Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Der er ingen tvivl. Såvel fagfolk som politikere og den brede almene befolkning ved det: Børn og unges trivsel er så dalende, at tallene ikke blot vækker bekymring, men også overvejelser om en egentlig mental sundhedskrise blandt børn og unge.
Det ser ud til, at ikke alene har de børn og de unge, der før blev beskrevet som børn og unge i øget risiko, det sværere end tidligere. Ualmindelig mange almindelige unge ser også ud til at have det ualmindeligt svært. Ungeforskere taler om en ny udsathed blandt en gruppe af unge, der ikke længere er karakteriseret ved de samme risikofaktorer som før.
Psykologer oplever det også. Vi er begyndt at tale om, at det synes som om, at næsten ingen familie går fri. Tallene og vores personlige erfaringer siger det: Noget er helt galt, og børn og unge har det mentalt langt sværere, end de udfra vores gængse teorier burde have det.
Jeg vil som børnepsykolog gerne slå et slag for, at vi som fagstand kommer på banen med vores viden, men også vores hypoteser, og på den måde bidrager til at vende udviklingen i retning af et sundere børneliv.
Her er min påstand, at selvom vi ikke ved alt, så ved vi dog meget. Det kræver, at vi lader den almene udviklingspsykologi tale. At vi tør lave hypoteser og give bud på sandsynligheder, også der hvor vi ikke har empiri endnu. Vi er som stand generelt meget grundige og vil nødigt komme med ”synsninger”, der jo på det groveste kan og bliver misbrugt fx i et hurtigt medieflow. Men vi har efter min mening vigtig viden at bidrage med, og vi skal også passe på ikke at sige for lidt!
Hvad er det, vi ved, som kan gavne den samfundsdebat, vi skal være en del af?
Det, vi ved, er, at børn er ikke voksne. Det er ikke nødvendigvis sådan, at det, der gælder for voksne, også pr. automatik gælder for børn. Først og fremmest af den grund, at børn er i afhængighedsforhold til deres vigtigste voksne. Det kan godt være sådan, at noget af det, der stresser voksne, også stresser børn. Også mange voksne har svært ved mentalt at klare det moderne liv. Men når et barn møder modstand, vil også andre forhold spille ind. Barnet vil i høj grad også være påvirket af, hvorledes barnets omsorgsmiljø bliver påvirket af barnets problemer, og i hvilken grad barnets familie eller andre omsorgspersoner føler sig i stand til at hjælpe barnet eller ej.
En umiddelbar konsekvens heraf er, at det ikke giver megen mening at se børns mentale problemer i en individualiseret analyseramme. Et barns problem må altid også ses i de rammer, problemerne optræder i. Med til børns behandling hører også at hjælpe familier – for børn er deres forældre helt afgørende i forhold til både at forstå problemets opståen og hjælpe barnet til at få det bedre. Man kan – sat på spidsen – diskutere, hvad man overhovedet opnår ved individualiseret børnebehandling? Når vi som stand argumenterer for mere behandling til børn, bør vi – efter min mening – i samme ombæring argumentere for mere vejledning/behandling til familier.
Det, vi ved, er, at børn har brug for tilgængelig og sensitive voksne både for helt almindeligt at trives og udvikle sig, men i særdeleshed også for at kunne få hjælp, når barnet har det svært. Det gælder for børn, at de i høj grad har brug for at læne sig op ad deres vigtigste voksne, især når de har det svært. Det gælder i vores børnebehandling, at vi skal formå at inkorporere dette almene udviklingspsykologiske princip. Men det gælder også i alment børneliv, at børn har brug for, at der er tilgængelige og sensitive voksne, de kan gå til her og nu i det levede liv. Vi skal som stand blive ved med at insistere på dette ældgamle almene udviklingspsykologiske princip over for danske beslutningstagere. Det lyder måske mere idérigt at komme med nye metoder, men ændrer dog ikke det faktum, at børn har brug for at være trygge førend noget andet. Det betyder uomgængeligt, at bl.a. familiepolitik og kvalitet på daginstitutionsområdet også er områder, vi som børnefagpersoner kan og bør have holdninger til.
Det, vi ved, er, at forebyggelse er bedre end behandling, og at tidlige problemer indvirker bredere på barnets udvikling end senere opståede problemer. Ved at behandle tidligt forebygger vi, at små problemer vokser sig større, hvilket er et på alle områder vægtigt argument for at flytte et fagligt fokus mod de helt små børns forhold og trivsel. Småbørnsområdet har aldrig fyldt det samme, heller ikke blandt psykologer, som fx. skoleområdet – men det skævvredne fokus er der ingen faglige argumenter for, tværtimod. Vi kan med faglig stærke argumenter bidrage med almene udviklingspsykologiske principper, der gælder for alle børn og herunder understrege betydningen af fx at skabe rigtig god kvalitet på daginstitutionsområdet. Hvor langt kan vi mon komme, hvis vi ikke kun betragter problemer, der har vokset sig store, men også problemernes opståen? Jeg tænker, at vi måske endda vil opdage, at den sundhedskrise, som vi forklarer med, at vi som samfund er blevet bedre til at opdage problemer, måske i en eller anden grad kommer til at dreje sig om helt andre ting.
Det er jo ikke sådan, at der ikke bliver lyttet til vores fag, når problemer med mental helbred er på dagsordenen, tværtimod. Men det er måske en overvejelse værd, om vi på nogle områder har ”sejret os halvt ihjel”, og på andre områder er kommet til at fylde for lidt. Der er således ingen tvivl om, at den kliniske børnepsykologi har kæmpet et slag for alle de børn, der har haft brug for specialiseret forståelse for som andre børn at kunne få rette udviklingsstøtte og trives. Men samtidig er vi som fagstand måske blevet ”tyndere” på det, der har med den almene børnepsykologi at gøre? Har vi som fag måske ikke blandet os nok i de overvejelser, der i vores samfund har at gøre med at bygge et samfund, som børn kan trives og udvikle sig i? Vi er måske kommet til at ”skylle barnet ud med badevandet”. Vi har måske glemt at ytre os lige så tydeligt om børns helt generelle behov, og vores specialiserede viden er måske i for høj grad blevet en del af en psykologiserende samfundsudvikling.
Min opfordring er: Lad os erkende, at vi som samfund står over for mentale problemer blandt børn og unge, som vi ikke til fulde forstår, men som der alligevel er brug for, at vi udtaler os om. Lad os samle vores viden og erfaring både fra den kliniske børnepsykologi og almene udviklingspsykologi i erkendelse af problemernes omfang. Lad os erkende, at her er nok tale om, at vi hverken kan forklare problemerne ved alene at påstå, at vi er blevet bedre til at diagnosticere individuelle problematikker, eller at alt er forklaret med miljømæssige påstande. I stedet må vi nok se på, om den mentale sundhedskrise, vi ser, er udtryk for fx en usund cocktail af såvel personlige som interpersonelle forhold.
Lad os komme med nogle bud.
