På Twitter kan man for tiden læse, at mænd “bogstaveligt talt vil gøre alt i stedet for at gå til terapi”, f.eks. tale om Romerrigets kollaps i fire timer, læse tunge bøger om astrofysik eller løbe et maraton.
Ideen med Twitter-fænomenet er at sætte fokus på den velkendte fordom om, at mænd ikke taler sig ud af deres problemer, men tyr til handling – og gøre lidt grin med det. Spørgsmålet er, om fordommen er sand og i så fald hvorfor. Spørgsmålet er også, om det overhovedet er et problem, at mænd reagerer anderledes på deres problemer end kvinder.
Svend Aage Madsen, som er forskningsleder på Rigshospitalet og har forsket i mænds sundhed i over 20 år, herunder i fødselsdepressioner hos mænd, mener, at fordommen på én gang er sand og et problem, og at første indikator er, at få mænd går til terapi sammenlignet med kvinder.
– Der er flere mænd, der går til terapi end tidligere, men stigningen for mænd er parallel med stigningen for kvinder. Der er hele tiden tre gange flere kvinder end mænd, der går til psykolog, siger Svend Aage Madsen.
Tallene stammer fra de praktiserende læger og ændrer sig en smule, hvis man kigger på de private udbydere. I P1 Morgen 1. december berettede DR om, at flere private forsikringsselskaber oplever en stigning i antallet af mænd, der søger hjælp for psykiske problemer. Topdanmark har det seneste år noteret en stigning på 13 pct. af mænd, der søger hjælp til psykiske problemer, mens der blandt kvinderne er tale om en stigning på seks pct.
Hos Danica Pension har man i de seneste fem år oplevet en stigning på over 100 pct. af mænd, der søger hjælp til psykiske problemer. Ventetiden er mindre hos de private udbud, og det kan være én forklaring på, at mændene søger derhen for at få hjælp.
Det ændrer imidlertid ikke på, at langt færre mænd end kvinder søger hjælp for deres psykiske problemer.
Måske har mændene det simpelthen bedre end kvinderne. Hvis man kigger på adfærdssignaler for mentalt helbred, ser det imidlertid ikke ud til at være tilfældet. Ifølge Svend Aage Madsen er der tre gange flere mænd end kvinder, som begår selvmord, dobbelt så mange mænd som kvinder har et alkoholmisbrug, og 83 pct. af diagnosticerede ludomaner er mænd. Der er godt nok dobbelt så mange kvinder som mænd, der lider af depression, men det tal afspejler kun, hvor mange der bliver diagnosticeret.
Mere sandsynligt er det derfor, at mændene enten fravælger at søge hjælp, når de har det dårligt, eller også formår sundhedssystemet ikke at aflæse mændenes signaler korrekt, når mændene endelig søger hjælp.
Spørger man Svend Aage Madsen, er begge dele tilfældet. Ikke blot bliver færre mænd end kvinder testet for f.eks. depression, fordi færre søger hjælp, der er også en mindre andel af de mænd, der bliver testet, som bliver korrekt diagnosticeret. Ifølge Svend Aage Madsen er årsagen, at sundhedssystemet længe har brugt de forkerte skalaer til at måle depression hos mænd. Det viser det såkaldte Gotlandseksperiment, som vi ifølge forskningslederen endnu ikke har lært nok af.
I Gotland i 1980’erne oplevede man høje selvmordsrater for både mænd og kvinder. Sundhedssystemet mente, at den primære årsag var depression, og konsekvensen var, at den svenske kommission for diagnose og behandling af terapi, PTD, igangsatte et videreuddannelsesforløb for diagnose og behandling af depression.
Forløbet blev fordelt over fire dage i hhv. 1983 og 1984 og omhandlede blandt andet suicidologi, dvs. den generelle lære om selvmord, særtegn ved depression hos gamle mennesker, særtegn ved depression hos børn og unge, diverse behandlingsmetoder og psykosociale årsager til selvmord.
Forløbet var en blandet succes.
– Antallet af selvmord faldt med 60 pct. for kvinder, men mændenes selvmord rokkede sig ikke ud af stedet, fortæller Svend Aage Madsen.
Konklusionen var, at sundhedssystemet ikke var gearet til at opdage mændenes helbredssignaler. De skalaer for depression, som sundhedssystemet brugte, herunder den klassiske skala for depression, The Beck Depression Inventory (BDI), vægtede følelsessignaler over adfærdssignaler, og måske var det en del af problemet.
To forskere, Jan Wålinder og Wolfgang Rutz, satte sig for at undersøge den hypotese og udviklede i 2001 en ny skala for depression, The Gotland Male Depression Scale, der vægtede konkrete spørgsmål om adfærdsændringer over spørgsmål om ændringer i mandens følelsesmæssige tilstand. Wålinder og Rutz’ indledende studier viste, at Gotlandskalaen bedre fangede signaler såsom lav stress tolerance, udadreagerende adfærd, lav impulskontrol, alkoholisme og misbrug.
Svend Aage Madsen har taget en generel lærdom med fra Gotlandseksperimentet:
– I vores forsøg med 7.000 fødselsdepressioner er det 25 pct. af mændene, vi ikke finder, hvis vi bruger den traditionelle skala for depression. Det er et problem, som jeg ser det, at alle vores skalaer handler om, hvordan du har det. Hvis man spørger, har du inden for de sidste tre måneder følt dig uønsket alene, så svarer kvinder højere end mænd, men hvis man spørger, har du ikke haft nogen at tale med de sidste tre måneder, så svarer mændene to ud af tre gange højere end kvinderne.
Svend Aage Madsen ser gerne, at Gotlandskalaen bruges langt mere, end den gør i dag. Det betyder ikke, at vi skal smide alle andre skalaer ud, men at vi skal være åbne for, at forskellige skalaer måler forskellige ting.
Læge Ranja Strömbjergs (2010) resultater peger f.eks. på, at Gotlandskalaen er bedre end den klassiske BDI-skala til at fange svære depressioner, mens BDI-skalaen gennemsnitligt er bedre end Gotlandskalaen til at fange milde depressioner.
Mere væsentligt kan problemet med at få mænd i terapi ikke løses ved blot at ændre på vores skalaer. Ifølge Svend Aage Madsen er det største problem at få rekrutteret mændene til den hjælp, der findes. For ellers er skalaerne jo ligegyldige. Og forudsætningen for at få rekrutteret mændene er, at mændene får et sprog for deres følelser, pointerer han.
Andrew Solomon har skrevet bogen Helvedes Malstrøm – En bog om depressionens anatomi (2006), og så har han i sin karriere indsamlet historier fra tusindvis af deprimerede mennesker. Én af konklusionerne er, at hvis mennesker med depression undgår at tale om deres problemer, så er det ikke, fordi de ikke vil, men fordi de ikke tør, fordi det er tabu, eller fordi de ikke ved hvordan, de skal sætte ord på deres følelser.
Andrew Solomon fortæller en historie fra en weekendkonference i England, hvor Andrew skulle lancere sin nye bog. De besøgende på konferencen mødte Andrew Solomon med samme åbenhed, som han mødte dem med i sin bog. På den første aften hev en kvinde Andrew til side og fortalte, at hun var begyndt på antidepressiv medicin. Andrew Solomon måtte ikke fortælle det til hendes mand, for han ville ikke kunne forstå det. Næste dag trak kvindens mand Andrew Solomon til side og fortalte præcist samme historie. Også han var begyndt på antidepressiv medicin, men hans kone måtte for Guds skyld ikke vide det.
— Ofte er det inde i familien, at vi gemmer den slags ting for hinanden, siger Andrew Solomon og erkender, at det også var tilfældet i hans egen familie.
– Jeg led lidt af den mandesyge, som vi har talt om, men på et tidspunkt var min mor døende. Hun havde det svært, og jeg sagde, mor, du har brug for terapi. Og hun sagde, jeg går i terapi, hvis du går i terapi. Og det gjorde vi så, sammen.
I sit voksenliv har Andrew Solomon gentagne gange haft svære og dybe depressioner. Uden terapi og medicinering havde han givetvis ikke været i live i dag, og Andrew Solomon mener, at åbenhed er det første skridt mod at få det bedre.
– Særligt mænd har en forstærket forestilling om deres uafhængighed, som får dem til at tænke, at det at søge hjælp eller at være modtagelig over for sygdom repræsenterer en form for nederlag. Men ofte er det langt mere modigt at erkende sine problemer end at gemme dem væk, siger Andrew Solomon.
Af samme årsag er en person ikke stærkere, fordi vedkommende tager en lille dosis medicin i stedet for en stor dosis, og personen er heller ikke stærkere, fordi vedkommende kun gik til psykolog i kort tid:
– Det er ikke, som om der står en person ved himlens port og gratulerer dig for, at du var så stærk, at du kom af den medicin eller ud af den terapi. Livet er kort, og hvis en del af det at få det bedste liv, du kan have, er at tage medicin eller gå til terapi, så kan jeg ikke se en grund til ikke at gøre det.
Ifølge Andrew Solomon er første skridt til at få rekrutteret mændene til terapi at mændene begynder at tale om deres problemer så åbent som muligt. Og det begynder i familien og i parholdet.
Den vurdering er Svend Aage Madsen enig i.
– Det vigtigste for at kunne vise svaghed er, at man har et sprog for sine svagheder. Og det er der mange mænd, der ikke har, særligt ufaglærte mænd. Så man kan altså ikke bebrejde mænd for ikke at have et sprog for deres følelser. Det har ligget i vores kultur i tusindvis af år, at det ikke har været produktivt for mænd at gå og forholde sig til, hvordan de har det, når de skal pløje marken eller bygge Eiffeltårnet, siger Svend Aage Madsen.
Svend Aage Madsen mener da også, at et generationsskifte er på vej. Fædre engagerer sig mere i forældreskabet end tidligere, og det vil forhåbentlig være med til at engagere mandens følelsessprog. Og så ændrer kulturen sig også. Idealet om den stærke mand er ikke så tydeligt, som det var tidligere, pointerer han.
Svend Aage Madsen har oplevet på egen krop, hvordan kulturen kan ændre sig på kort tid:
– Da vi i 2002 fortalte om fødselsdepressioner hos mænd, var det til grin i alle aviser, men siden har der stået hundredvis af mænd i kø for at få hjælp for fødselsdepressioner.
Årsagen er ifølge Svend Aage Madsen, at fædrene nu havde et sprog for det, de følte. Og ikke blot var mændenes nye vokabular med til at rekruttere dem til den hjælp, der findes. Det hjalp rent faktisk også.
– Der er en masse store amerikanske undersøgelser, som viser, at mænd bliver i næsten lige så lang tid i terapi hos den terapeut, de bliver henvist til, som kvinder. Og de får lige så meget ud af det. Vi lavede en undersøgelse af effektiviteten af terapi ved fødselsdepressioner, og her var det omkring 90 pct. af kvinderne, der fik det forventede positive udbytte. For mændene var det 67 pct., hvilket er omkring den samme effektivitet som terapi i almindelighed, siger Svend Aage Madsen.
Terapi virker altså, og konklusionen fra Svend Aage Madsen er klar: Det er væsentligt at hjælpe mændene med få opsøgt den hjælp, der findes – hvad end det er i private eller offentlige udbud. Og hvis de private forsikringsselskaber vedbliver med at tiltrække flere til deres hjælp, vil ventetiden sænkes i det offentlige. Det kan skabe en positiv cyklus. Og når mændene endelig er i terapien, så har Svend Aage Madsen et råd til de danske psykologer:
– Et godt råd er at tænke køn ind i det, du gør som psykolog. Måske kan resultaterne for mænds terapi blive bedre, hvis psykologer er opmærksomme på, hvordan mænd og kvinder er forskellige, siger Svend Aage Madsen.
For både Svend Aage Madsen og Andrew Solomon er håbet, at mænd på sigt kan få det samme udbytte af terapi som kvinder. Og første skridt er, at mænd begynder at efterspørge det, som kvinder kan – nemlig at sætte ord på deres følelser og tage deres problemer seriøst.
– Se på, hvor meget kvinders liv har ændret sig i de seneste 100 år. Det kunne være fedt, hvis vi kunne få en bevægelse, hvor mænd begynder at efterspørge samme adgang til følelser, som kvinder har, og udvikle samme evne til at kommunikere med sine børn. Det er min lille bøn, slutter Andrew Solomon.
