Min sjæls vandmærke – en jødisk slægtsfortælling

Lad mig starte med at slå fast, bogen “Min sjæls vandmærke – en jødisk slægtsfortælling” er ikke en fagbog, men derimod placerer den sig genremæssigt et sted mellem at være en slægtsfortælling, en selvbiografi for Mirjam Capelle med et sjældent indblik i en psykologs indre levede verden, en fortælling om jøders migration til Danmark og en historisk dokumentation af danske jøders situation under Anden Verdenskrig. Man kunne selvfølgelig også sige, at bogen placerer sig i skæringsfeltet mellem disse mange veje, idet den kombinerer de forskellige aspekter, men det er netop her, jeg også ser bogens største svaghed. Den synes at ville gabe over mere, end det er nemt at rumme i én bog. Til gengæld er den fænomenalt skrevet med en intensitet og sproglig agilitet, der kan fryde ethvert øje og øre.

Bogen er bygget op over tre hovedspor: Mirjams egen opvækst og oplevelser, herunder hvordan familiehemmeligheder har præget hendes opvækst, og hvordan undertonen af den jødiske arv og det kollektive traume har spillet ind, en arv der i perioder har indtaget førersædet og været mere end blot en undertone. Det andet spor er hendes egen jødiske slægtsfortælling – på skift får forskellige kvinder ordet og fortæller om, hvordan de er havnet i Danmark, og hvilken tilværelse de her har opbygget. Det tredje spor i bogen er en forlængelse af det andet, nemlig en næste dokumentarisk fortælling, der afspejler en kombination af det kollektive jødiske traume og Mirjams version af, hvordan de slægtninge, vi har fået kendskab til, håndterer henholdsvis flugt til Sverige og internering i Theresienstadt i Tjekkiet.

Bogen giver indtryk af at bygge på grundig research og god psykologisk indsigt, men omvendt også en del overvejelser, måske næsten spekulationer, om, hvordan det egentlig har været for hendes slægtninge. En indsigt som naturligt kvalificeres af Mirjams baggrund som psykolog, men som også nærmer sig en form for fiktiv dokumentarisme. Som læser kan det nogle gange være lidt forvirrende at følge med i de mange spring i tid og persongalleri, hvem de forskellige slægtninge er, og hvordan de er forbundet. Så på én gang skaber de tre spor en helt særlig dynamik, men er også det, der kan gøre bogen lidt svært tilgængelig.

Jeg synes både migrationshistorierne og oplevelserne under Anden Verdenskrig er spændende, men det, der krøb mest under huden på mig, er uden tvivl Mirjams egen personlige fortælling. Dette forstærkes formentlig af, at jeg kender hendes fra studiet og det daglige virke som psykolog. Jeg finder hendes mod til træde frem på denne måde med egen person og hendes psykologiske samt familiære udfordringer vanvittig stort, ikke mindst fordi hun fremadrettet kan møde klienter, som har læst bogen, hvorved hun har startet en proces med self-disclosure i en grad, som kun de færreste psykologer har i spil under arbejdet med deres klienter.

Bogen kan nå en meget bred skare af læsere. Dels dig som psykolog, der ønsker en dybere indsigt i en kollegas indre liv, ønsker indsigt i hvordan jøder kan have oplevet integrationen i Danmark og forholdene under Anden Verdenskrig. Men også lægmænd, der er interesseret i Anden Verdenskrig og danske jøders vilkår gennem tiderne. Og desuden vil bogen være en perle for dem, der elsker biografier og vil blive klogere på andres indre liv, refleksioner og livsvalg. “Min sjæls vandmærke” er en hudløst ærlig bog, som giver et stærkt erindringsbillede af en helt særlig opvækst med hemmeligheder og traumer i flere dimensioner og et unikt indblik i, hvordan forfatteren og psykologen Mirjam har håndteret disse.