Når alvorlig eller livstruende sygdom rammer, er psykologbehandling en del af kerneopgaven i sundhedsvæsenet. Psykologbehandling til familier i alvorlig krise skal ikke spares væk!
Derfor var det mere end kritisk, da Region Hovedstaden i september i forbindelse med budgetforliget besluttede at lukke tilbuddet om psykologhjælp til familier med alvorligt eller terminalt syge børn på Rigshospitalets Juliane Marie Centret. Fremover skulle familierne finde hjælp andre steder.
Det var en problematisk beslutning, fordi den ville efterlade familier, der i forvejen stod i deres livs krise, uden specialiseret hjælp. Men også fordi det stod tydeligt, at man ikke havde forstået den faglighed, der ligger bag ved at give specialiseret hjælp til familier med alvorligt syge børn.
Region Hovedstaden var heldigvis i nogen grad lydhør og besluttede efter massivt pres fra Dansk Psykolog Forening, familier i medierne og underskriftsindsamlinger, at psykologhjælpen alligevel skulle overleve delvist. Det vender jeg tilbage til, for jeg synes, det er værd at dvæle lidt ved opbakningen til psykologerne og de familier, der stillede sig frem og fortalte, at den integrerede og specialiserede psykologhjælp havde været en uvurderlig del af behandlingen.
Som en mor til et kræftsygt barn sagde til Politiken:
Psykologerne på Riget, der nu skal fyres, arbejder jo med familier som min. Hver dag. De kender indgående forløbet. De er med til at tænde håb. Og de fik mig til at lægge selvmedlidenheden på hylden og finde styrken i mig selv. De siger ikke: ’Gud, hvor er det forfærdeligt for jer’. Det er det sgu, men de har hørt alt før.
Til samme avis lød det fra forældre, der fik hjælp af psykologteamet på Rigshospitalet til at håndtere svære dilemmaer:
Hvordan giver jeg mit kvalmeramte barn medicin 24 gange i døgnet? Hvordan stikker jeg dagligt mit barn i maven, uden at det bliver et overgreb? Hvordan er jeg med mit barn, når det har uudholdeligt ondt? Hvordan håndterer jeg den angst, der dukker op i de få stille timer om natten, hvor jeg har plads til at mærke mig selv? Skal vi sige ja til stamcelletransplantationen, der er vores eneste mulighed for helbredelse, men også indebærer en risiko på fem procent for, at hun dør under forløbet?
Når en familie rammes af en alvorlig eller livstruende sygdom, er der brug for, at et stærkt psykologfagligt tilbud er helt tæt på med specialiseret støtte til både børn og voksne.
For når man får en alvorlig sygdom, handler det jo ikke kun om at overleve. Det handler også om at kunne være til. At man fx som forælder kan være i den svære omsorgsrolle, man pludselig står i, når man får et alvorligt sygt barn og skal kunne fungere i et akut behandlingsforløb. Og i mange familier er der flere børn, som ligeledes har brug for forældrenes hjælp og støtte i deres almindelige hverdag, trods de tragiske omstændigheder.
Fra hospitalsledelsen lød argumentet for besparelsen, at det var nødvendigt at prioritere læger og sygeplejersker som følge af den stramme budgetaftale. At det ikke var udtryk for, at psykologerne ikke var vigtige eller gjorde et fremragende stykke arbejde. At det hele skyldtes en svær prioritering som følge af nedskæringen.
Men der mangler noget ganske vigtigt i ligningen. Det handler ikke bare om psykologhjælp. Det handler om, at psykologerne på Juliane Marie Centret og andre psykologer, der arbejder i somatikken, netop har en særlig indsigt i den specialiserede sundhedspsykologi. Psykologerne er en integreret del af patienternes virkelighed. De ved, hvad der sker under behandlingen, og de kender prognosen.
Vi ved, at det giver bedre behandlingsforløb, når vi tænker de psykologiske udfordringer ind og støtter rundt om hele familien, ligesom psykologerne kan skabe sammenhæng, tryghed og kontinuitet i behandlingen. Forskning viser også, at det bidrager til mere vellykkede behandlinger, når de psykologiske udfordringer adresseres, og hele familien støttes.
Derfor er det afgørende, at specialiseret psykologhjælp integreres som en naturlig del af somatiske behandlingsforløb.
Heldigvis kom Region Hovedstaden på bedre tanker. Den har (næsten) omgjort beslutningen om at lukke psykologtilbuddet og fundet pengene til, at tilbuddet kan fortsætte – dog i et andet setup.
Men psykologhjælpen til familierne lever videre på Riget.
Psykologhjælp ER en del af kerneopgaven – også i somatikken. Jeg synes, det står tydeligt, og det håber jeg også, at det gør for politikerne fremover.
