ADHD hos voksne behandles primært farmakologisk med bl.a. methylphenidat og amfetamin og ikke-stimulerende stoffer som atomoxetin. Disse behandlinger er effektive for størstedelen af patienterne. Imidlertid vælger omkring 50 % at stoppe behandlingen inden for to år på grund af bivirkninger. Der er også en betydelig andel, som ikke responderer på behandlingerne. Dette understreger behovet for udforskning af alternative behandlingsmuligheder.
I et nyt studie fra Maastricht Universitet undersøgte en forskergruppe derfor effekten af mikrodosering med klassiske psykedeliske stoffer (psilocybin og LSD) hos voksne med ADHD. Undersøgelsens design var prospektivt naturalistisk og inkluderede 233 voksne deltagere med ADHD, der havde til hensigt at starte mikrodosering med disse stoffer på egen hånd. Deltagere blev rekrutteret til et studie om mikrodosering med psykedeliske stoffer via en online annonce. Efter at have givet informeret samtykke gennemførte de nogle spørgeskemaer for ADHD-symptomer og livskvalitet samt tidsopfattelse ved baseline samt to og fire uger efter påbegyndelse af selvmedicineringen. De førte også en dagbog over, hvilken type stoffer og doser de brugte i løbet af undersøgelsesperioden.
Resultaterne viste et fald i ADHD-symptomer og øget livskvalitet efter mikrodoseringen. Konventionel medicinbrug og samtidige sygdomme påvirkede ikke denne gavnlige effekt. Studiets begrænsninger var manglen på en placebo-kontrolgruppe, selvselektionsbias grundet rekrutteringsmetoden, betydelig frafaldsrate (kun ca. en fjerdedel gennemførte spørgeskemaerne ved uge 2 og 4), samt manglende data angående type og dosis af psykedeliske stoffer fra halvdelen af respondenterne.
Studiet bidrager med den første – om end foreløbige – evidens for, at mikrodosering med psykedeliske stoffer kan have terapeutisk virkning for voksne med ADHD eller som oplever ADHD-symptomer. Givet begrænsningerne i studiets design er der nu behov for opfølgende randomiserede, kontrollerede studier.
Haijen E, Hurks P, Kuypers K (2022): Microdosing with psychedelics to self-medicate for ADHD symptoms in adults: A prospective naturalistic study, Neuroscience Applied, 1;101012; https://doi.org/10.1016/j.nsa.2022.101012
Depression er den førende årsag til den globale sygdomsbyrde, men behandling har utilstrækkelig virkning for ca. en tredjedel, mens omkring to tredjedele slet ikke får behandling. Der er derfor behov for udvikling af bedre behandlingsmuligheder. Motion kan være en effektiv behandlingsmulighed, men evidensen fra metaanalyser viser heterogene resultater og mangler opdatering.
En ny systematisk oversigtsartikel og metaanalyse udgør den hidtil største syntese af evidens for effekt af motion på depression, med inklusion af 41 randomiserede, kontrollerede forsøg med i alt 2.264 deltagere. De inkluderede studier havde et randomiseret kontrolleret design, involverede deltagere på 18 år eller ældre med en depressionsdiagnose dystymi og undersøgte virkningen af en motionsintervention (aerobics og/ eller styrketræning) sammenlignet med en ikke-motionskontrolgruppe. Metaanalysens resultater viser, at motion overordnet set har moderat til stor effekt på depressive symptomer, også når analysen blev begrænset til studier med lav risiko for bias (dvs. de metodemæssigt stærkeste studier, hvis resultater vi kan stole mest på) eller til studier af personer med diagnosticeret depression.
Hvad angår typen af motion, fokuserede de fleste (30 af de 41) forsøg på aerobics eller styrketræning, som begge viste positive virkninger. Træningsintensiteten varierede på tværs af studierne, med to forsøg på lav intensitet, 26 på moderat og 10 på høj intensitet, alle med gavnlig effekt. Superviseret træning viste sig at have bedre virkning end ikke-superviseret træning, og gruppetræning havde en lidt bedre effekt end individuel træning.
Begrænsninger var, at mange studier var små og havde metodemæssige forskelle. Der er desuden behov for noninferioritetsundersøgelser for at afgøre, om motion er lige så effektiv som de nuværende førstevalgsbehandlinger for depression.
Samlet set fastslår metaanalysen, at motion er en effektiv behandlingsmulighed for depression og depressive symptomer hos personer med dystymi. Resultaterne peger således på, at motion bør tilbydes som en evidensbaseret behandling for depression og med fordel kan involvere superviseret og gruppebaseret motion.
Heissel A, Heinen D, Brokmeier LL, Skarabis N, Kangas M, Vancampfort D, Stubbs B, Firth J, Ward PB, Rosenbaum S, Hallgren M, Schuch F. Exercise as medicine for depressive symptoms? A systematic review and meta-analysis with meta-regression. Br J Sports Med. 2023 Aug;57(16):1049-1057. doi: 10.1136/bjsports-2022-106282.
I årtier har det i psykiatrien været en gåde, hvorfor antidepressiv medicin først har effekt efter flere ugers brug. En international forskergruppe med deltagelse af danske forskere har fundet evidens for en mulig biologisk forklaring.
Studiet er den første direkte undersøgelse af neuroplasticitets-hypotesen for antidepressiv medicins virkemåde i mennesker. Ifølge neuroplasticitets-hypotesen medfører antidepressiv medicin ændringer i den synaptiske plasticitet, som er et grundlæggende aspekt af, hvordan hjernen tilpasser sig og reorganiserer sine forbindelser. Dyrestudier har tidligere understøttet denne teori, men der har indtil videre været sparsom evidens fra studier i mennesker.
Forskerne gennemførte en dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse med 32 raske deltagere uden tidligere psykiatrisk eller neurologisk lidelse. De blev tilfældigt tildelt enten en daglig dosis på 20 mg af SSRI-præparatet escitalopram (n = 17) eller en placebopille (n = 15) i en periode på tre til fem uger. Herefter blev de hjerneskannet med Positron Emission Tomografi (PET) med brug af en ny radioaktiv markør kaldet [11C]UCB-J. Denne markør giver mulighed for at måle tætheden af synaptisk vesikel glykoprotein 2A (SV2A) – er en markør for synaptisk plasticitet – i hippocampus og neocortex. Jo mere af SV2A-proteinet, der findes i et hjerneområde, jo flere synapser er der.
Studiets primære analyse viste ingen forskel i SV2A-bindningen mellem escitalopram- og placebogruppen efter en gennemsnitlig behandlingsperiode på 29 dage (med en variation fra 24 til 38 dage). Imidlertid fandt forskerne en tidsafhængig effekt af escitalopram på SV2A-bindingen i de sekundære analyser. Således var der for deltagere, som fik escitalopram over tid, en gradvis stigning i synapser i neocortex og hippocampus sammenlignet med dem, der fik placebo. Med andre ord, jo længere tid individer fik escitalopram, jo mere syntes det at påvirke SV2A-tætheden i hjernen.
Begrænsninger var, at SV2A-målingerne kun belyser én af mange biologiske virkninger af antidepressiv medicin. Fraværet af indledende PET-skanninger var også en begrænsning, selvom studiets randomiserede kontrollerede design sikrede, at interventionsgrupperne var sammenlignelige. Givet studiets lille størrelse er der desuden behov for yderligere forskning med flere deltagere og over en længere periode for at bekræfte resultaterne.
Studiet bidrager med den første in vivo evidens fra mennesker, der understøtter neuroplasticitets-hypotesen. Resultaterne indikerer for det første, at SSRI-præparater øger synaptisk tæthed i de hjerneområder, der spiller en væsentlig rolle i depression. For det andet peger de på, at synapserne opbygges over en periode på flere uger, hvilket kan forklare den forsinkede behandlingseffekt. Hvis resultaterne genfindes i større studier, kan denne viden kan få betydning for udvikling af nye lægemidler til behandling af depression.
Johansen A, Armand S, Plavén-Sigray P, Nasser A, Ozenne B, Petersen IN, Keller SH, Madsen J, Beliveau V, Møller K, Vassilieva A, Langley C, Svarer C, Stenbæk DS, Sahakian BJ, Knudsen GM. Effects of escitalopram on synaptic density in the healthy human brain: a randomized controlled trial. Mol Psychiatry. 2023 Oct 9. doi: 10.1038/s41380-023-02285-8.
Fødselsdepression rammer 10-15 % af alle mødre og har alvorlige konsekvenser for moderen og barnet. En række faktorer øger risikoen for fødselsdepression, herunder tidligere depression og vanskeligheder med følelsesregulering. Nyere forskning har desuden vist, at overdrevet negativ følelsesmæssig vurdering af spædbarnsgråd i graviditeten er en risikomarkør for fødselsdepression.
Et nyt studie undersøgte derfor en ny affektiv kognitiv træningsmetode rettet mod at dæmpe risikomarkører, såsom negative følelsesreaktioner på spædbarnsgråd, og at styrke evnen til følelsesregulering hos sårbare gravide. Undersøgelsen omfattede 43 deltagere, hvoraf 23 blev vurderet som værende i højrisiko for fødselsdepression (uden aktuelle depressive symptomer) og 22 som værende i lavrisiko. Kognitiv respons på følelsesmæssige spædbarnsstimuli blev vurderet på tre tidspunkter: ved baseline, umiddelbart efter den to uger lange intervention for interventionsgruppen (n = 16) samt to gange over to uger for lavrisiko-kontrolgruppen. Depressive symptomer blev målt igen seks måneder efter fødslen for interventionsgruppen.
Træningsprogrammet involverede fire en-times sessioner over to uger med computeriseret kognitiv træning af visuel opmærksomhed rettet mod spædbørn, tilpasning af egne ansigtsudtryk til spædbørns følelsesmæssige tilstande, genkendelse af glade følelsesmæssige spædbarnssignaler, og følelsesreguleringsstrategier. Behandlingen var veltolereret og med lavt frafald. Interventionsgruppen viste stigning i følsomhed over for glade baby-udtryk, bedre tilpasning af egne ansigtsudtryk til spædbørns sindstilstand, øget opmærksomhed mod spædbarnsstimuli og bedre emotionsregulering. De deltagere, der forbedrede sig mest i at genkende glade baby-udtryk, havde færre tegn på depression seks måneder efter fødslen. De lovende resultater antyder, at interventionen kan ændre kognitive reaktioner på følelsesmæssige spædbarnsstimuli, og at dette hænger sammen med færre depressionssymptomer efter fødslen.
Væsentlige begrænsninger var imidlertid studiets lille størrelse samt fravær af en højrisiko-kontrolgruppe. Resultaterne må derfor anses som foreløbige og tolkes med forbehold. Forskerne bag studiet har på denne baggrund igangsat en større randomiseret kontrolleret undersøgelse af affektiv kognitiv træning for sårbare gravide, som forventes afsluttet i 2025.
Bjertrup AJ, Petersen TH, Beier NB, Kofoed J, Horgen I, Kjærbye-Thygesen A, Kirkegaard T, Miskowiak KW (2023): Prenatal affective cognitive training: A proof-of-concept study. Neuroscience Applied 2(2): 101135. https://doi.org/10.1016/j.nsa.2023.101135
