Langvarigt bekymrende skolefravær, eller det som af nogle kaldes ”skolevægring”, har rejst sig som et uforståeligt, akut og nærmest monstrøst problem, som lærere, skoleledere, pædagoger, psykologer, politikere og forskere forsøger at forebygge, intervenere mod og tæmme. Men uanset hvad vi gør, ser børns skolefravær ud til at være stigende.
Samtidig ser vi, at et stigende antal børn mistrives og føler sig ensomme, og stadig flere forældre råber op om dårlige vilkår i folkeskolen.
Mit ph.d.-projekt med titlen Re-fusing school refusal. A qualitative study of complex entanglements and subjectification in persistent school absence udsprang af en frustration over ikke at slå til, da jeg som PPR-psykolog befandt mig i flere komplekse skolefraværssager.
Da jeg søgte om midler til projektet i 2017, var der stort set ingen viden på feltet i en dansk kontekst, og international forskning pegede primært på forhold i barnet selv. Den eneste mulighed syntes at være at ekskludere børnene til specialtilbud, men selv her var man i tvivl om, hvordan man bedst kunne hjælpe børnene.
Praksis kaldte (og kalder) på løsninger her og nu, men med projektet har det været hensigten at tillade mig selv en nødvendig tøven og spørge forfra: Hvad handler det her om? Antagelsen har gennem hele projektet været, at vi ikke kan tilbyde adækvate løsninger, før vi har kvalitativ forskning, der engagerer sig i kompleksiteten i børnenes hverdagsliv, som den opleves af børnene selv.
Ph.d.-projektet bygger derfor på 26 interviews med børn og unge, deres forældre og fagfolk fra skole og PPR. Med interviewene har jeg haft en ambition om at udfolde og forstå børnenes perspektiver og oplevelser med skolevægring.
Samtidig har jeg interviewet voksne rundt om børnene for også at få indtryk af de logikker og løsninger, man tænker i som voksne, som er med til at forme børnenes erfaringer med skolefravær.
Interviewene med børnene har handlet om deres skoleoplevelser i og uden for skolen med alt, hvad de indebærer af eksempelvis faglige udfordringer, ensomhed, ordblindhed, en følelse af ikke at blive lyttet på af de voksne i skolen, klassefællesskaber, interne jokes og generel udmattethed i skolen.
Interviewene har også handlet om at være hjemme, om at få tiden til at gå, om at udfolde sig kreativt, være træt, bygge huler og være sammen med sine kæledyr. De har handlet om familiedynamikker, om at blive ældre, om rutiner og om frustrationen forbundet med ikke at kunne forklare omverdenen, hvorfor man ikke magter at komme i skole.
Selvom mange af børnene ikke har kunnet give entydige begrundelser for deres skolefravær – sådanne entydige begrundelser synes ikke at eksistere – så har de gennem konkrete eksempler fra deres (skole)-liv udfoldet, hvordan fraværet på intet tidspunkt har været den lette løsning, men snarere har været den eneste løsning for dem i en ofte udmattende og uudholdelig skolehverdag.
Med projektet kan jeg ikke tilbyde one-size-fits-all-løsninger til praksis. Tværtimod viser jeg med projektet, hvordan det fænomen, vi kalder skolevægring, ser fuldstændig forskelligt ud i børnenes liv.
For nogle handler det om mobning og en følelse af ikke at høre til både fagligt og socialt. For andre har ekstrem træthed og udmattelse været den bærende årsag til fraværet. For endnu andre har det været diffuse følelser af, at skolen ikke passede til en, og for andre igen har det været et sammensurium af det hele.
Men der har været mønstre i situationerne på tværs af børnenes liv. I empirien finder jeg en udpræget tendens til at ville finde indlysende og klare forklaringer på fraværet, som kan forstås af professionelle i skolen og kommunen.
Børn og forældre bruger uanede mængder af tid på at afsøge medicinske og psykiatriske diagnoser, som kan legitimere fraværet og lette presset på dem som familie. De oplever at være oppe imod et kommunalt system, som vil udpege dem som dysfunktionelle familier, og som afkræver simple forklaringer, der kan løses med de allerede eksisterende tilbud i forvaltningen. Og så oplever de, at hjælpen først begynder, når barnets krop indfinder sig i skolen.
Især børnene beretter om en skole, der på mange måder er bygget op om præstations- og perfektionspraksisser, og hvor det for de voksne synes vigtigere at være kropsligt til stede end at trives.
Jeg tilbyder med afhandlingen en mulighed for at udvide forståelserne af, hvad skolefravær skyldes. I stedet for at reproducere børnene som nogle, der kræver omfattende psykiatrisk og terapeutisk behandling for deres fravær, tilbyder jeg forståelser, der behandler børnene som meningsskabende mennesker. Og det, de fortæller på tværs af deres forskelligheder, er, at de oplever mangel på tid, overskud og omsorg i skolesystemet. Og at det går ud over deres trivsel.
Med afhandlingen viser jeg således, at vi har at gøre med børn, der i langt de fleste tilfælde mistrives i skolen.
Men med afhandlingen håber jeg samtidig at understrege, hvordan skolefravær er mere end et trivselsproblem, der skal løses lokalt og individuelt. Vi har at gøre med en gruppe børn, der med deres kollektive flugt fra skolen tvinger voksne til at re-tænke, hvordan skolesystemet kan og skal se ud.
På den måde er afhandlingen også med til at tegne et billede af en ganske særlig tid, og et ganske særligt fænomen, som skyldes – men som samtidig producerer og forstærker – et skolesystem i opbrud.
Skolevægring er også et oprør.
