Krisernes mand: “Den slags store hændelser er sjældne, men man glemmer dem aldrig”

Det første, der springer i øjnene, når man træder ind på Anders Korsgaards kontor på Rigshospitalet, er de mange planter. Høje stuetræer står side om side på gulvet, og i vindueskarmene er der fyldt med krukker og grønne blade, der bliver badet i lys fra solen.

Planterne får kontoret i den grå bygning på Nørrebro i København til at minde om et væksthus eller en lille botanisk have. Og den rolige atmosfære står i stærk kontrast til de voldsomheder, der bliver arbejdet med i lokalet.

Det er her, at chefpsykologen Anders Korsgaard står for ledelsen af Rigshospitalets Afdeling for Krisepsykologi. Siden slutningen af 1980’erne har han stået i spidsen for afdelingen, der har været med til at udbrede krisepsykologien i Danmark. Fra kontoret er han ad flere omgangen rykket ud til de største krisebegivenheder i nyere tid. Fra færgebranden på Scandinavian Star til angrebet på tvillingetårnene i New York og senest pandemien med covid-19.

– De personer, vi arbejder med herinde, har alle oplevet meget voldsomme hændelser på forskellige måder. En af vores tidligere direktører sagde, at det var the sickest of the sick, som vi har her, siger Anders Korsgaard.

Søger mening i kaos

Rigshospitalets Afdeling for Krisepsykologi har eksisteret i mere end tre årtier. Her beskæftiger Anders Korsgaard og hans seks kolleger sig bl.a. med krisepsykologiske samtaleforløb for patienter og pårørende på hospitalet.

– Vi har unge, midaldrende og ældre, der har levet hele deres liv med kroniske lidelser og sindssygt alvorlige sygdomme. Og så har vi personer, der har fået livet ændret fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet på grund af en ulykke. Det kan være alvorlige trafikuheld, hjertestop eller brandulykker, siger Anders Korsgaard.

Samtaleforløbene med patienterne og deres pårørende foregår typisk i sygesengen eller på kontoret med de mange planter. Her taler krisepsykologen med de involverede personer om, hvad de har oplevet, og hvordan de tolker deres oplevelser.

– Når vi møder patienterne, har de typisk et ønske om at få struktur på en kaotisk hændelse. De kan have spørgsmål om, hvad der er sket, hvad de fejler, og hvorfor det rammer dem. Det er en søgen efter mening, der kan opstå, når man har været ude for noget så usædvanligt, som rigtig mange af patienterne har været her. I den proces står vi til rådighed, siger Anders Korsgaard.

Fra røverier til Scandinavian Star

Anders Korsgaards historie på Rigshospitalet går lang tid tilbage. Mere nøjagtigt til 1988, hvor den dengang 36-årige psykolog faldt over et stillingsopslag, der vakte hans interesse. Det var fra Rigshospitalet, der ville oprette en krisepsykologisk afdeling, og i den forbindelse skulle der bruges en psykolog til at løbe afdelingen i gang.

Dengang havde Anders Korsgaard ikke planer om, at han de næste mange år ville komme til at bruge døgnets vågne timer på at arbejde med krisepsykologi. I den tidligere del af arbejdslivet havde han beskæftiget sig med kræftpatienter, og det havde vækket en interesse for, hvordan den menneskelige psyke fungerer, når den bliver konfronteret med den livsomvæltende besked om, at man er alvorligt syg. Dengang var det krisepsykologiske felt stort set uopdyrket land i Danmark, og muligheden for at udforske området fik ham til at søge stillingen.

I den første del af afdelingens levetid var Anders Korsgaard den eneste ansatte i afdelingen, og en af de første opgaver bestod i at finde ud af, om det overhovedet var nødvendigt at have en krisepsykologisk afdeling. Behovet blev hurtigt bekræftet blandt politifolk og bankansatte.

– Jeg talte med hundredvis af politifolk efter kritiske hændelser. De var blevet skudt, slået på eller havde selv udøvet vold. Og så var der ufatteligt mange bankrøverier dengang. Der var i hvert fald et om ugen, og de ansatte var selvfølgelig dybt traumatiserede, når de havde været udsat for trusler eller vold i forbindelse med røverier, siger han.

Der nåede kun at gå få år, fra Anders Korsgaard begyndte på det krisepsykologiske felt, til afdelingen stod med en ny type sager. Det skete i begyndelsen af 1990, hvor passagerfærgen Scandinavian Star brændte på vej fra Frederikshavn til Oslo. Næsten hver tredje af de i alt 482 passagerer og besætningsmedlemmer omkom. Sammen med en præst og et par kolleger fra psykiatrien fik Anders Korsgaard til opgave af Statsministeriet at oprette et krisecenter for de danske overlevende i ulykken.

– Det krævede det helt vilde af os som kriseterapeuter. Både i forhold til selve hjælpen, men også organisering og logistik, hvor vi skulle koordinere, hvordan vi fik transporteret de pårørende op til centret. Vores rolle var desuden at vejlede myndighederne i, hvordan man bedst muligt hjalp de involverede, uden at traumerne blev forværret og revet yderligere op, siger Anders Korsgaard.

Færgebranden på Scandinavian Star var den første større kriseberedskabssag, som Rigshospitalets krisepsykologiske afdeling arbejdede med. Men det blev langt fra den sidste. Efterfølgende har Anders Korsgaard bl.a. deltaget i krisearbejdet efter Estonia-forliset i 1994, bombeangrebet i Bali i 2002 og tsunamien i Sydøstasien i 2004, hvor 46 danskere omkom.

– Den slags store hændelser er sjældne, men man glemmer dem aldrig. Det har været sager, der har krævet sin mand, det må jeg nok sige.

I de senere år har han været involveret i arbejdet efter kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011, og i forbindelse med den verserende krig i Ukraine har han sammen med resten af sundhedsvæsenet lavet beredskabsplaner, der sikrer, at krigsflygtninge og soldater kan få tilbud om behandling og kriseterapi, hvis de kommer til Danmark.

En krise uden sidestykke

Selvom Anders Korsgaard har stået i mange krisesituationer i løbet af sit arbejdsliv, var det noget særligt, da coronapandemien ramte verden.

– Jeg har ikke stået med noget lignende før. Det var en helt ekstraordinær situation at være involveret i, og den medførte et ekstremt pres på det danske sundhedsvæsen.

Da pandemien var på sit højeste i Danmark, bestod en stor del af arbejdet på den krisepsykologiske afdeling i at holde samtaler med de patienter og pårørende, der var hårdest ramt af virussen. Derudover havde krisepsykologerne samtaleforløb med det indsatspersonale, der stod i første række i forhold til at skulle håndtere virussen på landets hospitaler.

– Med kort varsel blev mange ansatte flyttet fra deres vante områder for at arbejde på covid-19-afsnit. De skulle pludselig arbejde med helt nye specialer, samarbejde med nye kolleger og håndtere den nervøsitet, der var i forhold til at blive smittet og give sygdommen videre til familien derhjemme. Samtidig var de vidner til pandemiens hårdeste sygdomstilfælde og dødsfald. Det var barskt, siger chefpsykologen.

Under pandemien har Anders Korsgaard også deltaget i Dansk Psykolog Forenings coronapanel sammen med en række andre psykologfaglige eksperter. Panelet har bidraget med viden til offentligheden om, hvordan pandemier og nedlukninger påvirker psyken hos mennesker, og når Anders Korsgaard i dag ser tilbage på krisen, er han tilfreds med, hvordan panelets budskaber er blevet modtaget.

– Det har været særligt vigtigt for os at gøre opmærksom på børns vilkår og reaktioner under skolernes nedlukning, og vi fik også sat fokus på, hvor krævende det har været at arbejde på hospitalernes coronaafsnit. Derudover har vi på samfundsplan fået sat en kile ind, så psykologien også kan inddrages i beredskabet ved næste krise.

Den udsatte hjælper

I dag er Anders Korsgaard en del af ledelsesgruppen på Rigshospitalet. På trods af at han har været en del af Afdeling for Krisepsykologi i over 30 år, føler han ikke, at han er færdig med det kliniske arbejde.

– Jeg er absolut ikke nogen skrivebordspsykolog. Jeg ser stadig mange patienter hver dag, og sådan kan jeg bedst lide, at det er. Jeg har haft utroligt gode år herinde, og jeg elsker stadig mit job, siger Anders Korsgaard.

Men der er også aspekter af arbejdet, som er opslidende. For eksempel kan det være krævende, at store dele af offentligheden og nogle psykologer ikke er klar over, at det også er en meget udsat position at være hjælperen, forklarer han.

– Psykologisk set vil du være meget sårbar og et oplagt offer for kritik fra dem, du hjælper. Det er en dybt paradoksal mekanisme, men der er mange, der er tilbøjelige til at devaluere og tale dårligt om den hjælp, de har fået som offer i en krisesituation, siger Anders Korsgaard.

Ifølge chefpsykologen er den slags reaktioner en del af helingsprocessen, og i virkeligheden er det et tegn på, at det har været en god hjælp. Men det kræver stor robusthed fra dem, der står i hjælperrollen.

– Der er en gammel talemåde, som jeg først har forstået, da jeg begyndte at arbejde herinde. Redder du et andet menneskes liv, så har du skaffet dig en fjende for livstid. Den er sgu meget god, synes jeg.

Roen i det grønne

I en klemt hjælperrolle og i arbejdssituationer, der er præget af voldsomme begivenheder, ulykke og sygdom, har Anders Korsgaard mærket, at man ikke må glemme sig selv som psykolog på krisefeltet.

I den forbindelse bruger han briefinger og debriefinger som et nøgleværktøj for sig selv og de andre ansatte i afdelingen. Det giver et rum til, at man kan få talt om de svære sager og ventileret de udfordringer, man har oplevet.

Alligevel medgiver han, at de voldsomme sagsforløb nemt bliver hængende i hovedet, og at det kan gøre det svært at lægge jobbet fra sig. Derfor er der brug for frirum, hvor man kan lade op og samle kræfter. Sådan et har Anders Korsgaard fundet, når han dyrker og passer planter.

I sin fritid er han med i bestyrelsen for Dansk Dendrologisk Forening, der er en forening for personer med særlig interesse for træer og buske. Når han skal koble af, holder han af at tage fotos af træer med sit gamle spejlreflekskamera, og det har bragt ham på rejser til Japan, hvor »havekunsten er fuldstændig vild«. Og så sørger han for at vande og passe de mange planter, der står på gulvet og i vindueskarmene på hans kontor i Rigshospitalets grå bygning. En af hans personlige favoritter er en robust birkefigen, der har overlevet en brand på hospitalet.

– Det giver mig noget at se ting vokse og trives. Det gælder både mennesker, der vokser ud af en krise, og planter der springer op fra mulden. Vækst er hovedtemaet for begge dele.