Hvorfor har psykologer etiske principper? Her er dilemmaerne fra praksis

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Psykologer påtager sig individuelt og som stand mange roller, der følger af udøvelsen af alle de forskellige opgaver, som knytter sig til undersøgelser, testninger, samtaler, terapier, supervision, organisationsudviklinger, coaching, undervisning, ledelse m.m.

Opgaver, der kan aflede flere og nogle gange konfliktende roller, når man som psykolog skal forholde sig til givne rammer og samtidig håndtere indsigt og viden om klienters eller medarbejderes dybt personlige egenskaber, forudsætninger, sygdomssymptomer, motiver, behov og måder at leve livet på – og være med til at vurdere og handle herpå som fagperson. Derfor er fagetik så vitalt for professionsudøvelsen.

Etik og etisk refleksion i hverdagen – redskaber til kvalitet og trivsel eller fejlfinding

Ved medlemskabet af Dansk Psykolog Forening følger forpligtelsen til at efterleve de etiske principper, som vi har fælles med vores kolleger i de nordiske lande. Sådan har det været i flere årtier, men der er sket et vigtig paradigmeskift undervejs.

Omkring år 2000 besluttede psykologer både i Norden og internationalt at gå fra tilgangen Code of Conduct med nedfældede regler for, hvad man ikke må, baseret på dårlige erfaringer fra praksis, til fordel for fire overordnede etiske principper: Respekt – Kompetence – Ansvar – Integritet.

Begrundelsen var, at psykologfaget udvikler sig stadig bredere, at etikken skal være tilsvarende relevant, og at der ved Code of Conduct-tilgangen i stigende grad opstod situationer, hvor psykologer ikke forholdt sig til etiske dilemmaer med henvisning til, at bestemte handlinger ikke var angivet i regelsættet.

Paradigmeskiftet indebærer samtidig et klart signal om, at etisk refleksion bør præge enhver faglig aktivitet, og at etiske konsekvenser bør betragtes som en del af arbejdskonteksten på linje med juridiske, faglige og andre rammer. De etiske principper er faglige ledetråde, men bør også i høj grad anskues som redskaber og et fælles sprog, man som psykolog kan anvende til refleksion i forhold til kvalitet og trivsel både for klienter og en selv samt signal om vores anseelse som stand udadtil.

Principperne er således udformet i den hensigt, at de både skal:

• Tjene som støtte for nordiske psykologer ved stillingtagen til etiske spørgsmål
• Beskytte klienter mod uhensigtsmæssig og/eller skadelig intervention
• Støtte samarbejdet mellem psykologer indbyrdes og mellem psykologer og andre faggrupper
• Være et grundlag for, at tilliden til psykologfaglig professionsudøvelse opretholdes
• Tjene som grundlag for at udarbejde fagetiske retningslinjer og råd inden for specielle områder

Plads til etisk refleksion i en presset hverdag?

Er man som psykolog så privilegeret, at man selv bestemmer egne rammer, hvilke opgaver man ønsker at arbejde med, og som man har kompetencerne til, mulighed for løbende faglig udvikling, kolleger med overskud, etc. – så er energi til den etiske refleksion givet lettere at prioritere.

Så ”rosenrød” er vilkårene dog ikke for alle udøvende psykologer på nogle af vores største offentlige beskæftigelsesområder som fx psykiatri, misbrugsbehandling og PPR, hvor der tales om stort pres med stadige omstillinger og reformer, ændringer af målgrupper, krav om brug af bestemte metoder og interventioner kombineret med dokumentation af flow i opgavevaretagelsen.

Arbejdsvilkår, der forståeligt kan påvirke overskuddet til systematisk at forholde sig til de mange etiske dilemmaer, der kan opstå, når man arbejder med komplekse sager. Måske oplever man heller ikke, at der er ro og tid til refleksioner med kollegerne eller i supervisionen. Eller måske har man ydermere mistet troen på, at det nytter noget at italesætte problematikker i sit team eller over for ledelse eller systemet.

Men jo mere udfordrende praksis er, desto vigtigere er fokus på etikken ved at italesætte dilemmaer og kunne lære af hinandens tilgange og erfaringer som led i at fastholde faglig identitet, forebygge udbrændthed og i værste fald forråelse i forhold til klienter eller samarbejdspartnere. At afklare og drøfte etiske dilemmaer er naturligvis ikke ensbetydende med, at alt løser sig, for det kan indebære nødvendige svære valg og vægtning af flere hensyn, og hvilke principper der her må gå forud for andre.

Men refleksionen over, hvorfor og hvordan man er nået frem til afklaring og videre handling, kan være betydningsfuld for at imødegå faglig mistrivsel og udfordret selvværd, og så kan det yderligere bagefter lette dialogen med involverede klienter og samarbejdspartnere.

Nogle eksempler på fagetiske dilemmaer fra praksis

Respekt

• Hvordan er det egentlig med vores kultur her – vores procedurer og vores sprogbrug – har vi stadig fokus på, hvordan det er for klienterne at komme her og møde os første gang?
• Hvordan sikrer vi os bedst, når vi arbejder med børn og unge, at de reelt forstår, kan samtykke og overskue rækkevidden af eget samarbejde om interventioner?
• Hvordan efterlever vi her fordringen om selvbestemmelse i situationer, hvor patienter er tvunget til behandling mod deres vilje, og hvor fx balancen mellem virkning og bivirkning ved medicinsk behandling er i spil?
• Bekymring for om en klients gentagne omtaler af selvmordstanker rummer en reel selvmordsrisiko og hvordan og hvorvidt psykologen skal handle herpå?

Kompetencer

• Hvordan sikrer vi, at opgaver skal matche kompetencer, og at vi ikke stiller urealistiske krav til unge kolleger?
• Hvordan skal jeg forholde mig til, at de former for terapi, vi kan tilbyde, faktisk ikke matcher mange af vores klienters behov?
• En psykolog har opdaget, at hun i flere år nu har anvendt testmateriale, som reelt er forældet. Kan det have påvirket konklusioner i undersøgelser til ulempe for klienterne?
• Hvordan skal vi fortolke den seneste forskning på vores område. Har det konsekvenser for praksis?

Ansvar

• Hvilke konsekvenser har det for børn og unge både på kort og lang sigt, at systemerne kræver, at de skal have en diagnose for at få hjælp, hvis vi ikke har ressourcerne til at kvalitetssikre udredningerne?
• Hvilke konsekvenser kan det have for mig som psykolog, hvis opgaver på grund af arbejdsvilkår ikke løses kvalificeret, og jeg så får en klage?
• Situationen i en sag kræver en underretning, og hvordan kan psykologen undgå at stå alene med ansvaret, hvis familien reagerer med trusler?
• Mange af psykologens klienter fortæller, at de må begå berigelseskriminalitet for at finansiere deres misbrug. Kan den viden belaste psykologen, hvis der sker alvorlige hændelser. Er der anmeldelsespligt?

Integritet

• Hvor mange roller kan og skal psykologen håndtere i den samme sag på én gang, når psykologen af klienten dermed både opleves som støttende og kontrollerende på samme tid?
• Hvad betyder det for den fortrolighed og tillid, som er grundlaget for vores samarbejde?
• Hvor åben om udfordringer og dilemmaer i sager tør man som ung psykolog være, når man får intern supervision af sin leder og er i gang med et autorisationsforløb på stedet?
• Hvordan tackler jeg som psykolog, at en af mine klienter viser klare tegn på stærk seksuel tiltrækning af mig som person – eller omvendt?
• Hvordan kan jeg som psykolog bevare min faglige troværdighed, når min konsulentrolle i organisationen til udvikling af arbejdsmiljøet nu viser sig reelt at være ledelsens forsøg på at skaffe sig viden, der kan benyttes til fyring af konkrete medarbejdere?

Søg rådgivning ved etiske dilemmaer

Hvis du oplever som psykolog at stå alene med etiske dilemmaer og har behov for rådgivning eller sparring, som du ikke umiddelbart finder, at du kan få kollegialt eller på din arbejdsplads, så er det en oplagt mulighed at benytte sig af den ugentlige rådgivning, som tilbydes af Komité for Etik i DP (se herunder).