Sekundær traumatisering og udbrændthed blandt børneværnsansatte i Danmark

Psykotraumatologien som fagfelt tog for alvor fart i 1980, da posttraumatisk stress syndrom (PTSD) blev optaget i den amerikanske diagnosemanual DSM-III med kernesymptomerne invaderende erindringer, undgåelsesadfærd og forøget vagtsomhed.

Herefter fulgte en stigning i koordineret forskning og praksis omkring følgerne af traumatiske begivenheder, som i dag involverer mange forskellige faggruppers indsats for at lindre traumers følgevirkninger.

Nogle år efter PTSD-diagnosen blev accepteret, beskrev Charles R. Figley (1995) og Laurie Ann Pearlman & Lisa McCann (1990) en overraskende opdagelse. Nemlig at fagprofessionelle, som arbejdede med traumeoverlevere, nogle gange udviklede symptomer eller forandringer i deres verdenssyn, som til forveksling lignede dem, der plagede traumeoverleverne selv.

Figley omtalte symptomer på PTSD blandt behandlerne, som følge af indirekte traumeeksponering, som sekundær traumatisering eller omsorgstræthed. McCann & Pearlman beskrev negative forandringer i terapeuters basale kognitive skemaer vedrørende selv, andre og verden, som følge af terapeutisk arbejde med traumeoverlevere, som vikarierende traumatisering.

Siden er sammenhængen mellem indirekte traumeeksponering i arbejdsmedfør og udviklingen af traumesymptomer fundet i mange studier og er blandt de stærkeste risikofaktorer for sekundær traumatisering i en metaanalyse af 38 studier af terapeuter (Hensel et al., 2015). Indirekte traumeeksponering i arbejdsmedfør er nu også anerkendt som en kriterie A-hændelse i DSM-5 PTSD.

På tidspunktet for min ph.d. fandtes der ingen studier af sekundær traumatisering i Danmark og ingen officielle retningslinjer for forebyggelse af sekundær traumatisering. De Danske Børnehuse ønskede imidlertid anbefalinger til at sikre deres ansattes trivsel i en højtspecialiseret funktion, der fokuserer på børn og unge, hvor der er mistanke om vold eller overgreb.

Formålet med min afhandling blev derfor at adressere dette ønske. Afhandlingens arbejde bestod i at oversætte et måleredskab for sekundær traumatisering til dansk, undersøge forekomst af sekundær traumatisering og kortlægge risiko- og beskyttende faktorer for udviklingen af sekundær traumatisering i det danske børneværn. På denne baggrund kunne der udarbejdes anbefalinger til forebyggelse af sekundær traumatisering blandt ansatte i De Danske Børnehuse.

Måling og prævalens af sekundær traumatisering

En metaanalyse har vist, at der er en stærk sammenhæng mellem sekundær traumatisering og udbrændthed, i særdeleshed når de måles med Professional Quality of Life Scale (ProQoL), som var det hyppigst brugte mål for sekundær traumatisering i den internationale litteratur om børneværnsarbejdere.

For at få en retvisende afdækning og forståelse af mentale helbredsproblemer undersøgte vi både sekundær traumatisering og udbrændthed blandt landets Børnehuse (deltagelsesprocent: 100 %), landets kommuner (deltagelsesprocent: 42 %), samt landets politikredse (deltagelsesprocent: 75 %) med et samlet deltagerantal på N=670. Vi oversatte ProQoL, som viste sig at være et validt mål for sekundær traumatisering (Vang et al., 2020), og særligt fem spørgsmål var indikatorer på en medarbejdergruppe i forhøjet risiko for sekundær traumatisering, hvis de forekom samtidig: invaderende erindringer, undgåelsesadfærd, nedtrykthed, øget irritabilitet og fornemmelsen af at opleve den andens traume (Vang, Pihl-Thingvad, & Shevlin, 2022).

Samlet set var sekundær traumatisering (4 %) en mindre udbredt problemstilling end udbrændthed (18,3 %).

Risiko- og beskyttende faktorer for sekundær traumatisering og udbrændthed

Charles Figley foreslog i 2002 en model, der forstod udviklingen af sekundær traumatisering som et resultat af terapeuters kroniske mangel på egenomsorg. På samme måde er hovedparten af risiko- og beskyttende faktorer i en tidligere omtalt metaanalyse individorienterede (Hensel et al., 2015). Det viste sig i øvrigt, at der ikke var stort overlap mellem de teoretisk udpegede og empirisk undersøgte faktorer.

Den stærke sammenhæng mellem sekundær traumatisering og udbrændthed giver anledning til at formode, at risikomodeller for udbrændthed, der tager udgangspunkt i arbejdets tilrettelæggelse, måske også kan være hjælpsomme til at forstå udviklingen af sekundær traumatisering. Som forberedelse til undersøgelsen lavede vi derfor et systematisk review, som søgte at kortlægge, om organisationsfaktorer var integreret i risikomodellerne for sekundær traumatisering på børneområdet. Det var de i meget begrænset omfang (Vang et al., 2018). Vi inkluderede derfor både prædiktorer fra den psykotraumatologiske forskning og fra arbejdsmiljøforskningen i undersøgelsen af risiko- og beskyttende faktorer i det danske studie.

Her fandt vi et delvist overlap i risikoprofiler, hvor høje kvantitative krav og sager med selvmord eller selvskade øgede risikoen for begge tilstande (Vang, 2020). Vi replicerede også kendte fund fra den internationale litteratur, hvor en personlig traumehistorie var en unik risikofaktor for sekundær traumatisering, og rollekonflikt var en unik risikofaktor for udbrændthed. Der var stort sammenfald i forhold til beskyttende faktorer, hvoraf størstedelen var organisatoriske, herunder fx rolleklarhed, social støtte, ledelseskvalitet og indflydelse på arbejdet.

Et overraskende fund fra Hensel et al. (2015) var, at supervision ikke så ud til at være en beskyttende faktor for sekundær traumatisering. I en genanalyse af data fra min afhandling undersøgte vi en hypotese om, at supervision måske ikke fungerer som en direkte beskyttende faktor ved at reducere niveauer af sekundær traumatisering, men som en indirekte beskyttende faktor, ved at moderere sammenhængen mellem indirekte eksponering og sekundær traumatisering. Det viste sig at være tilfældet. For ansatte, der modtog sagssupervision, var der ingen signifikant sammenhæng mellem eksponering og symptomudvikling, mens der for ansatte, der ikke modtog sagssupervision, var en sammenhæng (Skar et al., 2022).

Anbefalinger til forebyggelse i De Danske Børnehuse

Alle resultater nævnt ovenfor er baseret på tværsektionelle sammenhænge, og dermed er der ingen mulighed for at drage konklusioner om kausalitet, der ellers vil være et godt udgangspunkt for at udvikle en forebyggelsesstrategi.

For at sikre robustheden af anbefalingerne til de Danske Børnehuse, blev de udviklet med tre udgangspunkter: 1) Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, 2) En systematisk gennemgang af anbefalinger til forebyggelse i den eksisterende litteratur, samt kortlægning af den internationale grå litteratur om anbefalinger til forebyggelse af sekundær traumatisering, samt 3) Gruppeinterviews med alle ansatte i De Danske Børnehuse om deres oplevelse af eksisterende ressourcer til forebyggelse i organisationen.

Dette resulterede i 12 anbefalinger, som er frit tilgængelige på Videnscenter for Psykotraumatologis hjemmeside sammen med en detaljeret rapport om projektets hovedresultater.

Hvad kan andre bruge resultaterne til?

Jeg håber, at andre kan blive mere opmærksomme på egen trivsel i arbejdet, samt at andre organisationer kan finde inspiration i anbefalingerne til de Danske Børnehuse til eget forebyggelsesarbejde.

Indirekte traumeeksponering forekommer i mange psykologjobs og kræver ressourcer at håndtere. Selvom der fortsat mangler forskning, kan supervision og forebyggelse af udbrændthed være vigtige tiltag.

Ph.d.-projektet blev udarbejdet i samarbejdet CONTEXT, the COllaborative Network for Training and EXcellence in psychoTraumatology mellem Institut for Psykologi, Syddansk Universitet (DK), Ulster University (UK), og Trinity College Dublin (IE), samt en række samarbejdspartnere, som arbejder med traumeoverlevere, herunder De Danske Børnehuse. Jeg forsvarede min ph.d.-afhandling i april 2020. Jeg ønsker i den forbindelse at takke min hovedvejleder, Prof. Mark Shevlin (UK), og medvejledere Lane Lund, Ditte Askerod, Maj Hansen og Rikke Holm Bramsen, samt Prof. Ask Elklit for støtte i processen. Jeg ønsker i den forbindelse også at takke de mange psykologer, socialrådgivere og politibetjente, som deltog i undersøgelsen, og endelig ønsker jeg at takke EU for finansiering til projektet. I dag er jeg ansat som lektor ved Institut for Psykologi, SDU, og forsker ved Arbejds- og Miljømedicinsk klinik, hvor jeg forsker i sekundær traumatisering, udbrændthed og posttraumatisk stress.