Psykolog: Vi skal tage del i debatten om dødshjælp

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Statsminister Mette Frederiksen afrundede sin tale på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2023 med at tilkendegive, at hun går ind for, at der indføres aktiv dødshjælp i Danmark:

– Jeg er opmærksom på, at Det Etiske Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes.

Efterfølgende har regeringen nedsat et udvalg med præsten Kathrine Lilleør som formand. Udvalget skal udarbejde et oplæg om ”en værdig død” og komme med anvisninger i forhold til både en ”naturlig død” og en ”assisteret afslutning” på livet.

Udvalgets rapport skal ligge klar i efteråret 2024, hvorefter vi finder ud af, om regeringen på baggrund af rapporten vil fremsætte et lovforslag om aktiv dødshjælp, som Folketinget skal tage stilling til.

En række organisationer som Det Etiske Råd, Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Muskelsvindfonden og UlykkesPatientForeningen har allerede meldt ud, at de er imod, at der indføres dødshjælp. Læger og sygeplejersker henviser til deres faglige løfte om at redde og ikke tage liv og henviser til, at sundhedsloven giver de nødvendige muligheder for at lindre den døendes lidelser.

For handicaporganisationerne handler det i høj grad om ”retten til at være til besvær” og en understregning af, at et liv ikke kan ses som uværdigt, uanset hvor afhængig man er af andres hjælp. De kigger med bekymring mod Canada, hvor handicappede i dag er i målgruppen for aktiv dødshjælp, hvis deres handicap kan betegnes som uudholdeligt, fx på grund af mangel på sundhedspleje.

Mens læger og sygeplejersker har været klare i deres udmeldinger, har psykologers stemmer været fraværende. Professor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann, som sidder i Det Etiske Råd, har tilkendegivet, at han er imod dødshjælp: ”Staten skal ikke slå borgere ihjel, selvom de ønsker det”, og selv har jeg været ude med to kronikker om emnet. Men jeg har ikke kunnet finde andre psykologer, som har markeret sig for eller imod dødshjælp i den aktuelle mediedebat.

Det er blevet et politisk argument i sig selv for at indføre dødshjælp, at meningsmålinger viser, at et flertal af danskere går ind for det. Men gør vi nu også det? Problemet med meningsmålinger om dødshjælp er, at det er uklart, hvad de adspurgte forbinder med dødshjælp og hvilke målgrupper, de tænker på. Mener de, at dødshjælp skal være en rettighed, som alle borgere skal have adgang til? Eller mener de, at der skal være adgang for nogle særligt udvalgte grupper? Og i givet fald: hvilke grupper?

Som meningsmålinger er skruet sammen, ligger det også i sagens natur, at dem, som bliver spurgt, langt overvejende er raske mennesker, som kigger i ind i deres egen og pårørendes fremtid og måske fyldes med frygt for hjælpeløshed og tab af værdighed.

Det er i hvert fald tankevækkende, at de fagpersoner – læger, sygeplejersker og præster – der dagligt omgås de grupper, der må antages at kunne komme i målgruppen, tilkendegiver, at de ikke i deres daglige virke møder ønsket om dødshjælp. Selv har jeg heller aldrig mødt dette ønske i min praksis.

Vi er så heldige i Danmark, at vi først tager debatten nu, hvor vi har mulighed for at inddrage erfaringer fra andre lande. Det er nærliggende at kigge mod Holland, der i 2002 som det første land indførte dødshjælp, og som på mange områder ligner Danmark.

I den danske debat er et af de vigtigste argumenter for at indføre dødshjælp menneskets autonomi, altså retten til selv at kunne bestemme hvornår og hvordan man ønsker at dø. Men i alle de lande, hvor der i dag er adgang til dødshjælp, er det ikke patienten, men lægens medicinske og subjektive vurdering af patientens lidelser, der bestemmer, om vedkommende kan få dødshjælp. Lidt under halvdelen af dem, der i 2015 anmodede om dødshjælp, fik afslag på deres ønske.

Trods indskrænkning i den enkeltes selvbestemmelse, har dødshjælp i Holland været en succes målt på antallet af indbyggere, der får dødshjælp. I dag dør omkring seks procent af hollænderne ved dødshjælp. Der er store regionale forskelle. I nogle byområder sker 14 procent af alle dødsfald ved dødshjælp, mens det i nogle landdistrikter er tæt på nul.

Forskernes hypotese er, at de regionale forskelle handler om, at de praktiserende læger i nogle områder er mere tilbøjelige til at tilbyde aktiv dødshjælp, og at patienter vil være tilbøjelige til at sige ”ja”, når lægen tilbyder muligheden. Det er i høj grad den bedrestillede del af befolkningen med et højt uddannelsesniveau og en oplevet god helbredstilstand, der får dødshjælp. Tallene viser også, at forekomsten af dødshjælp falder, hvis den regionale palliative behandling fungerer.

Siden indførelsen i 2002 er målgruppen løbende blevet udvidet, og i dag kan fysisk og psykisk syge, herunder personer med kognitive funktionsnedsættelser og autisme, ved håbløs og ubærlig lidelse få dødshjælp. Den sidste aldersgrænse blev fjernet i 2023.

Da psykiske lidelse og demens blev en del af målgruppen for dødshjælp i 2007, gav det en forventning om, at antallet af selvmord ville reduceres. Men tværtimod er selvmordsprocenten steget med 28 procent fra 2007 til 2021.

Det forklares med, at der i Holland er sket en ”normalisering” af retten til selv at vælge, hvornår og hvordan man vil dø. Det er blevet en del af ”tidsånden”, hvor døden i stigende grad ses som en seriøs løsning på plejeafhængighed, ensomhed, aldring og tab af mening og håb. Hollandske aktivister og læger, der arbejder på private dødshjælpsklinikker, kæmper i dag for, at dødshjælp, i lighed med retten til at begå selvmord, skal være en menneskeret, altså den ultimative autonomi.

I Holland er det ikke overvejende medicinske forhold, der får folk til at ønske dødshjælp, men sociale og psykosociale forhold som tab af værdighed, manglende håb og ikke mindst et ønske om ikke at ville ligge til last.

I DR’s meget omtalte udsendelse om smeden Preben Nielsen, som rejste til Belgien for få dødshjælp, giver han netop udtryk for dette, da han på et tidspunkt siger, at han mest søger dødshjælp ”for Brits (hans hustru) skyld”.

Det er derfor, at vi som psykologer har en afgørende faglig placering i den forestående debat om indførelse af dødshjælp.

Vi arbejder ud fra den forståelse, at vores klienters holdninger og beslutninger formes i samspil med de nære relationer, de sociale omgivelser og ikke mindst af ”tidsånden” og ved derfor, at en beslutning om dødshjælp aldrig kan træffes uafhængigt af disse faktorer. Vi er forpligtet til at argumentere forskningsbaseret, og vi skal være med til at løfte debatten væk fra enkeltsager som DR’s udsendelse om Preben.

Vi arbejder hver dag med at hjælpe vores klienter og deres pårørende med at finde håb og muligheder i det, der kan forekomme uoverskueligt. Vi støtter klienterne i at finde ”livsmod” og en tro på, at de kan være i det liv, som er deres. Ingen ved bedre end vi, hvordan professionelle samtaler om disse temaer kan forandre et menneskes og de pårørendes livssyn.

Det Etiske Råd spørger:

– Er det patienters lidelser, der tvinger samfundet til at tage stilling til dødshjælp, eller er det samfundets stillingtagen til dødshjælp, der vil tvinge patienter til at tage stilling til deres situation?

Når lovforslaget fremlægges, vil det fremgå hvilke målgrupper, der politisk er udpeget til at have et liv, hvor døden kan være at foretrække. Psykologer er en af de faggrupper, som er tættest på psykisk og fysisk lidende mennesker. Dem, som måske kommer i en af de målgrupper, som udpeges til at kunne få dødshjælp. Vi skal derfor være med til at konkretisere debatten og anskueliggøre, hvad det betyder for mennesker at blive placeret i en af målgrupperne for aktiv dødshjælp, og hvordan det vil påvirke omverdens syn på dem. Ligeledes skal vi konkretisere, hvad aktiv dødshjælp betyder for de efterladte.

Vi må også spørge os selv, hvordan muligheden for dødshjælp vil påvirke samarbejdsrelationen mellem klient og psykolog. Vil klienten sidde og tænke på, om psykologen mener, at dødshjælp kunne være den rigtige løsning for hende eller ham? Skal vi bringe det ind i samtalerne med den lidende klient? Skal vi på vores hjemmeside skrive, om vi er for eller imod dødshjælp i lighed med, at vi skriver om vores efteruddannelser og praksiserfaringer?

Vi må, som psykologer, tage stilling til vores velfærdssamfunds vel mest omfattende etiske beslutning. Det er for mig en vigtig forudsætning for, at ”tilliden til den psykologfaglige professionsudøvelse opretholdes”, som det fremgår af vores etiske principper.