Maja Vain Gilbert: “Jeg møder mange unge, der vil have en diagnose”

– Hvorfor er det altid sådan, at hvis vi fortæller venner eller familie, at vores liv er virkelig, virkelig svært, så er det ensbetydende med, at vi for alvor  åbner op? spørger psykolog Maja Vain Gilbert og fortsætter:

– Hvorfor er det, at hvis vi fortæller, at livet kun er semi-svært, så bliver det opfattet som om, vi ikke har fortalt det hele? Tendensen i de her år er, at jo sværere, vi siger, livet er, jo bedre.

Det er ni år siden, at Maja Vain Gilbert som nyuddannet psykolog stiftede UngTerapi, der i dag har over 25 tilknyttede ungdomspsykologer over hele landet. Over 8.000 børn og unge – “typisk fra ressourcestærke hjem” – har været i terapi hos UngTerapi i kortere eller længere tid, og Maja Vain Gilbert har derfor et solidt empirisk fundament, når hun beskriver de unge i dag.

– Mange unge bærer rundt på en stor skamfølelse. De føler sig utilstrækkelige og har grundlæggende ikke oplevelsen af, at de er gode nok til at være i verden. Mange lukker i over for venner og familie, forklarer Maja Vain Gilbert.

Hun argumenterer for, at vi – og med “vi” mener hun de voksne – lærere, pædagoger, forældre og ja, psykologer – bliver bedre til at lære børn og unge at åbne sig over for hinanden, men ikke på den polariserende måde, hun ser udspille sig for tiden.

– Mange unge åbner sig enten på en pseudoagtig måde, hvor de egentlig ikke er i frit fald, men stiller et glansbillede op, fordi skammen stikker for dybt, eller også oversharer de og er lynhurtige til at diagnosticere sig selv, uddyber Maja Vain Gilbert.

Hun pointerer, at kunsten er at hjælpe de unge med at ramme en balance, hvor de tør have det svært, men hvor det ikke nødvendigvis skyldes, at de har en diagnose.

– Jeg ser meget sjældent, at de unge åbner sig for det almenmenneskelige, for den mulighed har de ikke fået tilbudt. Og jeg ser sjældent, at de tør lade sig falde med fuld tiltro til, at venner eller familie griber dem, fortæller Maja Vain Gilbert.

Hun understreger, hvor væsentligt det er, at voksne ikke som automatreaktion forsøger at “fikse de unges problemer” eller ”devaluerer, at de har det svært”.

– Hvis ikke folk lytter og anerkender, at de unge kæmper med skyld, skam og følelsen af utilstrækkelighed, så bliver diagnosen det eneste legitime sted, når andre skal forstå, hvor svært livet kan være. Jeg møder derfor mange unge, der meget gerne vil have en diagnose, fortæller Maja Vain Gilbert.

”Det normale” er blevet en meget smal sti

Vi skal derfor “udvide spektret for, hvad der er normalt”, som Maja Vain Gilbert beskriver det. Ifølge hende er der sket noget “drastisk med vores forståelse af det normale sind”.

Det normale er blevet en meget smal sti, og der skal ganske lidt til, før vi – voksne såvel som unge – tænker, at der må være noget helt galt, pointerer Maja Vain Gilbert. Men i et samfund, hvor tempoet skrues stadig mere op, er det ikke så underligt, hvis folk bryder sammen, får stress eller angstsymptomer.

– Alt går hurtigere; det er faktuelt. Og det er de færreste, der kan være i det. Men i stedet for at indrømme, at det er stressende at være på ferie, eller at man har det dårligt med konstante deadlines, så er det mindre skamfuldt at sige, at man sandsynligvis har en uopdaget ADD, konstaterer Maja Vain Gilbert.

– For i det her samfund med det massive præstationspres, der er på den enkelte, så er diagnosen bedre end følelsen af at være en svagpisser. Sat på spidsen, men alligevel, siger hun.

Maja Vain Gilbert retter pilen mod konkurrencestaten, der har ændret idéerne om, hvad et individ er værd, lyder det. Mennesket måles og vejes i forhold til, hvilken evne det har til at producere og præstere.

– Vi har meget høje forventninger til det enkelte menneske. Samtidig siger vi: Det er din skyld, hvis du ikke kan klare det, siger Maja Vain Gilbert og tilføjer:

– Men kan mennesket ånde i det samfund?

– Kan mennesket se, hvad det vil sige at være menneske i et samfund, der fokuserer på et glansbillede? Hvor ingen tør sige højt eller tale om, at vi er fulde af fejl?

– Det er faktisk også her, jeg synes, vi som psykologer kan gøre en virkelig stor forskel.

Behov for en kollektiv stemme

Hvis man spørger Maja Vain Gilbert, ligger der en stor, men også oplagt opgave for psykologer i at normalisere det at have det svært.

Som hun siger, så har hun og hendes kolleger haft tusindvis af børn og unge i terapi, hvor mange fortæller en identisk historie om at føle sig utilstrækkelig. Problemet er, at de unge sidder i lukkede rum – i terapi hver for sig – og ikke hører alt det, psykologerne hører.

– Hvad hvis vi kunne styrke den samlede stemme, de faktisk taler med, tog den ud af terapirummet og hjalp med at gøre det til en kollektiv stemme? En stemme, hvor alle kunne se og høre hinanden? Så ville de ikke føle sig alene – og endnu vigtigere: Så ville de opleve deres indre følelsesliv som helt normalt, lyder det fra Maja Vain Gilbert, der giver et eksempel:

– Som en ung sagde til mig for nylig: Jeg burde være i mit livs forår. Men jeg har det ikke godt. Hvortil jeg svarede: Hvem har sagt, du skal være i dit livs forår?

Hun understreger væsentligheden af voksne rollemodeller, der viser og fortæller de unge, at det at have det dårligt naturligvis ikke er en positiv, men en vigtig erfaring.

– Vi skal signalere, at ja, du kan kæmpe med endog meget svære følelser, men du kan komme igennem det. Som det er nu, ser jeg mange unge, der ved voldsomt meget om diagnoser, men ikke om naturligheden omkring følelser. De bliver derfor meget hurtigt bange for dem, konstaterer Maja Vain Gilbert og uddyber:

– Men det er en no-brainer, at det her samfund gør det svært at være menneske, og det, vi ser, er, at de unge vender følelserne indad, hvor de burde konvertere selvkritikken til en vrede, de kunne kanalisere ud. Som psykologer er vi derfor nødt til at engagere os mere i de samfundsmæssige mekanismer, der ligger bag unges mistrivsel og bringe det mere ind i terapirummet.

Psykologer skal promovere det nuancerede synspunkt

For som det er i dag, arbejder psykologer terapeutisk fortsat alt for isoleret med individet, mener Maja Vain Gilbert. Der er fokus på tilknytning og forholdet til forældrene, men alt for ofte negligeres de mekanismer, der er på spil fra det omkringliggende samfund.

– Jeg anerkender, at det er paradoksalt, for jeg arbejder selv individuelt med de unge. Men jeg forsøger at minde de unge om, at de står på et samfundsmæssigt ben. Når det lykkes, så opløses skammen stille og roligt, og der bliver et andet grundlag at arbejde med bagefter. Fx kan de opleve at blive bedre til at identificere det pres og de idealforestillinger, man kan have til livet, konstaterer Maja Vain Gilbert.

Men er der så ikke en risiko for, at de unge bare fralægger sig eget ansvar? At det bliver ”samfundets skyld”?

– De unge, der sidder her, er så overbeviste om, at deres mistrivsel er deres egen skyld. Vi er aldrig nogensinde endt i den anden grøft. For der er så meget skam, så meget skyld, og så meget de ønsker at præstere. Og det er nærmest uanset, hvor meget jeg trækker i den anden retning, siger Maja Vain Gilbert, der er bogaktuel med “Pust ud – Guide til unge i en stresset verden”, der forsøger at sammensætte fragmenter af det, hun har hørt de unge fortælle de seneste mange år.

Hun er dog allerede i gang med en opfølger, der efter planen udkommer i sommeren 2024. Hvor den nuværende bog primært handler om unges tilgang til sig selv, vil næste bog forsøge at komme med bud på, hvilke samfundsmæssige bevægelser i dag der ikke eksisterede tidligere.

– Jeg kalder det en perfect storm. Den mistrivsel, vi ser i disse år, er et produkt af mange bevægelser, men som det er nu, er diskussionen unuanceret, og vi går hele tiden og venter på, hvad der bliver den næste årsag til unges mistrivsel, konstaterer Maja Vain Gilbert.

– Men igen: Det er her, vi psykologer skal byde mere ind. For vi ved, at en problematik altid rummer flere perspektiver på én gang. Vi ved, at alt er komplekst. Vi er mestre i kompleksitet. Det synspunkt skal vi i langt højere grad forpligte os til at promovere.