernen kunne restituere sig, og så blev musene testet fysisk og kognitivt. På disse test udviste musene hyperaktivitet, risikobetonet adfærd og havde svært ved at indlære og løse problemløsningsopgaver sammenlignet med de mus, der ikke var blevet overdrevent stimuleret. Forsøgsmusene udviste en adfærd som svarede til børn med ADHD. Ved dissektion af musenes hjerner fandt forskerne forventeligt biologiske forandringer i de neurale systemer, som styrer belønning, motorik og opmærksomhed.
En anden række af dyrestudier undersøgte, hvad som sker med nyfødte rotteunger, når de udsættes for korrekt, men uregelmæssig omsorg og stimulering. Rotteunger blev opdelt i en gruppe, som fik regelmæssig og forudsigelig omsorg, og en anden gruppe rotteunger, som fik uregelmæssig, uforudsigelig og afbrudt omsorg. Forsøget skulle afspejle livet i det moderne samfund, hvor forældrenes samvær med deres spædbørn ofte hæmmes eller afbrydes af smartphonens tilstedeværelse. Efter prægningen blev rotterne undersøgt for deres evne til at søge ernæring og være sociale med andre rotter. De rotter, som var udsat for uregelmæssig omsorg, udviste manglede lyst til at spise og være sociale. Mens de rotter med regelmæssig omsorg spiste, var sociale og fungerede normalt.
Tilbage til Daniel Stern og barnets behov for synkroniseret kontakt med et sundt og velfungerende voksent nervesystem. Det store antal af børn med ADHD er bekymrende. Det er ikke længere blot forældre med usikker tilknytning, som får børn, der udvikler ADHD, men også i familier, hvor forældrene er psykisk sunde, er der flere børn, som udvikler ADHD. Hvorfor?
Først og fremmest fordi forældrene og samfundet lader barnet blive udsat for en voldsom mængde af sensorisk stimulation allerede fra spædbarnsalderen. Dernæst fordi forældre med deres smartphone i hånden upåagtet kommer til at være fragmenterede og uregelmæssige i deres omsorg og kontakt med deres barn, og omvendt at et barn, der har fået en tablet med i vuggen eller barnevognen, forsømmer kontakten med forældrene.
Når hele befolkninger og kulturer praktiserer den samme, men forkerte adfærd og tilgang til barnets basale behov, så er det tæt på umuligt at ændre på det personlige niveau.
Det er af stor betydning for vores børns mentale trivsel, at politikere og sundhedsmyndigheder udarbejder lovgivning på området, men også at mennesker og især nybagte forældre grundlæggende forstår mekanismerne og omkostningerne bag den fagre digitale verden. Den massive og hurtige sansepåvirkning fra elektroniske medier og uvedkommende støj skader barnets modtagelige hjerne og modarbejder, at barnets nervesystem kan indgå i vellykket synkronicitet med far og mor og senere med andre mennesker.
Fremtidens børn med ADHD, mistrivsel og psykiske problemer vil sandsynligt være følgevirkningen af et samfund, hvor det digitale omsorgssvigt har erstattet det menneskelige omsorgssvigt. Børn, hvor livsnødvendige, stabile omsorgsrelationer og et afbalanceret, analogt liv er blevet fortrængt af den digitaliserede verden skubbet fremad af techgiganterne, internettets adfærdsdesignere og bagvedliggende økonomiske interesser.
Og endelig: Hos WHO har Internet gaming disorder siden 2018 været betragtet som en mental afhængighedstilstand og dermed også en officiel diagnose i ICD-11.
