– En stor del af problematikken om børn og unges skærmbrug handler om forældres usikkerhed og manglende grænsesætning.
Så klart lyder det fra Aida Bikic, der er psykolog, ph.d. samt lektor og forsker på Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet og Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark.
Hun uddyber:
– De fleste forældre vil helst undgå konflikter med deres børn af forskellige grunde. Man har ikke overskud til konflikten; hverdagen er nemmere at håndtere, når barnet er på en skærm. Andre igen er bange for, at relationen til barnet påvirkes negativt, hvis de opstiller regler, som børnene synes er strenge.
Aida Bikic lægger ikke skjul på, at hun er bekymret for danske børns høje skærmforbrug. Det er hun, fordi hun ser stadig mere forskning, der peger i retning af, at det hænger sammen med skadelige effekter, når børn bruger timevis foran skærmen.
Selv er hun sammen med kollegaer ved at afslutte to studier, der på hver deres måde omhandler børns skærmforbrug. I begge studier har hun undersøgt, hvilken rolle forældre spiller i forhold til brugen af skærm hos børn. Det er bl.a. på den baggrund, at hun siger, som hun gør og efterlyser mere ansvarstagen fra forældreside.
– Der er en del ansvarsfralæggelse fra voksnes side. Mange har en forventning om, at børn
selv skal kunne styre deres skærmforbrug. Men det er jo svært selv for voksne. Og børn har ikke samme grad af impulshæmning, som vi har – den er først fuldt udviklet i tidlig voksenalder, siger Aida Bikic.
Et af Aida Bikics studier, der snart forventes publiceret, er et kohortestudie, hvor hun sammen med kollegaer har fulgt 1.500 børn i Odense for at undersøge, om – og hvordan – forbruget af skærm har sammenhæng med psykiatriske symptomer.
Børnenes skærmforbrug fra de var to til fem år gamle er blevet undersøgt og sammenholdt med de eventuelle psykiatriske symptomer, børnene måtte have som både to- og femårige. Derudover er forældrene blevet spurgt ind til deres holdninger til grænsesætning i deres forældreskab, og man har undersøgt, om de har været ramt af efterfødselsdepressioner eller anden psykisk sygdom.
– De fleste små børn i undersøgelsen overskrider den anbefalede skærmtid for den aldersgruppe og formentlig mere, da forældre som regel underrapporterer i den slags undersøgelser. I undersøgelsen har vi kigget bredt på risikoen for psykiatriske symptomer. Men vi kan ikke fastslå en årsagsforklaring, da det ikke er muligt i korrelationsstudier. Vi kan dog se, at forældrene er en vigtig medspiller, siger Aida Bikic.
Der er behov for yderligere forskning på området, men hun hilser det velkomment, at Sundhedsstyrelsen for nylig er kommet med nye anbefalinger, hvor det bl.a. fremgår, at børn under to år kun i meget begrænset omfang skal se skærm – og altid sammen med en voksen.
– Jeg mener, at vi, indtil vi ved mere, er nødt til at sige, at børn under to år ikke bør se skærm. De tager jo ikke skade af ikke at se skærm. Fra ældre forskning om børn og tv ved vi, at de helt små for det meste ikke får noget ud af fjernsyn. Forskning viser, at selv baby-tv har negativ effekt på børnene i form af dårligere kommunikationsevner, og nyere forskning bekræfter, at det samme gælder i forhold til skærmbrug, siger hun og fortsætter:
– Jeg vil fx også selv synes, at det er positivt, hvis der kommer anbefalinger om, at ammende mødre ikke bør sidde med telefon, mens de ammer, fordi det påvirker kontakten til barnet, siger hun.
Det andet studie, som Aida Bikic også forventer publiceret inden for det næste halve år, handler om, hvordan forældre til børn med ADHD kan hjælpes til bl.a. at begrænse børnenes skærmtid. De fleste børn med ADHD har svært ved at koncentrere sig om mange ting, men med skærm forholder det sig anderledes, fordi de her oplever kontinuerligt at få udløst den dopamin, de har brug for. Derfor kan skærmen komme til at fylde alt for meget i disse børns liv.
I forskningsprojektet har der været involveret 140 familier med børn, der har ADHD.
– Forældrene er usikre på, hvor de skal sætte en grænse. De ved, at der er potentiale til konflikt i grænsesætning. I vores forsøg gik mange af forældrene i de familier, hvor børnene havde meget skærmtid, ind og tog konflikten med barnet. Ofte stod konflikten på nogle dage, hvorefter barnet accepterede de nye regler, og man kunne efterfølgende se, at de fik det bedre, siger Aida Bikic.
Selvom forskningsprojektet er møntet på familier med børn med ADHD, er problemstillingen med grænsesætning stort set den samme i familier med børn uden ADHD-diagnose, påpeger Aida Bikic.
Når børn kommer hjem fra skole og sætter sig ved skærmen, er det således en illusion at tro, at de slapper af ved at sidde med iPad eller telefon og se på fx TikTok. Det får hjernen ikke ro af. Tværtimod overstimuleres den af alle de hurtige skift.
– Det, som børn i virkeligheden har brug for, når de kommer hjem fra skole, er ikke optankning af skærm; de har brug for ro og emotionel optankning fra forældrene. Har man ladet dem sidde med skærmen på Youtube eller TikTok, og forældrene pludselig stiller et krav om, at nu skal de noget andet, så får de ofte en konflikt og nogle børn en nedsmeltning, for deres hjerne har jo ikke fået ro efter en lang dag i skole eller institution, og de er emotionelt drænede, siger Aida Bikic.
Hun understreger, at skal børnene endelig sidde ved en skærm for afslapnings skyld, er det bedre at lade dem se en rolig tegnefilm.
Aida Bikic fortæller, at resultaterne af studiet er interessante. Hun kan ikke gå i detaljer, men vil gerne sige, at forældrene også i dette studie spiller en væsentlig rolle.
– Skærmtid er bare en del af det at være forældre i dag. Hvad er okay, og hvad er ikke okay? Og så alle de urealistiske samfundsnormer om, at man skal være overskudsfamilie hele tiden. Men det er jo helt normalt at have konflikter, og børn skal lære at have konflikter og opleve, hvordan man håndterer dem. Her er familien en arena, hvor de lærer. Og hvis man lærer, at man helst skal undgå konflikter, eller konflikterne bliver meget eksplosive, så er det også det, de selv tager med videre, siger hun.
Aida Bikic oplever mange danske forældre som værende mere bløde og mindre grænsesættende end forældre i mange andre lande, hvor opdragelsen ofte er mere hård og autoritær. Ingen af delene er godt for børnene.
Hun mener selv, at det bl.a. kunne skyldes afsmitning fra den nu afdøde familieterapeut og forfatter Jesper Juul, der skrev den kendte bog ”Dit kompetente barn”. Den har på mange måder påvirket den danske børneopdragelse positivt, siger hun, men har også gjort det svært for mange forældre at finde sig til rette i relationen med deres børn – en relation, som ifølge hende bør være asymmetrisk.
– Børn er lige så meget værd som deres forældre. Men de har ikke altid lige så meget at skulle have sagt. Det er med andre ord de voksne, der skal tage ansvar for at bestemme og grænsesætte. Det er det, der får børn til at føle sig trygge. Børn af forældre, der generelt er usikre og bange for at sætte grænser, kan få en udadreagerende adfærd. I ekstreme tilfælde ser vi børn, der slår deres forældre, fordi forældrene fremstår utydelige. Eller vi ser børn, som er ængstelige. Børnene venter på, at forældrene tager føringen. Og her danner skærmbrug bare et stort konfliktpotentiale, siger Aida Bikic.
Grundlæggende gør alle forældre det bedste, de kan, understreger Aida Bikic. Men samtidig har langt de fleste forældre også, pointerer hun, noget uhensigtsmæssigt med sig i bagagen fra deres egen opvækst, som udspiller sig i deres forældreskab. Det er de uhensigtsmæssigheder, man som voksen skal blive bevidst om og eventuelt arbejde med.
Noget af det, forældre i dag skal blive bedre til, er at turde træffe individuelle valg, når det handler om børneopdragelse. Det nytter ikke altid bare at gøre, som naboen gør.
– Børn er forskellige. Hvis et barn er meget konfliktsøgende og ugideligt efter skærmtid, så
kan det være et udtryk for, at barnet hurtigt bliver overstimuleret og næsten ingen skærmtid bør have. Samtidig kan der være børn, der fungerer fint med tre timers skærm om dagen, uden at det går ud over deres øvrige adfærd, siger hun.
Fordi det digitale samfund, hvor mobiltelefoner og iPads er allemandseje, endnu har så relativt få år på bagen, er der stadig sorte huller, når det kommer til eksakt viden om konsekvenserne af højt skærmforbrug. Men der kommer hele tiden ny forskning, og ifølge Aida Bikic er der grund til bekymring på flere parametre.
– Noget af det, vi ved, er, at jo længere tid man bruger foran skærmen, desto stærkere korrelation er der med negative udfald såsom højere forekomst af bl.a. depression, angst og mistrivsel. Hvad vi ikke kan se er, om man får det dårligt på grund af det høje skærmforbrug, eller om man har tendens til højere skærmforbrug, hvis man mistrives, siger hun og fortsætter:
– Netop på det område bliver det svært at finde en årsagssammenhæng. Det vil nærmest kræve, at man har en gruppe børn og unge, som man følger over tid, der aldrig har brugt skærm, som kan sammenlignes med nogle, der bruger skærm i forskellige doser, siger hun.
Et andet sted, hvor forskning også tyder på, at et højt skærmforbrug kan have uheldige konsekvenser, er på det kognitive felt. Der er efterhånden flere studier, der indikerer, at børn, der siden ét til to-årsalderen har set meget skærm, senere udviser forsinkelser i sproglig udvikling, sociale færdigheder og scorer lavere på kognitive tests end børn, der har set mindre skærm.
– Noget af det, vi ved, er, at skærmtid hos de små påvirker søvn, søvnkvalitet og overvægt.
Efterhånden ved man også, at jo mere skærmtid, helt små børn har, jo mere påvirkes deres kommunikationsevne negativt, men også andre udviklingsområder. Hvis en etårig ikke får bevæget sig nok rundt, opnår det barn heller ikke de færdigheder, det burde i den alder, siger hun.
Det, som forskerne endnu ikke kan svare på, er, hvordan et højt skærmforbrug påvirker børns hjerner. Mange af de digitale spil og sociale medier, som børn og unge spiller og benytter i dag, er helt bevidst fra producenternes side bygget op på en måde, så de skaber en form for afhængighed. Der udløses hyppige små belønninger systematisk, men tiltagende også på helt vilkårlige tidspunkter.
Sidstnævnte er noget, som udløser den stærkeste kemiske reaktion hos mennesker. Princippet er bl.a. kendt fra ludomani. Når belønninger har så stærk en tiltrækningskraft, skyldes det, at de udløser det velværeskabende signalstof i hjernens belønningssystem dopamin.
Selvsamme princip gælder, når man har mulighed for at sidde og scrolle igennem adskillige små videoer på medier som TikTok og Youtube, indtil man finder noget, der er tilstrækkeligt sjovt og spændende, fortæller Aida Bikic.
Lige nu er der stadig mange tomme huller, som hun håber, at fremtidens forskning på området kan hjælpe med at fylde ud. Selv har hun særligt mange spørgsmål om børns skærmforbrug og de kognitive og emotionelle følger deraf.
– Er det mon sådan, at børn, der har set meget skærm som små og derigennem er vænnet til at få hurtige belønninger, får en dårligere impulskontrol? Hvad gør det ved deres evne til at regulere emotioner? Kan det være, at de bliver dårligere til at udholde ubehag, fordi de er vant til hurtigt at kunne få udløst noget positivt? Kommer de til at være mere ukoncentrerede og let afledelige? Noget kan tyde på det, siger Aida Bikic.
Psykolog, ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet og uddannet fra Aarhus Universitet.
Har skrevet ph.d. om, hvordan computerspil specielt rettet mod børn med ADHD kan gøre dem bedre til at planlægge.
Forsker ved SDU og i Børne- og Ungdomspsykiatrien Sydjylland med fokus på ikke-medicinsk behandling af ADHD hos børn samt betydningen af børns forbrug af skærm.
