Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Som faggren er klinisk praksis ikke nogen undtagelse: Det er mere appellerende at gøre opmærksom på muligheder end at fokusere på grænser. Sidstnævnte kan i værste fald både vække mistanke om resignation og virke som dårlig reklame for faget. Men for den erfarne kliniker handler det hverken om noget nyt eller om en falliterklæring, men om gradvis accept af grænser for den professionelle indsats.
Som noget grundlæggende og gennemgående gælder det, at ingen terapi kan nærme sig det tilfredsstillende uden klientens vilje og evne til selv at yde en indsats. Typisk omfatter det, at der kan være et stykke vej fra, at klinikerens indsigt kan blive til klientens og måske endnu længere fra, at indsigten fører til gavnlig indstillings- og adfærdsændring. Er sagen kompliceret, skyldes det tragisk nok, at klienter gerne vil, men ikke kan, eller måske godt kan, men dybest set ikke vil.
Når man vælger at lokalisere grænser og dermed begrænsninger for terapeutisk indsats, skal der jo også tages højde for egen kompetence. Enhver specialisering fokuserer grundigt på noget og mindre (eller slet ikke) på andet; hertil hører, at der bygges på andres professionelle indsigt, der så udvides med egen praksiserfaring. Som helhed kendetegner det individuel udvikling, men den er heller ikke kendt for at være grænseløs. Som faglig selverkendelse fremgår det i kort version på hjemmesider; her gøres kommende klienter gerne opmærksom på, at der også kan ”guides videre”.
Summa summarum: Når begrænsninger på klientsiden lægges sammen med de professionelle af slagsen, er der nok begrundelse for, at ingen kliniker magter at håndtere alt, hvad sjælelivet kan byde på.
Forløbet med den enkelte klient fører sagen op på det afgørende plan. Det kan lyde nedslående, men er umuligt at komme uden om: Så længe det ikke lykkes at identificere og tage højde for grænser, er der risiko for forgæves indsats. Her er udsigt til variation, fordi grænser både kan være åbenlyse og skjulte. To tilsvarende eksempler kan give et indtryk.
Under krigen på Balkan stod tilrejsende krisepsykologer til rådighed for traumatiserede bosniske flygtninge. Flere vendte tilbage fra opgaverne med skuffelse over, hvor utilstrækkelige de havde følt sig. Selv med gode forudsætninger for at yde hjælp, var det åbenbart, at flere traumatiserede ikke havde brug for terapi, men for at kunne føle sig trygge igen og få vished om deres nærmestes skæbne. Skuffelsen over at være konfronteret med den grænse blev dog afløst af et nøgternt ræsonnement: Traumebearbejdelse kræver distance og et mentalt overskud, som den nødstedte ikke nødvendigvis har. Af samme grund måtte terapi evt. komme i betragtning som noget sekundært.
Selv om hverdagens konsultationer heldigvis er langt fra krigens gru, byder de på om livsomstændigheder, der kan være blokerende nok i sig selv. Her er dog også tale om grænser, der ikke er så åbenbare.
Klienter behøver ikke være præget af ældre traumer for at knytte sig til en partner, der mildest talt ikke er til gavn for dem. Har det varet i årevis, er de gang på gang blevet mødt med undren og velmente råd fra omgivelser, som dog har belastet yderligere ved at fremme følelser af afmagt og mindreværd. Som professionel genkender klinikeren uhensigtsmæssige mønstre og iværksætter passende tiltag; desværre udelukker det ikke, at klienten bruger konsultationerne til at samle kræfter og fortsætte det usunde parløb ”med mere psykologisk indsigt ”. Så længe det foregår i det skjulte, gør det klinikeren til en ufrivillig vedligeholdende faktor – indtil der kan trædes på bremsen og (forhåbentlig) sørges for en kursændring.
Takket være variationer i klientforløb kan listen over åbenbare og skjulte grænser blive lang, fordi de gør sig gældende i utallige forhold. Hvad enten det er i privat- eller arbejdsliv, spiller afhængighed, normale krav om tilpasning og præstation så afgørende ind, at de blokerer for tilfredsstillende resultater.
Gentagelserne er tidløs kilde til klinikerens bekymring: Selv når der er tale om terapeutisk succes, er der grund til at holde igen på optimismen; efter den sidste konsultation kan klienten ganske vist vende hjem som funktionsdygtig borger, men det er til en hverdagskarrusel, som ikke har ændret sig, skal køre videre trods alskens personskader – og derfor er velegnet til at befordre tilbagefald. Det er i den mangfoldighed, at den eftertænksomme hjælper kan spørge, hvad formålet med hjælpen egentlig er. Heldigvis er det ikke ensbetydende med, at man smider håndklædet i ringen.
Når det ikke kommer så vidt, ligger forklaringen i den længere kliniske erfaring. Den taler for vigtigheden af at kunne acceptere og agere med både klienters og egne grænser som arbejdsvilkår. Her er erfaringerne med udbrændthed og depression som hyppige folkelidelser også egnede til selvhjælp: Taget for sig er grænser ikke det egentlige problem; det er derimod tendensen til at overvurdere egen præstationsevne og dermed se bort fra grænserne – indtil de ikke længere kan ignoreres.
Når kollegial udveksling og supervision benyttes som nødvendige goder, er det også indlysende i denne sag. Det fornemme mål med begge dele er at oprette en bæredygtig balance i det lange løb. I de indholdsrige opgørelser går en central indsigt ud på, at terapeutisk succes ikke skal gøre overmodig, og at det modsatte ikke bør gøre mismodig, men nysgerrig og føre til brugbar afklaring. Med den form for ligevægt er det ikke til skade med grænser som genganger i psykologens tanker.
