Fagkronik: Forældre som barnets primære hjælpere

Publiceret 05.09.2022 Af Lars Rasborg, cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog Læsetid: 6 minutter

Forældrene er sædvanligvis et barns primære voksne. Gør det dem velegnede også som barnets primære hjælpere, når det har vanskeligheder? Noget tyder på det, skriver psykolog Lars Rasborg i denne fagkronik. Han har udviklet en rådgivningsmodel, som han håber kan inspirere kommuner og kommunale psykologer.
Børnenes vanskeligheder kan næsten altid løses på et psykosocialt grundlag. Kun sjældent bliver der brug for kommunens pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR) eller børnepsykiatrien, skriver psykolog Lars Rasborg. Foto: Kathrine Chase/Unsplash

Jeg har en drøm. Måske er den naiv. Alligevel har jeg længe drømt om, at nogle kommuner i Danmark vil lave forsøg med at støtte forældre i at blive de primære hjælpere, når deres barn har vanskeligheder.

Baggrunden for drømmen er mine erfaringer med en rådgivningsmodel, som jeg har udviklet og gennem mange år har afprøvet og justeret i privat praksis. Modellen kan givetvis ikke anvendes i den samme udformning i kommunerne. Det, jeg drømmer om, er derfor, at privatpraksismodellen kan inspirere nogle kommunale psykologer og kommuner til at udforme og afprøve en kommunemodel.

Stik imod den fremherskende tendens i dag stræber modellen efter at afprøve de psykosociale muligheder for at forstå og løse børns problemer, før man går den biologiske vej og inddrager psykiatrien. Modellen indebærer, at forældrene sammen med en psykolog undersøger følgende to hovedspørgsmål:

  1. Hvilke muligheder har vi for at forstå barnets adfærd som reaktioner på forhold i det psykosociale miljø, som barnet er en del af – i familien, daginstitutionen eller skolen og andre steder?
  2. Hvilke muligheder har forældrene for selv og sammen med pædagoger og lærere at sætte processer i gang, der fører til løsning af barnets problemer, idet de bruger forståelsen (pkt. 1) sammen med barnet og desuden ændrer egen adfærd og øvrige forhold i hverdagen ud fra forståelsen?

Forældrene, der opsøger mig, udgør en relativt privilegeret del af den samlede gruppe. Børnene har ofte en ADHD- eller autisme-lignende adfærd. Den andel af børnene, der er adopteret, har typisk manglet omsorg forud for adoptionen og har udviklet en tilknytningsforstyrrelse.

Børnenes vanskeligheder kan næsten altid løses på et psykosocialt grundlag.

Lige så gode resultater kan man næppe forvente i kommunerne, men meget mindre vil også være et fremskridt. Desuden tror jeg, at et kommuneforsøg uanset resultaterne vil kunne gøre os klogere på, hvornår og hvordan et blik for psykosociale faktorer kan bidrage til problemløsning, uden at det skal lukke vores øjne for andre biologiske og historisk-samfundsmæssige faktorers betydning.

Rådgivningsmodellen

Rådgivningsmodellen er enkel og ressourcemæssigt ”slank”. I næsten alle tilfælde omfatter den alene samtaler med forældrene. Omfanget er to til ti samtaler à en time, nogle gange flere. I begyndelsen finder de om muligt sted ugentligt. Efterhånden som forældrene er godt i gang med at afprøve nye forståelser og handlemåder, og barnet viser begyndende, positive ændringer, nedsættes hyppigheden.

Hovedsporet

I begyndelsen angår rådgivningen barnets adfærd i familien. Forældrene fortæller historisk og aktuelt om sig selv og barnet og giver samspilseksempler.

På det grundlag udvikler vi sammen hypoteser om, hvordan adfærden kan forstås, herunder hvilke psykiske mekanismer der kan være på spil i barnet, for eksempel forstærkning af forældretræk. Da forældrene hyppigt siger, at de netop ikke forstår barnets adfærd, går jeg her ofte i spidsen.

Endelig beskriver jeg, hvordan forældrene kan fortælle barnet om hypoteserne og handle på nye måder, der bygger på hypoteserne. Metodernes spejling og jeg-støtte, som jeg har formuleret dem (Rasborg, 2018), er her fremtrædende, og mere almindelige pædagogiske metoder indgår gradvist mere (jf. Rasborg, 2021). Forældrenes fortælling til barnet og deres nye handlinger tjener til afprøvning af hypoteserne.

I næste samtale fortæller forældrene, hvad de har tænkt, følt, gjort og erfaret siden sidst, og om barnets reaktioner, og vi justerer og videreudvikler hypoteser og handle- og væremåder. Processen fortsætter, indtil ændringerne er omfattende og synes stabile. Så vover vi foreløbig at vurdere problemerne som løst, og rådgivningen afsluttes – med mulighed for genoptagelse, hvis det viser sig, at vi tog fejl.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog.

Jeg har en drøm. Måske er den naiv. Alligevel har jeg længe drømt om, at nogle kommuner i Danmark vil lave forsøg med at støtte forældre i at blive de primære hjælpere, når deres barn har vanskeligheder.

Andet spor: Problemer i daginstitution og skole

Når der er begyndende, positive ændringer hos barnet i hjemmet, udvides rådgivningen ofte med et andet spor, der omfatter adfærden i daginstitution eller skole. Selv om forældrene ikke befinder sig dér, kan de hjælpe barnet ved derhjemme fx at spejle dets oplevelser, som i følgende lille eksempel om Svend, der slår nogle af de andre børn i sin børnehave:

Forældrene: Når du slår andre børn, har det måske noget at gøre med, at du ikke synes, de hører på det, du siger.

Svend: Tobias siger altid, at det, jeg siger, er dumt (giver eksempler).

Forældrene: Så synes du måske ikke, der er noget, du kan sige, fx at han skal høre efter, hvis I skal lege.

Forældrene fortalte stuepædagogen om denne og andre lignende dialoger, hun greb bolden, og Svend begyndte at sige til Tobias og andre børn: Du skal høre efter. Ellers gider jeg ikke lege med dig. Tobias og andre børn begyndte at lytte til ham, og han holdt op med at slå.

Tredje spor: Samarbejde med daginstitution og skole

Et tredje spor i rådgivningen drejer sig om, hvordan forældrene løbende kan fortælle pædagoger og lærere om det nye, de afprøver derhjemme og deres foreløbige erfaringer, så det inspirerer dem til at gøre noget af det samme. Her kan der udvikle sig et samarbejde (som antydet i eksemplet ovenfor).

Forældrenes løbende fortælling hjemmefra og små fremskridt i institution eller skole betyder næsten altid, at pædagoger og lærere synes, at det kan vente med at inddrage PPR eller børnepsykiatrien, sådan som de ellers ofte ønsker. I sjældne tilfælde deltager rådgiveren i møder med forældrene, pædagoger og lærere.

Når rådgivningen fører til, at problemerne løses, frafalder daginstitutioner og skoler ønsket om at inddrage PPR og børnepsykiatrien

Fjerde spor: Forældrene selv

Det fjerde og sidste spor i rådgivningen drejer sig om forældrene selv, deres udfordringer som individer og par (eller som skilte og med nye partnere), og om deres syn på rådgivningen. Undertiden er der brug for et særskilt samtaleforløb i dette spor, måske blot med en af forældrene, før forældrene bliver i stand til sammen at udnytte rådgivningen.

Perspektiver

PPR skal først og fremmest tage sig af børn i daginstitution og skole. Rådgivningsmodellen bygger på, at børns vanskeligheder sjældent er afgrænset hertil, og . Et kommuneforsøg kan derfor kræve udvidelse af PPR’s opgave.

I dag er det ofte fagfolk i daginstitutioner, skoler, PPR og børnepsykiatrien, som sætter dagsordenen, når et barn har vanskeligheder. Rådgivningsmodellen tager derimod udgangspunkt i det, som forældrene oplever. Den sigter på at myndiggøre dem som barnets primære hjælpere, og den satser på, at de kan inspirere pædagoger og lærere (de sekundære hjælpere) og derved hjælpe dem med at hjælpe barnet.

Børnepsykiatrien diagnosticerer i vidt omfang børns vanskeligheder som primært biologisk forårsaget. Den anbefaler pædagogiske interventioner som ”ADHD-pædagogik” og medicinerer eventuelt også, begge dele som forsøg på ren symptomdæmpning.

I rådgivningsmodellen søger man efter mulige psykosociale grunde i barnets historie og hverdag og afprøver, om påvirkning herudfra fører til problemernes løsning. Man forsøger ikke ren dæmpning af adfærdssymptomer – svarende til ikke at forlade sig på febernedsættende behandling, før det er afklaret, om en feber er symptom på fx influenza eller meningitis.

Lykkes psykosociale løsninger ikke, overvejes rent symptomdæmpende indsatser.

Begrænsninger

Rådgivningsmodellen har naturligvis nogle begrænsninger. Den forudsætter forældre, der kan drage omsorg for et barn. De må desuden være interesserede i at søge en psykosocial forståelse af barnet eller kunne motiveres for det samt have forudsætninger for at udnytte rådgivning, eventuelt suppleret med samtaler om dem selv.

Modellen regner endvidere med, at børns psykosociale problemer kan være blevet så fast etablerede, at udvikling næppe er mulig, og den regner med, at der findes psykiske tilstande med en primær biologisk årsag, som ikke kan påvirkes psykosocialt, så kun symptomdæmpning er mulig.

Referencer

Rasborg, L. (2018): Sunde børns problemer, 2. udg. København: Akademisk Forlag.

Rasborg, L. (2021):  Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis. København: Akademisk Forlag.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Han rådgiver forældre og træner pædagoger, lærere, psykologer og andre fagfolk i daginstitutioner, døgninstitutioner og specialskoler mv. www.lrpsykolog.dk

Nyhedsbrevet fra P

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra P og få de seneste nyheder, forskning og psykologfaglige artikler. Du modtager nyhedsbrevet én gang om måneden.