Der blev skrevet historie, da specialpsykolog Louise Schwartz den 1. maj i år tiltrådte stillingen som afdelingschef for Børne- og Ungdomspsykiatri i Sydjylland. Aldrig tidligere i dansk, offentlig hospitalspsykiatri har det været en psykolog, der har været øverste chef for en klinisk afdeling. I dette tilfælde en afdeling, der dækker over tre matrikler i Vejle, Aabenraa og Esbjerg.
I Region Syddanmark synes man ovenud tilfreds med ansættelsen af Louise Schwartz. Regionen skriver i sin pressemeddelelse, at hun ”med sin mangeårige erfaring med ledelse og børne- og ungdomspsykiatri er ideel til jobbet”.
Og et kig på hendes CV afslører da også, at der på ingen måde er pyntet på det skudsmål. Næsten 25 års erfaring har Louise Schwartz fra psykiatrien – de otte af dem fra børne- og ungdomspsykiatrien i Kolding. Ledelseserfaringen har hun erhvervet sig som funktionsleder og senere afdelingschef i Afdeling for Traume- og Torturofre i Region Syddanmark.
I landets regioner er der adskillige steder ansat psykologer med funktionsansvar, ligesom der også findes nogle, der har personaleansvar og delvist driftsansvar. Der er også psykologer, der varetager ledelse af afsnit eller centre, men de refererer til afdelingsledelsen.
Det overordnede ansvar for en klinik har ingen psykolog haft, inden Region Syddanmark ansatte Louise Schwartz. Traditionelt varetages stillinger som hendes af et makkerskab bestående af en ledende overlæge og en oversygeplejerske, og oprindeligt var Louise Schwartz’ stilling også tiltænkt en læge. Men med sin ansættelse, hvor hun har et makkerskab med en chefsygeplejerske, tror Louise Schwartz, at hun kan være med til at gøde jorden for, at der vil komme flere psykologer i stillinger som hendes.
– Jeg synes, det er rigtig godt, at vi som psykologer kan komme ind og få ledelsesfunktioner på et strategisk niveau. Men samtidig vil jeg gerne pointere, at det heller ikke er uden problemer at tiltræde en stilling som min. Der er flere områder, hvor jeg selv har skullet bane en vej, fordi der ikke tidligere har siddet en psykolog i stillingen. Det handler både om, hvad det egentlig er for et mandat, jeg er blevet givet af direktionen, men også om, at der rent lovgivningsmæssigt er nogle udfordringer. Tvang er for eksempel lægeforbeholdt virksomhed. Jeg kan ikke godkende tvang, og derfor er jeg nødt til at uddelegere den opgave til en læge. Der har også altid eksisteret det her traditionelle makkerskab mellem en ledende overlæge og en oversygeplejerske. Men det makkerskab er jo ikke længere givet, når man vælger at give opgaven til sådan en som mig, siger Louise Schwartz.
En fagkamp mellem psykologer og psykiatere er hun ikke interesseret i at tilføre ny næring. For det handler ifølge hende ikke først og fremmest om ens faglige titel. Derimod er det afgørende at have lysten, interessen og det fornødne overskud til at bedrive ledelse. Og når det kommer til essensen af god ledelse, peger hun på kvalifikationer som bl.a. evnen til at kunne tænke strategisk, til at kunne bringe folk sammen samt det at være dygtig til at se et mål klart for sig, mens man er i proces. Og de kvalifikationer er ikke forbeholdt hverken den ene eller anden faggruppe.
– Jeg tænker, at der er både fordele og ulemper forbundet med, at jeg som leder er psykolog. En af ulemperne er, at psykiatrien er et lægefagligt speciale, hvor jeg ikke har kompetencer til at vurdere, hvad der er behov for i det lægefaglige felt. Det drejer sig bl.a. om somatiske undersøgelser, samarbejdet med somatikken – for eksempel skadestuer, pædiatri og praksissektoren – ligesom jeg måske heller ikke har den samme autoritet over for samarbejdspartnere qua min manglende lægefaglige baggrund. Fordelene er omvendt, at jeg med mere end 20 års erfaring i psykiatrien kender systemet. Jeg kender faggrupperne og deres kompetencer og forstår den kompleksitet, som patienter ofte kommer med, og hvad det kalder på i forhold til indsats. I dag er der mange aktører involveret, når et barn eller ung er i mistrivsel, som kalder på en bred og tværfaglig indsats, siger Louise Schwartz.
Hun understreger, at hun tror, at flere psykologer i lederstillinger som hendes vil kunne betyde, at man bliver bedre til at bygge bro i psykiatrien – både mellem faggrupper og paradigmer, så det ikke bliver et enten-eller mellem læger og psykologer, men snarere et både-og.
Det er efterhånden en del år siden, at Louise Schwartz tog beslutningen om at gå ledelsesvejen. Hun lægger ikke skjul på, at en af årsagerne var, at hun var ved at brænde ud i det døgnafsnit, hvor hun var ansat på det tidspunkt. Her mødte hun dagligt ind til overbelægninger og kunne til sidst mærke, at hun ikke kunne blive uden at sætte sit mentale helbred på spil.
– Jeg var faktisk rigtig glad for de unge og for specialet. Men jeg syntes ikke længere, at jeg lavede ordentlig patientpleje og behandling. Jeg kunne mærke, at vi blev tiltagende forråede og mere optagede af at være effektive og få udskrevet patienterne end at sætte os ned og spørge: Hvordan kan vi hjælpe dig med det, du tumler med, så du kan finde en vej og leve det liv, du gerne vil?” siger Louise Schwartz.
“Men i stedet blev oplevelsen en rettesnor for de værdier, der gennemsyrede mine handlinger i klinikken og senere hen i min ledelsesgerning.”
I det første år som leder var det nærmest som en sorg for den nyudnævnte afdelingschef at have sagt farvel til klinikken, fordi hun havde forladt noget, som hun selv følte, hun var dygtig til, og hvor hun også fandt en stor del af sin fagidentitet. Men da hun langsomt begyndte at finde ud af, hvad hun kunne bruge denne fagidentitet til i en ledelsesmæssig kontekst, blev det sjovt.
– Det er fedt at bedrive ledelse, når du har en fagprofessionel viden. Når jeg for eksempel skal sidde og diskutere ressourcer i forhold til et udredningsforløb, så ved jeg, hvor lang tid det tager, for jeg har selv siddet og lavet den udredning. Jeg har et kvalificeret grundlag at træffe disse beslutninger på. Det er enormt meningsfyldt at gå på gulvet, men det er også fedt at komme derop, hvor man kan være med til at skabe nogle bedre betingelser på sit område, siger Louise Schwartz.
I de første par år, hun var leder, brugte hun mange kræfter på at bekæmpe behovet for at være vellidt blandt sine medarbejdere. Hun lægger heller ikke skjul på, at det har været og stadig kan være svært for hende at tænke på, at der muligvis er medarbejdere, der ikke bryder sig om hende og den måde, hun gør tingene på. Men med årene er det blevet nemmere for hende at være i.
– Det ville da være rart altid at være den populære leder. Jeg har selv haft ledere, som jeg synes har været rigtigt dårlige til at forvalte deres ansvar og magt på en ydmyg og respektfuld måde. Så da jeg blev leder, havde jeg nogle helt klare idéer om, hvordan jeg ville være. Men så dumper man ned i en dagligdag med alle de udfordringer, der nu er på en arbejdsplads, og så vil der altid være nogle, der ikke synes, man forvalter sit ansvar, som de mener, man burde. Og det har der selvfølgelig også været for mig. I starten fik det mig til at tænke, at jeg var en dårlig person og en dårlig leder. Men det er noget, jeg har arbejdet meget med – at adskille min professionelle rolle fra mig som menneske privat, siger hun.
Louise Schwartz er i gang med at tage en master i offentlig ledelse og læser meget ledelseslitteratur. Det er vigtigt for hende at udvikle sig, og siden hun fik sit første lederjob, har supervision været et af de redskaber, Louise Schwartz har brugt til at udvikle sig som leder og til at – som hun selv siger – ”kalibrere sig selv”.
– Jeg er styret af to bærende værdier; ordentlighed i det vi gør og siger, samt gennemsigtighed. Begge værdier fylder i mine beslutninger og vurderinger, og jeg er meget bevidst om det ansvar, jeg er blevet givet, som jeg derfor også skal forvalte med ydmyghed og respekt, siger hun.
Når man begynder at blive lidt for arrogant og det går-nok-agtig, så skal de røde advarselslamper blinke hos en selv, pointerer Louise Schwartz. Hver gang, hun gør noget, hvor hun kan blive usikker på, om det er i orden eller ej, så prøver hun at bringe det ind i fora, hvor hun kan få nogle andres øjne på det.
– Det er det, der styrer mig, og det er ikke fordi, jeg er mere hellig end andre, for bagsiden er, at jeg også næsten kan komme til at lyde arrogant ved at sige, at jeg er ydmyg. Men jeg er nok i bund og grund drevet af en grundlæggende frygt for, at der er nogen, der hænger mig ud på forsiden og siger: Prøv lige at se, hvad hun har gjort. Det ville føles virkelig skamfuldt, siger hun.
Frygten for at lave graverende fejl har siddet dybt i Louise Schwartz, siden hun som helt ung psykolog mistede en patient til selvmord. Det var i psykiatrien, hvor hun havde fået sit første job. Den unge patients familie valgte at klage over hende, og hun måtte igennem en lang proces i Patientklagenævnet. Hun endte med at blive pure frikendt for alle anklager og havde med andre ord handlet præcist, som hun skulle ud fra alle faglige standarder. Men det var et barskt forløb for en ung psykolog, og efter den ulykkelige hændelse tog hun en beslutning, som er blevet definerende for den måde, hun sidenhen har valgt at tilgå sit arbejde.
– Jeg var utrolig bange og selvkritisk undervejs, og jeg kørte hele patientforløbet igennem i mit hoved utallige gange i forsøget på at finde ud af, hvor jeg måske kunne have svigtet og gjort noget galt. Det endte heldigvis med, at jeg havde gjort alt det rigtige, og at der ikke var noget at komme efter. Det var meget ubehageligt, og jeg kunne godt have reageret med at blive mere påpasselig. Men i stedet blev oplevelsen en rettesnor for de værdier, der gennemsyrede mine handlinger i klinikken og senere hen i min ledelsesgerning – at der altid skal være gennemsigtighed i det, jeg gør, og at det altid skal kunne tåle at blive set efter i sømmene. Dermed ikke sagt, at jeg anser mig selv som ufejlbarlig. Mennesker begår fejl, og så må vi lære af dem, siger hun.
Det er ingen hemmelighed, at Louise Schwartz træder ind i en børne- og ungepsykiatri, der er presset som aldrig før. Hvordan orker hun det, når hun kunne vælge så meget andet?
– Jeg har selv tænkt meget på, hvorfor jeg overhovedet vil være leder, når der er så mange problemer og udfordringer. Men jeg er fagligt ambitiøs, og jeg vil gerne have, at vi giver patienterne det allerbedste tilbud. Tidligere har jeg bare tænkt, fordi jeg ikke havde ansvar for budgettet og ressourcer, at det og det er det bedste, og så er det dét, vi skal. Og så er jeg gået efter at raffinere det, så det blev det bedste. Og det driver mig. Hvilken hjælp ville jeg gerne selv møde, hvis jeg havde et barn, der var sygt. Magten derimod har jeg aldrig som sådan været interesseret i. Men hvis man vil ændre noget, må man også tage ansvar og forsøge at lade være med at være bange for det, siger hun.
Louise Schwartz tror på, at hun kan være med til at ændre noget i børne- og ungepsykiatrien – ellers havde hun ikke taget jobbet, siger hun. Hun peger bl.a. på, at det tværsektorelle samarbejde skal styrkes i meget højere grad, og så kommer vi ikke uden om, at der mangler ressourcer, siger hun.
– Der er inden for det børne-ungdomspsykiatriske speciale en grundtradition for, at vi aldrig bare tænker barnet isoleret af den kontekst, det indgår i. Men vi skal blive meget bedre til at definere, hvilke børn der har brug for at komme ind i psykiatrien. Når jeg hører fra vores akutfunktioner, hvilke problemer børn og unge kommer ind med, så er det i vid udstrækning psykosociale problemer og ikke psykiatriske. Det er børn, der er præget af ensomhed, relationelle udfordringer, dårlig skolegang og problemer på hjemmefronten. Ting, der skulle varetages andre steder, og hvor der burde være nogle helt faste strukturer, der kunne hjælpe. Men det er der ikke i dag, siger hun og tilføjer:
– Vi skal være bedre til at differentiere, så vi ikke får så mange ind, men kun dem, der reelt har behov. Men det kræver, at der sker forbedringer i primærsektoren og ikke kun i psykiatrien. Vi skal blive bedre til at samarbejde på tværs med de forebyggende indsatser, screene bredere og sikre tilstrækkelige tilbud i primærsektoren, så de børn, der reelt har brug for psykiatrisk udredning og behandling, også får adgang til det, siger Louise Schwartz.
Hun pointerer, at hun også ser den nye 10-års plan som et historisk vigtigt bidrag i indsatsen for bedre mental sundhed i Danmark og ikke mindst med fokus på børn og unges trivsel. Den understreger behovet for at prioritere psykiatrien og give den et gevaldigt ressourcemæssigt løft.
– Jeg hæfter mig især ved fokus på bedre sammenhæng og koordinering i tilbud på tværs af specialer og faggrupper og ikke mindst kravet om at højne standarden i vores udredning og behandling til de mest syge patienter. Det er en plan, som giver håb om, at vi kan få nogle bedre forudsætninger for at hjælpe dem, der har brug for det. Og den debat, der har kørt det seneste halve år med fokus på realisering af 10-års planen, giver håb og energi til det videre arbejde, siger hun.
Louise Schwartz understreger, at hun tror fuldt og fast på, at forholdene for børn og unge i psykiatrien kan bedres og vil blive det. Og det gør hun ikke kun, fordi der strukturelt og politisk bliver gjort noget. Hun tror også på det, fordi hun hver dag er vidne til en faglighed og dedikation fra medarbejdere, som bliver ved at imponere hende.
– Når jeg ser ud over de folk, der er ansat her, så bliver jeg simpelthen så duperet over, hvor fagligt dygtige de er. Mange af dem når jeg rent fagligt ikke til sokkeholderne. Og det har jeg egentlig altid syntes var enormt fedt – at omgive mig med mennesker, som er dygtigere end mig. For så er der en bedre mulighed for at lykkes. Jeg ser min fornemste opgave i at være den, der sætter en retning og går ud og skaber en fortælling med medarbejderne – fortæller, hvorfor der er mening i galskaben. Jeg skal sørge for, at de får ejerskab og indflydelse på opgaverne. Og så bliver det alt andet lige også noget, hvor der er noget personligt i det for mig. Og så lægger man hjerteblod i det. Og når man lægger hjerteblod i noget, så gør man det godt, siger Louise Schwartz.
