Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Der er ikke noget overraskende i den idé, at køn er noget, man kan vælge efter behag. Det er en naturlig konsekvens af tidens supermarkedsmentalitet. Den moderne dansker er blevet vant til, at alle livets fornødenheder kan hentes ned fra hylderne. Således er køn og identitet blevet forbundet med fest, farver og kulørte lamper og understøttes teoretisk af tidens socialkonstruktivister. Det er åbenbart ikke nogen kedelig beskæftigelse, for varerne på hylderne – det vil sige antallet af køn – stiger for tiden eksponentielt.
Man må dog umiddelbart konstatere, at det ikke er muligt at vælge, om man vil være pige eller dreng (det biologiske niveau). Man vælger heller ikke den familie eller gruppe, man vokser op i (det sociale niveau). Endelig er der det psykologiske køn. Oplevelsen af, hvad det vil sige at være et kønnet væsen, er en konsekvens af en lang besværlig kamp, som barnet indleder i to- til treårsalderen med forældrene, og som bl.a. viser sig ved, at barnet forsøger at anfægte forældrenes parforhold. Barnet kan fx provokere til magtkampe ved middagsbordet og føre seje kampe om at tage tøj og støvler på om morgenen. Med denne offensiv har barnet mistet sin uskyld! Selv om det således kan udvise en stærk vilje, så har det ikke nogen erkendelse af dens hensigt. Barnet lever forlæns, som Kierkegaard foreslog, men har endnu ikke muligheden for at forstå baglæns. Det er skyldigt uden at forstå hvorfor. På den anden side vil barnet også gerne gøre de kærlighedshungrende forældre tilpas.
Denne dialektik munder i puberteten ud i et sammenbrud af barndommens verdensbillede. Og hvordan det derfra udvikler sig, er i høj grad bestemt af magtforholdet mellem forældrene. Hvis det var mor, der var familiens egentlige myndighed, bliver det meget svært for en dreng at realisere en maskulin kønsidentitet. Derfor er der mere mening i at tale om skæbne end om valg, når det drejer sig om den psykologiske kønsidentitet. Den kan være udstukket og fastlagt, men der er også muligheder for opbrud og forvandlinger. Det kan man få indtryk af ved at læse romaner og se film, der stort set altid har kønsidentitet som emne. Således også to film fra århundredeskiftet, som jeg kort vil omtale her. Den ene hedder Den eneste ene fra 1999 af Susanne Bier. Den anden er At klappe med en hånd, instrueret af Gert Fredholm i 2001.
I den første film har hovedpersonen Niller en massiv moderbinding, der kommer til udtryk i den måde, hans kone Lizzie behandler ham. Hun afværger ustandselig hans initiativer og korrekser ham i hans meninger og holdninger, og han accepterer hendes afgørelser. Imidlertid dør Lizzie i en trafikulykke, og efterfølgende bliver Niller inddraget i et jalousidrama. Kvinden i dette drama hedder Sus, og hun lever med sin mand Sonny, der skal være far til det barn, hun venter. Imidlertid opdager hun, at Sonny er utro, hvorpå hun vrager ham og vælger den identitetssvage Niller.
Hovedperson i den anden film er Erik Svenson, der spilles af Jens Okking. Han er en rig forretningsmand, der ikke skænker sin kønsidentitet mange tanker. Hovedkarakteren Anders, der spilles af Peter Gantzler, er heller ikke optaget af sin, men det er hos ham, der er potentialer til en psykisk udvikling på trods af, at han er konfliktsky. Din mor er bedemand og din far er forretningsmand, hvilken slags mand er du? spørger Erik Svenson, da de to mænd er på vej til Jylland i Svensons Jaguar. At de har fundet sammen skyldes, at Svenson har fyret sin chauffør og i al hast har hyret Anders. Hvilket ærinde har Svenson da i Jylland? Og hvorfor skal det gå så stærkt? Han vil have syn for sagn, fordi han uventet er blevet sigtet i en faderskabssag, hvor moderen hævder, at Svenson er far til hendes voksne datter.
Det viser sig, at der er fuldt optaget på hotellet i Esbjerg, fordi der er kulturfestival for bøsser og lesbiske. Men da det netop er i denne by, Svensons formodede datter bor, må de finde en løsning, og det ender med at blive hotellets brudesuite. Den derved opståede intimitet giver de to mænd mulighed for at positionere sig i et far-søn-forhold, og dermed tager udviklingen fart. Anders får af Svenson udfordret sin moderbinding, og hele historien ender med, at han bliver kæreste med Svensons formodede datter og bosætter sig i Esbjerg med hende.
Hvad kan man så lære af den historie? At et bøsse-lesbisk-festarrangement kan blive begyndelsen til en psykisk udvikling hos en identitetssvag mand, på samme måde som et sommerfuglevingeslag kan udløse en orkan i en anden verdensdel? Eller såmænd blot konstateringen af, at det aldrig er for sent at udvikle en kønsidentitet.
Problemstillingen i disse to historier bearbejder identitetsproblemer, som mennesker altid har kæmpet med. I Den eneste ene sker der ingen psykisk udvikling med Niller. Filmen kan opfattes som et forsøg på at skabe et kærlighedens evangelium, hvor det uvæsentlige i en larmende tivoliseringsproces tilslører en menneskelig tragedie, som allerede Henrik Pontoppidan skildrede i sin Lykke-Per fra 1903, der handler om en moderbunden mands triste skæbne.
At klappe med en hånd derimod rummer historien om en moderbinding, der overvindes på samme måde som i Jacob Knudsens roman Sind, også fra 1903, der handler om, hvordan en dreng, som for øvrigt også hedder Anders, udvikler sin selvstændighed og mandlighed i kamp og konflikt med sin far. Bedemanden Anders løste sit identitetsproblem ved, at Svenson udfordrede ham. Men der var ikke nogen mand, der kunne hjælpe Niller, og der vil derfor meget snart komme problemer i Sus og Nillers samliv. Hun vil med stor sandsynlighed miste lysten til sex. Hvorfor? spørger han: Jeg pudser vinduer og sætter et nyt køkken op for dig og går ned med affaldsposen. Hvorfor får jeg så ikke noget sex? Svaret er, at en kvinde instinktivt modsætter sig opfordringen til prostitution. Derimod vækkes hun erotisk af en mand, der står inde for sig selv, og det var jo det, Niller ikke kunne.
Således står to forståelser af kønsidentitet over for hinanden. Den tivoliserede familieideologi hævder, at man allerede i barndommen kan få en kønsidentitet ved at shoppe omkring i det socialkonstruktivistiske supermarked. Det er en opfattelse, der er blevet udviklet i takt med den politiske og ideologiske devaluering af parforholdet. Det vil sige den samfundsmæssige proces, der har tømt kernefamilien for betydning og dermed ført til en succesfuld udvikling af ungdomspsykiatrien.
Alternativet findes imidlertid i form af hændelser, der indtræffer, når et menneske uventet dukker op i ens liv og bliver anledning til udviklingen af en kønsidentitet. Men det er jo det, der allerede er mulighed for i barndommen, eftersom forældrene har et parforhold. Det har jeg skrevet en bog om, der hedder Parforholdets magi, som udkom i august 2022.
Således står parforholdets indflydelse og betydning i modsætning til familielivets tivolisering. Det er, som om samfundsudviklingen fordrer, at familielivet skal udstyres med røde næser og klaphat: Det skal være festligt at opdrage, sjovt at være forældre. Og børn skal bare have masser af kærlighed, som Niller proklamerede. Tivoliseringen har desuden fejret store triumfer med tv-farcen Gift ved første blik og udviklingen af et supermarked for kønsidentitet. Således foregår opløsningen af kernefamilien under almindelig jubel af velmente mennesker, der føler, at vi er på rette vej, så længe de kulørte lamper blinker.
