Demarchi et al. The brain oxytocin and corticotropin-releasing factor systems in grieving mothers: What we know and what we need to learn. Peptides, Elsevier, 2021, 143, pp.170593. doi: 10.1016/j.peptides.2021.170593.
Vi ved allerede fra flere tidligere forskningsprojekter, at mødre, der mister et barn, har langvarige og svære sorgreaktioner. Reaktionerne er blevet forklaret med det følelsesmæssige bånd, der er mellem mor og barn. Denne tyske forskergruppe satte sig for at lave en narrativ oversigt (review) over litteraturen omkring den neurobiologiske impact af at miste et spædbarn med fokus på bl.a. oxytocin. Forskerne påpeger, at det at blive mor ikke blot er en social proces, men også i høj grad en hormonel og neurobiologisk proces. Allerede under graviditeten ses neurologiske og neuroendokrine forandringer i moderen, som er med til at påvirke båndet mellem mor og barn. Her spiller oxytocin en væsentlig rolle i social og følelsesmæssig adfærd. Det er ligeledes påvist, at oxytocin spiller en rolle i stressresponsen i forbindelse med usædvanlige hændelser. I dyreforsøg kan man påvise, at jo mere moderen er sammen med sin unge, jo flere oxytocinreceptorer udvikles, som igen ser ud til at øge moderinstinktet.
Lidt forsimplet fremstillet påpeger forskerne, at jo mere oxytocin, jo mere tilknytningsadfærd fra moderen til ungen. Til gengæld ser det også ud til, at oxytocin er væsentligt påvirket, når man mister et spædbarn. Der er ovenikøbet flere studier, der peger på, at oxytocin spiller en rolle i langvarig sorg og diagnosen prolonged grief disorder, hvor man har vist, at oxytocinreceptorerne og oxytocinproduktionen er påvirket. En lignende påvirkning ses ikke i studier af depression, og det er derfor sandsynligt, at oxytocin specifikt spiller en rolle i tilknytningen eller tabet af tilknytningen.
Forskerne foreslår, at flere studier om hormonelle og neuroendokrine forandringer hos sørgende mødre muligvis kan hjælpe os med at finde bedre lindring til de langvarige og svære sorgreaktioner, som mødre udviser, når de mister et barn. Der er endnu ikke udviklet en medicinsk løsning på prolonged grief disorder, og denne type forskning peger muligvis i den retning, men naturligvis også på andre muligheder for at genoprette neurobiologiske ubalancer.
Hyun Seo Lee et al. Oxytocin receptor genes moderate BDNF epigenetic methylation by childhood trauma. Journal of Affective Disorders, 306 (2022): 167–173.
Barndomstraumer kan spille en rolle i udviklingen og sværhedsgraden af PTSD og andre forstyrrelser gennem det, der kaldes epigenetiske forandringer i nervesystemet. Det tyder på, at stress tidligt i livet påvirker stressresponsen i voksenalderen. I dette studie forsøgte man at undersøge, hvordan den tidlige stressrespons påvirker DNA og RNA-molekyler og proteiner, som har en betydning for aktiveringen af vores genmateriale (også kaldet methyleringen af molekylerne). Selvom dette er en smule kompliceret, så kan det være vigtigt for forståelsen af forebyggelsen af udviklingen af PTSD.
I projektet blev to genvarianter undersøgt: Genet BDNF (Brain Derived Neurotrophic Factor) er et meget vigtigt protein, der sandsynligvis spiller en stor rolle i udviklingen af PTSD, fordi det påvirker stressresponsen i nervesystemet via hypothalamus-pituitary-adrenalin-aksen (HPA), som iværksættes af amygdala. Det andet gen var OXTR, som er relateret til oxytocinreceptorerne i nervesystemet, og som spiller en rolle i social adfærd, relationelle og emotionelle interaktioner.
Tidligere studier tyder på en sammenhæng mellem BDNF og OXTR, som påvirker stressresponsen i krævende situationer, og den sociale og emotionelle adfærd personen udviser. I dette koreanske studie ønskede forskerne at undersøge sammenhængen mellem barndomstraumer og BDNF-genets påvirkning på oxytocinreceptorerne i nervesystemet. Der deltog 180 voksne personer i studiet, hvoraf halvdelen havde fået konstateret PTSD.
Barndomstraumer blev målt via et valideret spørgeskema, og forskerne tog blodprøver for at undersøge deltagernes DNA (BDNF og OXTR). Forskerne fandt, at methyleringen af BDNF var påvirket hos personer med selvrapporterede barndomstraumer, men sammenhængen var ikke entydig, da der var store forskelle i traumerne, og det var især personer med svære barndomstraumer, der så ud til at have en påvirkning i BDNF. Til gengæld tydede resultaterne på, at OXTR var påvirket af traumerne, og oxytocinreceptorerne så ud til at spille en medierende rolle i stressresponsen. Forskerne konkluderer, at oxytocinreceptorerne potentielt spiller en stor rolle i personens respons på stress. Den kan således fungere som biomarkør til at udpege personer i risiko for at udvikle PTSD, og spørgsmålet er, om det også kan benyttes til at afhjælpe stressresponsen.
André Schultz et al. Scientific Reports | (2022) 12:5746 | https://doi.org/10.1038/s41598-022-09463-8. A pilot study of disease related education and psychotherapeutic support for unresolved grief in parents of children with CF.
Denne australske forskergruppe peger på den sorg, forældre har, når deres barn bliver diagnosticeret med en kronisk sygdom, som en væsentlig kilde til stress og mistrivsel. Denne type sorg er målt flere gange i studier, og hvis forældrene ikke støttes til at håndtere denne sorg, kan det resultere i mistrivsel i familien, påvirke relationen til barnet og give væsentligt nedsat livskvalitet til forældrene. Der er meget få af denne type studier, da sorg ofte i forskningen bliver defineret som noget, der forekommer ved dødsfald. Forskerne foretog dette studie blandt forældre med et barn med cystisk fibrose. De gennemførte et lodtrækningsforsøg med 47 forældre, deltagerne var især kvinder, og gennemsnitsalderen var 37,5 år.
I den indledningsvise assessment blev der konstateret en kompliceret form for sorg (unresolved grief) hos halvdelen af forældrene, som bøvlede meget med at håndtere alle de sorgsymptomer, de oplevede i forbindelse med deres barns cystiske fibrose. Disse forældre oplevede også højere niveauer af angst, depression og stress. I lodtrækningsforsøget forsøgte man at give fem sessioner ’indsigtsgivende terapi’ mod den vanlige sygdomsrelaterede psykoedukation, som tilbydes disse forældre. Den indsigtsgivende terapi blev forestået af en psykolog og sigtede mod at lade forældrene tale om deres sorg, tilbyde støtte til at forstå og arbejde med accepten af barnets diagnose, samt arbejde med copingsstrategier og relationer. Psykoedukationen derimod blev forestået af andre faggrupper som fysioterapeuter og diætister m.fl. for at give mest mulig information om cystisk fibrose og hverdagen med sygdommen. Forskernes hypotese var, at den indsigtsgivende terapi ville hjælpe forældrene med at håndtere sorgen og dermed nedsætte angst og stress.
Det viste sig dog, at både den indsigtsgivende terapi og de psykoedukerende sessioner hjalp forældrene, og de fik det væsentligt bedre i begge interventioner, men kun i den indsigtsgivende terapi afhjalp sessionerne også i betydelig grad angst-, depression- og stresssymptomer. Forskerne peger på, at udgiften ved denne forholdsvis korte intervention er begrænset i forhold til den relative effekt. Lignende tiltag kan være relevante i familier med børn, der får konstateret Downs syndrom, autisme, epilepsi, spastisk lammelse og andre handicap.
Libby Sallnow et al. Report of the Lancet Commission on the Value of Death: bringing death back into life
Lancet 2022; 399: 837–84 Published Online January 31, 2022 https://doi.org/10.1016/ S0140-6736 (21)02314-X
Et af verdens førende medicinske tidsskrifter The Lancet samler regelmæssigt en gruppe eksperter for at belyse et område og udgive en opdateret artikel som en slags ’state of the art’-artikel. I denne artikel kiggede ekspertgruppen på værdien af at have dødsbevidsthed i samfundet.
I artiklen problematiseres vores forhold til døden for at være paradoksal og mangelfuld. Når vi ikke forholder os til døden, betyder det, at mange ikke modtager den smertebehandling og lindrende (palliative) behandling, der er behov for op mod døden. Især i lavindkomstlande er der manglende viden og ressourcer til at hjælpe døende, men også i velstående lande er dette et problem. Samtidig er det modsatte er også tilfældet, nemlig at vi overbehandler mange døende og giver udsigtsløse kemokure, lange indlæggelser og behandlinger, selv når døden er uundgåelig. Døden er hevet væk fra familiens omsorg og placeret på sygehusene. I et sundhedssystem i højindkomstlande bruges op mod 10 pct. eller mere af det årlige sundhedsbudget på den ene procent, som dør det år. Dette har været sat på spidsen under covid-19 pandemien, hvor de døende har gennemlevet den ultimative medikaliserede død uden kontakt til deres nærmeste, uden god lindring, og uden samtaler om deres sidste levetid.
Ekspertgruppen peger på, at det er vores ambivalente forhold til døden, der er problemet. Vi forsømmer at få talt om døden, lave aftaler om den sidste levetid og tale om den sorg og smerte, som den døende og familien har. Det er gået tabt for os, hvilken værdi døden har. Døden giver mulighed for udskiftning og ændring, sætter livet i relief og minder os om værdier, og døden viser os livets skrøbelighed og lighed. Døden er livets mest demokratiske koncept, for vi skal alle dø. Alligevel så undgår vi at tale om det og se det i øjnene. Ekspertgruppen peger på, at den lindrende (palliative) indsats nu har forsøgt sit indtog i verdens sundhedssystemer over de seneste 20 år. Dette gælder også Danmark. Her arbejdes der specifikt med samtaler om døden, lindrende behandlinger, tværfaglighed og støtte til de sørgende pårørende. Man sikrer støtte til de eksistentielle og sociale aspekter af døden. Alt dette ser dog ikke ud til at hjælpe nok, hvis vi ikke arbejder mere med at forstå dødens betydning for livet.
