– Som psykologer har vi en kæmpe viden og magt, der kan understøtte mennesker på mange forskellige måder. Men vi skal have et langt større blik for diversitet og læse mere ind i normkritisk viden.
Sådan lyder det fra psykolog Sølve Storm Falkenberg. De seneste to år har de haft deres egen private praksis i København, hvor langt de fleste klienter er queer, der kommer med almindelige problemstillinger. Sølve har dog også en del sexarbejdere og kinky eller sexpositive mennesker, der lever polyamorøst eller dyrker BDSM (Bondage, Dominans, Sadisme og Masochisme), og de tilbyder hjælp til folk, der dyrker chemsex (kombinationen af sex og stoffer) og oplever problemer, fx at rusen har taget over. Sølve Storm Falkenberg er desuden selv nonbinær transperson, panseksuel – og dybt optaget af at arbejde normkritisk. Så meget, at normkritikken i dag er et fundament, der gennemsyrer alt, hvad de gør, både som menneske og psykolog.
– Normkritik er mange ting. Men for mig handler det især om, at vi som psykologer skal have et langt større systemkritisk blik. Lige nu ved jeg, at mange transpersoner, der oplever kønsdysfori, altså kønsubehag ved egen krop, opsøger hjælp fra læge og psykolog til fx angst, traumer eller depression (tilbud til unge med debuterende psykose, red.). I sagsjournaler har jeg læst begrundelser som “patienten sammenligner sit ansigt med en kvindes” og kan se, at fagpersoner tolker det som et udtryk for, at personen har en psykose. Men virkeligheden er ofte, at de enten ikke selv ved, at de er transpersoner, eller også har de ikke haft et ønske om at sige det højt. Transpersoner bryder med en myriade af normer. Det er derfor vigtigt, at vi tænker normkritisk.
Sølve Storm Falkenbergs pointe er, at diagnosekriterierne ikke er skrevet ud fra, at der “kan være andet end en ciskønnet, heteroseksuel, monogam oplevelse af verden”.
Sølve Storm Falkenberg, 30 år.
Færdiguddannet cand.psych. i 2020.
Har opnået et “Gender Certificate+” fra KU, der kvalificerer til at undervise, forske og arbejde med emner for køn, krop, seksualitet og diversitet.
Arbejder dels som underviser og privatpraktiserende psykolog, hvor mange af deres klienter er queer, dels i socialforvaltningen i Københavns Kommune, hvor de er gruppeleder for QLUBB1 i De Unges Hus, et tilbud til udsatte unge i alderen 12-18 år, der tilhører LGBTQAI+.
– Mange unge queers er jo fx goth, hvilket er helt normalt for dem. Men det bliver så, af omverden, opfattet som, at de unge ikke forstår de sociale normer, forklarer Sølve Storm Falkenberg, der understreger, at unge naturligvis forstår normerne, men blot ikke ønsker at følge dem.
– Jeg vil gerne opfordre til, at vi psykologer forholder os kritisk til det såkaldt anormale, for det er jo ofte anormalt ud fra en cis-heteronormativ og ofte også hvid, økonomisk og ressourcestærk norm. Træder du uden for den norm, så bliver du modtaget i det brede hjælpesystem, som om du er aparte. Vi skal blive bedre til at forstå, at bare fordi man bryder med normer, så betyder det ikke, at man på nogen måde er mindre intelligent eller forkert.
For Sølve Storm Falkenberg handler normkritik om at tilegne sig viden om køn, krop, seksualitet og minoriteter. Det handler om at forstå, at magt gennemsyrer alle relationer, både på et mere overordnet samfundsniveau og på et lokalt, mellemmenneskeligt niveau. At anerkende, at patriarkalsk magt dominerer, at ulighed eksisterer, og at ulighed tager nye former i dag, der kan være mere subtile end tidligere. Diskurser, der ofte bliver udført sprogligt; som når aviserne igen og igen laver narrativer om, hvordan bestemte befolkningsgrupper opfører sig. Fx hvordan “unge drenge gør det utrygt at gå i vaskekældre”.
– Det er jo noget, der påvirker individet. Det kan blive en internaliseret selvopfattelse eller en negativ fortælling om den minoritetsgruppe, man tilhører. Fortællingernes kraft har en kæmpe betydning, og det ligger mig på sinde, at vi som eksperter bruger den magt, vi har til at stille os på de undertryktes side og lytte til dem og samtidig løfte deres stemmer op.
Men normkritik handler også om at “tjekke ind med sig selv”, som Sølve Storm Falkenberg udtrykker det. For selv den dygtigste normkritiker har fordomme, som de siger. De måtte eksempelvis en dag tage sig selv i at holde fokus på den røde tråd hos en klient, der egentlig kom for at få hjælp til at tackle sit eget selvhad og en trang til selvskade, men hvor der i samtalen opstod bibemærkninger om nogle bestemte seksuelle aktiviteter, der udfordrede Sølve.
– Jeg bildte mig ind, at jeg var meget fordomsfri, men jeg mødte noget i samtalen, jeg aldrig havde hørt om før. Her skulle jeg huske mig selv på at stille mig ved siden af min klient, ikke være vindueskigger, og stole på, at min klient selv kunne se grænsen. Det er en øvelse i at komme tilbage på sporet følelsesmæssigt inde i sig selv.
Sølve Storm Falkenberg har taget et aktivt valg om til tider at bruge sig selv i sine sessioner. På deres website står der bl.a.: “Mit eget liv har været turbulent, med flere problemstillinger (…) Jeg (…) forstår at livet kan presse en derud, hvor man mister sig selv og sin evne til at navigere efter sit indre kompas”.
Når Sølve Storm Falkenberg skal beskrive sin opvækst, fremhæver de, at de kommer fra et fattigt hjem og har været socialt udsat. Et hjem med vold og religiøs undertrykkelse. Et hjem med forældre, de ikke kunne læne sig op ad, og hvor de var efterladt til sig selv. Ungdommen var præget af voldelige parforhold med seksuelle overgreb og mange problemer.
– For min far eksisterede udelukkende den religiøse sandhed, og jeg var udset til at være den her gode, lille kristne pige. Problemet var, at det kunne jeg ikke være, og det drev mig til både selvskade, druk, hash og selvmordstanker fra en meget tidlig alder. Samtidig var jeg en drengepige, og selv om jeg ikke havde sprog for det dengang, længtes jeg efter det maskuline i mig selv. Jeg ender med at blive smidt ud af min far, da jeg var 15 år.
Sølve Storm Falkenberg kom herefter på Høng Kostskole. Et sted “uden mange nærværende voksne”, som de beskriver det. Her gik de i gymnasiet, hvor det eneste, Sølve Storm Falkenberg tænkte på, var at få et højt nok snit, så de kunne komme ind på psykologistudiet i København.
– Det eneste jeg havde var min hjerne. Den var min billet til et bedre liv. Jeg kunne læse, fra jeg var tre-fire år gammel, og siden jeg har kunnet huske, er jeg forsvundet ind i bøgernes verden. Det var faktisk min far, der plantede idéen om at være psykolog tilbage i omkring 6. klasse, da han fortalte mig, at det var min opgave at bygge bro mellem den åndelige verden og den videnskabelige med min karriere. Intet mindre. Det kunne jeg ikke lige genkende. Men det gav tidligt mening for mig, at jeg ønskede at blive psykolog.
Sølve Storm Falkenberg understreger, at de udelukkende deler ud af egne oplevelser, “når det giver mening”.
– Et godt eksempel er, hvis jeg får muligheden for at træde ind i en rollemodel-position, der viser håb. Fx hvis jeg møder unge i socialforvaltningen, der fortæller mig, at de har været udsat for overgreb, hader deres krop, ikke kan finde ud af deres seksualitet eller føler sig presset til at være sexarbejder. Her kan jeg vælge at sige: Jeg har været samme sted som dig, du har intet at skamme dig over. Den opfattelse af at være ulækker, den kan forandre sig. Og så kan jeg fortælle om de babyskridt, jeg langsomt selv tog mod at se mig selv som nonbinær, der kulminerede med, at jeg i 2017 klippede mit hår af og et par år senere skiftede navn.
Og det virker at bruge sig selv, forklarer Sølve Storm Falkenberg, der ofte får feedback fra de unge, som siger, at du er den eneste, jeg kan sige de her ting til, eller hvor er det vildt at være 13 år og tale med en 30-årig, der også er nonbinær. Mine forældre tror bare, det er en fase.
Sølve Storm Falkenberg er også opmærksom på, at de unge har slået sig på mange voksne og kan have svært ved at føle tillid til psykologer med et ressourcestærkt blik.
– Jeg lukkes ind i varmen, fordi de ved, at jeg har været en bandit. Eller er blevet gjort til en bandit.
De forklarer, at hvor peer-to-peer-tilgangen er udbredt i socialpædagogikken, er det ikke almindeligt i psykologien. De understreger, at der naturligvis er en hårfin balance, når man bruger sig selv, og at man konstant skal være opmærksom på, om man krydser en grænse.
– I en årrække var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle, at jeg også selv har arbejdet som sexarbejder eller kom fra social udsathed. I lang tid var jeg overbevist om, at hvis det kom frem, ville jeg blive fyret fra samtlige kommende arbejdspladser. Jeg overvejede endda at droppe ud af psykologi. For hvad hvis det nu kom på forsiden af Se og Hør en dag? Så ville jeg miste alt. Men jeg har besluttet at være transparent og owne det. Jeg har jo den her bagage, og det er min erfaring, at det kun styrker relationen til dem, jeg vil hjælpe. Jeg føler på ingen måde, at jeg sovser rundt i en lidelsesfortælling, men at jeg insisterer på en relation fra menneske til menneske. Fra hjerte til hjerte.
Da Sølve Storm Falkenberg begyndte på universitetet, havde de en skelsættende oplevelse med en medarbejder, der havde forsket i sexarbejde. ”Prostitution”, som medarbejderen ifølge Sølve Storm Falkenberg konsekvent kaldte det. Sølve Storm Falkenberg erindrer forelæsningen som et oplæg, der, for dem, tegner stereotyper om, hvilke kvinder der “typisk” bedriver sexarbejde. Som de husker det, proklamerede medarbejderen i en lidt lummer tone, at der derfor ikke var særlig stor forskel på psykologer og prostituerede, da man jo bliver betalt for at give noget af sig selv.
– I det øjeblik gik det op for mig, at bare fordi man forsker i noget, behøver man ikke nødvendigvis at forstå eller føle så meget empati for de mennesker, man taler om. Samtidig stod det klart, at medarbejderen bestemt ikke forventede, at nogen med den livserfaring sad her, blandt elitens børn. I resten af min studietid forsøgte jeg at hive så meget kritisk litteratur, feminisme, queer-teori, sociologi og kønsforskning ind som overhovedet muligt for at finde noget, der gav mere mening for mig, forklarer Sølve Storm Falkenberg, der understreger, at de både understøtter klienter, der ikke er tilfredse med at være sexarbejdere og dem, der ønsker en anden vej i livet.
– Det handler om at tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Jeg taler ikke ind i skam, men i håb.
Sølve Storm Falkenberg har flere drømme for fremtiden. De vil gerne skrive, finpudse det narrative og har både planer om at blive supervisor og måske sexolog med særligt blik for ikke-normative tilgange. De ville også ønske, at der var flere steder i landet, der havde fokus på socialt udsatte, unge LGBTQIA+-personer, og så har de et ønske om en mere modig psykologstand.
– Jeg vil gerne invitere til, at vi skal være mere ydmyge som psykologer. Vi har som sagt muligheden for at hjælpe mange mennesker, men vi skal øve os i at stille os ved siden af vores klienter og se dem som eksperter i deres eget liv.
