Valckx, S. et al., Individual factors influencing COVID-19 vaccine acceptance in between and during pandemic waves (July–December 2020), Vaccine, https://doi.org/10.1016/j.vaccine.2021.10.073
Et år efter covid-19-pandemiens begyndelse er der håb om at afkorte virussens levetid væsentligt via vaccinationsprogrammet. Derfor er manglende viden og tillid til covid-19-vaccinationer en betydningsfuld trussel mod sygdomsbekæmpelsen.
I Belgien foretog en gruppe forskere i 2020 (inden vaccinerne var klar) en national undersøgelse af faktorer, der påvirker villigheden til at deltage i covid-19-vaccination.
Undersøgelsen foregik via elektroniske spørgeskemaer, og i alt svarede mere end 230.000 mennesker på skemaet. Her blev de spurgt om, hvorvidt de ville deltage i et vaccinationsprogram, hvis det var gratis, anbefalet af myndigheder, vurderet til at være ufarligt og tilgængeligt i nærheden af deres bopæl.
Deltagerne var især kvinder mellem 51-70 år, højtuddannede og med ’god økonomi’. Af dem svarede 61 pct., at de var villige til at blive vaccineret, 33 pct. svarede måske, mens 6 pct. var meget tøvende eller afvisende.
Generelt var vaccinetilslutningen lavere, jo yngre deltagerne var, jo lavere uddannelsesniveau de havde og jo dårligere deltagerens økonomiske situation og mentale helbred var. Flere kvinder end mænd var forbeholdne over for vaccinen. Der viste sig også en sammenhæng mellem jo mindre beskyttende adfærd (afstand, undgå håndtryk og kram etc) man udviste, des mere tøvende over for vaccinen.
Da undersøgelsen blev foretaget over flere gange i 2020, var det tydeligt, at deltagerne var mere positive over for vaccinen, jo højere smittetallene var på det tidspunkt, de svarede på spørgeskemaet.
Deltagere, der kendte en covid-19-smittet, var også mere positive, og det samme var deltagere med samtidige kroniske sygdomme som hjertesygdom, lungesygdom, diabetes eller kræftsygdom. Blandt den gruppe, der udtrykte højst forbehold mod et vaccinationsprogram, blev der også udtrykt lav tillid til myndigheder og oplevelsen af manglende uvildig information om vacciner, utryghed omkring vacciners sikkerhed, samt tvivl om hvorvidt covid-19-vaccinen var testet tilstrækkeligt inden brug.
Cirka tre pct. af deltagerne udtrykte, at de generelt var imod vaccinationsprogrammer, og mindst otte pct. udtrykte, at de var i tvivl om, hvorvidt covid-19 var alvorligt nok til overhovedet at lade sig vaccinere.
Forskerne konkluderede, at myndigheder vil kunne målrette information om covid-19-vaccinen til de forbeholdne grupper, hvis der skal arbejdes på højere tilslutning. Samtidig er det vigtigt at sikre generel information om kritisk tænkning og tillid til forskningsbaseret viden.
Fukuti P et al. OMVC-19: A Program to protect healthcare workers’ mental health during the COVID-19 Pandemic. What we have learned. CLINICS 2021;76:e2631
Fra tidligere epidemier og erfaringer tidligt I covid-19-pandemien ved man, at sundhedsprofessionelle er i øget risiko for problemer med mentalt helbred under pandemien.
Dette skyldes delvis det øgede pres på medarbejderne pga. travlhed, smittefare og store ændringer i arbejdsdagen.
Målinger har vist, at sundhedsprofessionelle har udvist tegn på udmattelse og psykisk mistrivsel samt øget forekomst af psykiatriske symptomer.
På det største offentlige hospital i Brasilien, Sao Paulos Universitetshospital, hvor der arbejder 21.000 sundhedsprofessionelle, igangsatte man allerede i april 2020 et omfattende program for at sikre de sundhedsprofessionelles mentale helbred under covid-19-pandemien.
I denne artikel afrapporterer forskerne programmets indhold og de første erfaringer hermed.
I forebyggelsesprogrammet indgik fire elementer: 1. screening, 2. hotline og støttende samtaler, 3. psykoedukation samt 4. forskning. Hospitalet sikrede mulighed for elektronisk screening af de sundhedsprofessionelles mentale helbred, så de hurtigt kunne teste deres eget symptomniveau i forhold til belastningsreaktion, angst, depression og søvnforstyrrelser.
Her var der efterfølgende adgang til korte psykoedukative videoer med information om mentalt helbred, hotline til psykologisk hjælp samt adgang til støttende samtaler online. De forebyggende tiltag blev promoveret via e-mail, hospitalets sociale medier samt bannere i vagtstuer mm.
I de første fem måneder af programmet blev programmet benyttet af 395 sundhedsprofessionelle, hvoraf de fleste var sygeplejersker, der passede covid-19-patienter. Op mod 73 pct. kontaktede programmet pga. angstsymptomer, mens 45 pct. udviste depressive symptomer og 41 pct. led af søvnforstyrrelser.
Personalet på hospitalet har vurderet programmet til at have en god forebyggende effekt, og selvom der endnu ikke er opgjort systematiske data i projektet, så vurderer forskerne også, at programmet bliver flittigt brugt og er med til at sikre rettidig hjælp til personalet på hospitalet.
Lenferink et al. Valid measurement of DSM-5 persistent complex bereavement disorder and DSM-5-TR and ICD-11 prolonged grief disorder: The Traumatic Grief Inventory-Self Report Plus (TGI-SR+) Comprehensive Psychiatry 112 (2022) 152281 https://doi.org/10.1016/j.comppsych.2021.152281
En af verdens førende sorgforskergrupper fra Holland har udviklet et nyt assessment-redskab, TGI-SR+ (Traumatic grief Inventory – Self Report), til at vurdere sorgforstyrrelsen prolonged grief disorder.
I takt med at enigheden om den nye diagnose for sorgforstyrrelse øges, øges behovet også for et gældende skema, der kan hjælpe med at vurdere, om der er tale om en dagnosticerbar sorgforstyrrelse.
Såvel WHOs diagnosesystem, ICD-11, som det amerikanske diagnosesystem, DSM-5TR, har nu inkluderet en diagnose for sorgforstyrrelse, og det har skubbet på behovet for at have et gældende assessment-redskab.
Forskergruppen har studeret forskellene mellem WHO-diagnosen og det amerikanske klassifikationssystem og fundet enkelte forskelle i kriterier i de to diagnoser. Alligevel er overlappet mellem diagnoserne stort nok og sammenfaldende nok med de tidligere udgaver af diagnoserne til, at man har kunnet revidere et tidligere assessment-skema, Traumatic Grief Inventory.
Der er i løbet af 2019 og 2020 indsamlet data fra 548 hollændere, der har mistet en nærtstående på forskellig vis, bl.a. til hhv. sygdom, selvmord og traffikulykke, og som efterfølgende har besvaret skemaet. Forskerne har derefter foretaget psykometriske analyser på besvarelserne og sammenholdt det med diagnosekriterierne i de to sorgforstyrrelsesdiagnoser.
Forskerne fandt. at assessment-skemaet havde gode psykometriske værdier og re-test værdier og så ud til at kunne fungere som vurderingsredskab op mod både ICD-11-diagnosen og DSM-5TR-diagnosen.
Forskerne foreslår, at assessment-redskabet nu er klar til oversættelse til forskellige sprog samt validering i forhold til nationale samples af sørgende.
De mener endvidere, at det er vigtigt, at der fremadrettet er enighed om brugen af skemaet for, at der kan indsamles systematiske data om sorgforstyrrelse samt gode nationale datasæt, der kan benyttes i den videre forståelse af sorgforstyrrelser i de enkelte lande.
Schoisswohl et al. Unification of Treatments and Interventions for Tinnitus Patients (UNITI): a study protocol for a multi-center randomized clinical tria. lTrials (2021) 22:875 https://doi.org/10.1186/s13063-021-05835-
Tinnitus defineres som “bevidstheden om en tonal eller sammensat lyd, for hvilken der ikke er en identificerbar tilsvarende ekstern akustisk kilde”.
De fleste mennesker hører tinnitus som en øresusen, kimen, brusen eller mere sammensat lyd. Det estimeres, at op imod 15 pct. af verdens befolkning af voksne lider af fantomlyde i øret i en eller anden grad, mens tinnitus er diagnosticeret i op mod tre pct. af den voksne befolkning.
For mange er tinnitus behæftet med nedsat livskvalitet samt risikoen for udvikling af depression, angst og søvnforstyrrelse.
Desværre er der ingen helbredende behandling og heller ikke nogen helt gode guidelines til behandling, mens der er dog en række interventioner, som benyttes i flæng: farmakologisk behandling, neurostimulation, høreapparater, lydterapi og forskellige psykoterapeutiske metoder (psykoedukation, CBT mv.).
En europæisk gruppe af forskere har derfor sat sig for at undersøge behandlingsregimet for tinnitus nærmere og er i gang med at inkludere 500 patienter i Tyskland, Grækenland, Belgien og Spanien.
Studiet er det største systematiske studie om tinnitus indtil videre. Formålet er en mere personcentreret tilgang til tinnitusbehandlingen for at undersøge, om en mere individualiseret tilgang kan opnå bedre resultater.
Forskerne vil derfor foretage analyser baseret på, hvor meget lydene generer patienterne, samt hvilke lyde patienterne hører mm. for på den måde at forsøge at opnå bedre resultater i tinnitusbehandlingen.
Forskerne afrapporterer indtil videre gode resultater med den individualiserede tilgang og håber i løbet af de nærmeste år at være kommet tættere på en kurativ behandling til tinnitus.
