Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Endemålet for terapi og den knudrede personlige udvikling er lykke. Men lykken er som bekendt lunefuld, og det skyldes i vid udstrækning, at lykke er kendetegnet ved en form for selvforglemmelse, og selvforglemmelse forsvinder i takt med, at man begynder at prøve at forstå sig selv. At gå til psykolog for at glemme sig selv lyder som et paradoks, men det er måske ikke desto mindre formålet. Grublerier eller bekymring baner ikke vejen til lykke, hvorfor det er en psykologs opgave at dæmpe tankeaktiviteter og fremme bevidstheden om den umiddelbare oplevelse. Det drejer sig om at stoppe den snadrende hjernebark for at kunne indånde det helende Nu.
Lykke og selvforglemmelse er beskrevet i det gamle testamentes Paradis, hvor Adam og Eva som bekendt levede i idelig harmoni (næsten). Der fandtes dog også mindre uskyldige væsner i Paradis såsom slangen og Lilith. Pointen i historien om Adam og Eva er det såkaldte syndefald – dvs. et fald fra lykke – som var en konsekvens af at spise af kundskabens træ. Slangen overtalte Eva til at spise det fatale æble ved at overbevise hende om, at Gud havde forbudt dette, fordi han var bange for, at de ville blive ligeså kloge som ham selv.
Man kan naturligvis undre sig over, hvorfor Gud overhovedet havde plantet et sådant træ i haven, når det nu var så magtpåliggende ikke at forsyne sig af dets frugter. Men dette paradoks desuagtet, så medførte den første bid af æblet, at Adam og Eva ”bluedes” af hinandens nøgenhed. Den indgydede kundskab fik nøgenhed til at være en fy-oplevelse, hvorfor denne skulle tildækkes. Man ser her, at begrebet skam og tildækning hænger sammen med viden eller bevidsthed.
Overgangen fra uskyldig ikke-viden til selvbevidsthed kan man også konstatere hos børn. Ens uskyldige børn er en dag slet ikke så uskyldige længere, men har pludselig hemmeligheder og er svære at få kontakt med. Pointen er, at viden (også) er en kilde til lidelse. Man kan fortabe sig så meget i den mentale verden, at man ikke længere kan have en umiddelbar og dermed lykkefuld oplevelse.
Kundskab i form af videnskab og teknologi er grundlaget for velstand og sundhed, så i hvilken forstand er viden negativ? Her kan man skelne mellem to typer for mental aktivitet – den analytiske eller fornuftbaserede tankegang på den ene side og den konspiratoriske eller svigefulde tankegang på den anden. Det er forkert at antage, at Adam og Eva ikke var i besiddelse af fornuft, før de spiste af æblet. Slangen bruger jo netop et slags rationale, da han overbeviser Eva. Det er ikke så meget et problem, der skal løses, men Adam og Eva skal overbevises om, at de på en eller anden måde er blevet snydt. Syndefaldet kan derfor også forstås, som at der bliver pillet ved Guds autoritet.
Slangen antyder, at Gud også er lidt smålig, når han forbyder at spise af kundskabens træ. Denne information skal skabe en mistroiskhed eller ressentiment over for deres skaber, og det er denne følelse, der primært skaber syndefaldet, dvs. adskillelsen fra ens ophav. Dette syndefald kan man genfinde i forholdet til ens forældre. Forældre er en dag ikke så guddommelige, som de har været. Mistilliden til ens forældre medfører en distance, og denne distance karambolerer med behovet for at blive elsket af disse. Denne indre konflikt er ofte årsagen til diverse psykiske lidelser.
Forskellen mellem en irrationel (neurotisk) og rationel (analytisk) tilgang til problemer kan forklares i det, jeg vil kalde for bevidsthedens anatomi. Bevidsthed kan opdeles i tre kategorier, nemlig i fysisk bevidsthed, mental bevidsthed og emotionel bevidsthed. Den fysiske bevidsthed kan groft oversættes til vores perception af omverdenen, mens den mentale bevidsthed bearbejder allerede ”indkomne data” i form af betingede reflekser, hukommelse, fantasi og tænkning.
I modsætning til den fysiske og den mentale bevidsthed så har den emotionelle bevidsthed ikke sit eget domæne, men farver oplevelserne i de to andre bevidsthedsformer. Den emotionelle bevidsthed er den linse, man oplever verden igennem. Emotioner er i deres natur polære størrelser. Kan lide eller kan ikke lide, glæde og sorg, kærlighed og frygt etc. At emotioner kan forstås som en linse underbygges af det forhold, at en linse enten kan forstørre eller formindske det, vi ser. Når vi er i en negativ tilstand, er det som om, at oplevelsen af den fysiske verden formindskes, og når vi er i en positiv tilstand, føles verden og os selv stor og forenet. Det er måske en af grundene til, at når vi genbesøger omgivelser fra vores barndom, så virker de mærkværdigt små, fordi vi ikke længere ser igennem den samme hyperpositive linse.
Ud over at kunne forstørre eller formindske kan en linse også genspejle observatøren. Når vi ser igennem en lup, så kan vi i periferien også se et spejlbillede af os selv. Spejlbilleder udgør som bekendt en omvendt repræsentation af os selv, hvor den venstre side bliver til højre og omvendt. At spejlvende et objekt kan vi også konstatere hos en person, der bruger den negative linse i den emotionelle bevidsthed. I en sådan tilstand omvendes oplevelser således, at det, der er, bliver udelukket til fordel for det, der ikke er.
Denne mekanisme ses også i gammel fotografifremstilling, hvor man opererer med såvel et negativ som et positiv. Negativet er kendetegnet ved, at det, der er lyst på positivet, er mørkt i negativet og omvendt. Personen i en negativ (deprimeret eller forurettet) tilstand vil typisk fastholde det, der ikke er (et minde), på bekostning af det, der er (den konkrete situation). Af samme grund vil den negative blive tiltrukket af ideologiske tankesæt, fordi man netop her nedgør det, der er, til fordel for noget, der ikke er (et konstrueret fremtidsscenarie). Konstruktioner er tankens domæne, men er udgangspunktet ikke en konkret situation – dvs. opstået fra den fysiske bevidsthed – så vil vi typisk have at gøre med fanatisme eller nihilisme.
Syndefaldet i paradis peger også på et andet forhold, nemlig at man bliver bevidst om sig selv. Når Adam og Eva ”bluedes” skyldes det en nyerkendt selvbevidsthed. Skamfuldhed og selvbevidsthed hører sammen. Denne selvbevidsthed er forløberen for vores ego. Egoet er en form, vi identificerer os med, og jo stærkere en identifikation desto mere sårbar er man over for en kritik af denne. Egoet er ikke en selv, men en rolle eller identitet man værner om, især når man er ung. En kraftig identificering med ens ego skaber lidelse, fordi man automatisk skaber en polær verden – dem der er for ens identitet, og dem der er imod.
Når en person bliver krænket, er det ofte ikke, fordi vedkommende personligt er blevet forulempet, men netop fordi den identitet, han eller hun har knyttet sig til, er blevet kritiseret. Lidt ligesom en fan af Brøndby bliver ophidset, hvis nogen formaster sig til at rose FC København. Grunden til, at denne opdeling skaber lidelse, skyldes, at der igen er tale om en forvrængning af det forhold, at verden dybest set er en sammenhængende og derfor ikke opdelt realitet.
Vejen tilbage til lykke eller livskvalitet ligger i en afmontering af ens ego. Egoets illusion ligger i postulatet ”jeg er X”, med tryk på X, mens frigørelsen ligger i udsagnet ”jeg er”. Det er i en tilstand af ren væren, at lykkefølelsen indfinder sig, men det er i identifikationen med X, at lidelsen opstår. Jo mere snæver en identifikation, desto mere sårbar vil man være. En af vejene ud kan derfor være at tillægge sig selv flere identiteter. Jeg er ikke blot en mand, men også far, menneske, psykolog, Brøndby-fan etc. Den modsatte vej ligger i søgningen efter ren væren, som typisk tilstræbes via meditation.
