Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Når jeg siger til mennesker, jeg møder, at jeg er feminist, lyder spørgsmålet ofte, om jeg så er sådan en, der hader mænd
Det er som regel sagt med et glimt i øjet, men bagved ligger der en sandhed.
En sandhed, der viser os, at det er sådan, mange forstår feminismen. Som en radikal bevægelse af mandehadske kvinder, som ikke regner mænd for nogen af værdi og ønsker et samfund renset for mænd og maskulinitet. Men dette er ikke sandheden. Feminisme har aldrig handlet om at hade mænd.
Feminisme begyndte som en kvindekamp tilbage i 1800-tallet, som en kamp for kvinders ret til at stemme. I dag hedder det ikke kvindekamp, men feminisme, og det handler heller ikke længere kun om kvinders rettigheder i det politiske system.
Feminisme handler i dag lige så̊ meget om at bryde med de normer, der hviler over os alle, og om at kritisere de systemer, der undertrykker og skaber ulighed, uanset hvem du er. Feminismen er en ideologi om, hvordan vi skaber et samfund med plads til alle, hvor du ikke bliver diskrimineret på baggrund af dit køn, race, minoritetsstatus, handicap eller din måde at udtrykke dig på.
Et samfund, hvor maskuline værdier og træk ikke tillægges større værdi end det feminine og ej heller tillægges et bestemt køn. Det er en måde at forstå̊ verden på og et totalt opgør med den enorme ulighed, der hersker i alle livets arenaer.
Vi skal ikke længere tilbage end til 2020, da #metoo for alvor brød igennem i Danmark. TV-værten Sofie Linde delte sin historie om sexchikane på arbejdspladsen og gav en lang række kvinder modet til at stå frem og dele deres historier.
Der gik heller ikke længe, inden Sofie Linde og de andre kvinder blev svinet til. Bevægelsen og de kvinder, der stod frem, blev kaldt krænkelsesparate og beskyldt for feministisk hysteri og heksejagt (sådan er det stadig i dag).
Både på sociale medier, i pressen og i deres private indbakker modtog disse kvinder hadbeskeder, nedværdigende beskeder og trusler om seksuelle overgreb og vold.
Det er ikke kun de kvinder, der træder frem med historier om seksuelle krænkelser og overgreb på arbejdspladsen, som oplever dette. Hver dag modtager LGBT+-personer dødstrusler, trusler om vold, hadefulde beskeder om opfordring til børnepornografi og grooming.
Beskeder som disse har alvorlige, negative konsekvenser for dem, der modtager dem. Angst, social isolation og øget risiko for selvmord er blot nogle af de konsekvenser, modtagerne er disponeret for.
At mennesker ikke kan få lov til at udtrykke sig, som de ønsker, ikke kan få lov til at leve det liv, de ønsker, eller ikke kan få lov til at sige fra over for grænseoverskridende adfærd er et udtryk for, at vi lever i et samfund med antifeministiske værdier.
Din personlige frihed og tryghed afhænger af, om du opfylder de normer, vi lever under eller ej. Ønsker vi virkelig at fastholde os selv i et samfund, hvor mennesker undertrykkes? Og kan vi som psykologer tillade os at være med til at opretholde disse standarder?
Når mennesker står frem med disse fortællinger, skylder vi dem, som samfund og som psykologer, at tage dem alvorligt.
Kvinder, der modigt står frem og fortæller om at have været udsat for seksuelle krænkelser i professionelle sammenhænge, er ikke krænkelsesparate, sarte eller opmærksomhedssøgende. At stå frem med disse fortællinger er grænseoverskridende, det vil være langt nemmere at forblive tavs.
Jeg taler af personlig erfaring. Noget, jeg aldrig troede, jeg skulle sige.
Jeg har også oplevet at blive objektiviseret og reduceret til mit køn og det, en mand kan bruge dette til. Ikke kun i nattelivet, men også i en professionel sammenhæng. Det er mit ansvar at tale højt om dette, så mit barn ikke skal vokse op i frygt for at turde være sig selv, at føle sig mindre værd på grund af sit køn eller at opleve krænkelse og nedværdigelse fra sine medmennesker. Det er ikke kun mit ansvar som mor, men også som psykolog.
Når jeg beskæftiger mig med feminisme og samfund, er det, fordi jeg mener, at der mangler en meget markant stemme i debatten. Nemlig psykologernes stemme. Vi har et ansvar for samfundet og for det enkelte menneske, og det ansvar må vi være bevidste og forvalte på en måde, som bidrager til et mere inkluderende samfund.
I de Etiske Principper for Nordiske Psykologer står der, at psykologen skal udvise respekt for menneskets rettigheder, værdighed og integritet; psykologen må derfor være bevidst om sit ansvar for individet og det samfund, psykologen er en del af.
Det står også, at psykologen ikke må anvende sin faglighed til at undertrykke eller krænke mennesker. Som psykologer har vi et ansvar for at leve op til disse etiske principper. Vi undervises i dem på universiteterne, og mange henviser til dem, når vi taler om psykologers opførsel og fremtræden.
Der ligger et ansvar på os og vores faglighed, et ansvar om at bruge vores faglighed til gavn for samfundet.
Vi skal bruge vores stemme til at nuancere, hvorfor netop dette er vigtige debatter at tage, hvorfor vi ikke kan tillade os at diskriminere mennesker, der ikke passer ind i den norm, vi har skabt, og hvorfor vi som samfund profiterer af at skabe plads til forskellighed og lighed deri.
Dette indlæg er en klar opfordring til, at vi som psykologer gør os bekendte med feminismen og de normkritiske bevægelser. En opfordring til altid at udfordre de strukturer, der undertrykker mennesker. Og ikke mindst en opfordring til, at vi fylder mere i debatterne, for vi har meget at skulle have sagt med vores faglighed, vi har viden til at nuancere og beskrive konsekvenserne.
Og foruden denne viden, så har vi et ansvar.
Hvis ikke vi repræsenterer den psykologiske vinkel på feminismen, så gør nogen andre, og de er ikke altid lige så kvalificerede.
