Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger. Jonathan Shedlers indlæg blev oprindeligt publiceret af Psychology Today den 5. september 2023.
Psykoterapi er ikke en medicinsk behandling.
Et af de mest magtfulde begreber, jeg kender, kaldes supervenience. Det hjælper os med at forstå, hvorfor viden på et analyseniveau kan være irrelevant på et andet.
For eksempel: Når man ser en film, ser man arrangementer af pixels. Filmen er hundrede procent afhængig af pixels og kan ikke eksistere uden dem. Men viden om pixels er irrelevant for at forstå filmen. Vi kan vide alt, hvad der er at vide om pixels, og ikke have noget begreb om Luke Skywalker, Darth Vader eller ”Kampen om Imperiet”.
Film supervenierer pixels.
På samme måde supervenierer sindet hjernen. Sindet er afhængigt af hjernen og kan ikke eksistere uden den. Men viden om hjernen er ikke viden om mentalt liv. Det er forskellige analyseniveauer, der kræver forskellige begreber og metoder.
National Institute of Mental Health (NIMH), under ledelse af Tom Insel, antog, at mentale sundhedsproblemer er sygdomme i hjernen, og at nøglen til en kur mod alle former for mentale og følelsesmæssige problemer skulle findes i neurobiologien. NIMH satsede alt på denne antagelse og fejlede katastrofalt.
– Jeg tilbragte 13 år hos NIMH og fokuserede virkelig på neurovidenskaben, men når jeg ser tilbage på det nu, er det tydeligt, at selv om vi lykkedes med at få en masse seje videnskabelige artikler af nogle virkelig seje forskere publiceret og brugte virkelig store summer på det – jeg tror lige omkring 20 milliarder dollars – så mener jeg ikke, at vi flyttede nålen med hensyn til at reducere selvmord, reducere indlæggelser eller forbedre recovery (rehabiliteringen) for de mange millioner af mennesker, der har en psykisk lidelse. Det holder jeg mig selv ansvarlig for.
Nej, de flyttede ikke nålen. Denne satsning på 20 milliarder dollars for skatteydernes penge forbedrede ikke den mentale sundhed for én eneste person. På trods af endeløse løfter, er der stadig ingen biologisk test for nogen mental sundhedstilstand. Der er ingen nye eller bedre behandlinger. Men hvad er 20 milliarder dollars blandt venner?
Neurobiologi er ét analyseplan; mentalt liv er et andet. Tanker og følelser skal studeres på deres eget analyseniveau. Hjernen er genstandsområde for neurobiologien, og psyken er psykologiens genstandsområde. Der er selvfølgelig sammenfald og overlap, men det ene genstandsområde kan ikke erstatte det andet.
NIMH satsede alt på naiv biologisk reduktionisme – idet de antog, at neurobiologien kunne besvare vigtige spørgsmål både på det biologiske og det psykologiske niveau. Denne antagelse var ikke baseret på videnskabelige resultater, men afspejlede derimod verdenssynet hos en forsker, der havde bygget sin karriere på at dissekere gnaverhjerner. Dette svarer til at glemme alt om film, fordi ingeniører arbejder på at udvikle en sej pixelteknologi.
Læren er, at psykologien skal bane vejen for psykologiske behandlinger baseret på psykologiske begreber og metoder. Psykologien skal ikke spille andenviolin til medicinen eller efterligne dens begreber og metoder.
Det er en intellektuel, videnskabelig og klinisk blindgyde, når psykologien søger at være som medicin eller som enhver anden disciplin. Psykologien skal ikke være som medicin. Psykologien skal være som psykologi. Vi bidrager mest til forståelsen og behandlingen af psykiske lidelser ved at være førsteklassespsykologer, ikke ved at tilstræbe at være andenklasseslæger.
Dette er en af grundene til, at de nye kliniske retningslinjer udstedt af American Psychological Association, som vurderer og anbefaler psykoterapier baseret på Institute of Medicine-kriterier (IOM), er en tragisk fejltagelse. IOM-kriterierne blev designet til at vurdere biologiske indgreb som medicin, men psykoterapi er slet ikke som medicin.
At efterligne farmakologisk forskning løfter ikke psykologien. Vi bør stoppe med at vildlede offentligheden til at tro, at emotionel lidelse er som en medicinsk sygdom, og at forskellige former for psykoterapi er som forskellige medicinske præparater. Disse antagelser er forkerte på alle niveauer. Psykoterapi er ikke som medicin – psykoterapi er som psykoterapi. Og vi bør hjælpe offentligheden, politikere og kolleger inden for sundhedssektoren med at forstå, hvad god terapi er – for de ved det ikke.
Vi bør studere resultaterne af psykoterapi ved hjælp af psykologiske begreber og metoder. Vi bør studere, hvordan mennesker ændrer sig, og hvordan (mentalt) liv ændrer sig, frem for at diagnosticere efter de deskriptive diagnosesystemer (DSM-5 og ICD-10). Ægte psykoterapi handler ikke om DSM-5/ICD-10-symptomlister. Der er ingen undskyldning for at forringe psykoterapeutisk behandling ved at presse den ind i en medicinsk skabelon.
Psykologi har sine egne begreber og metoder. Wilhelm Wundt etablerede det første eksperimentelle psykologilaboratorium i 1879, hvor mentalt liv blev undersøgt videnskabeligt på et tidspunkt, hvor åreladning stadig var medicinsk praksis.
Kan psykologien ikke bare for en gang skyld føre an i stedet for at følge efter? Kan vores faglige organisationer ikke bare for en gang skyld stoppe med at positionere psykologien som medicinens tjener og som en slags andenrangsborger i sundhedssektoren?
Kan vi ikke én gang for alle stoppe med at fornedre og forringe psykologien ved at forsøge at presse den – med dens runde form – ned i det ødelagte sundhedsvæsens firkantede kasse?
Kan psykologien ikke bare definere for sig selv, hvad vi behandler, og hvordan vi behandler det, i stedet for, at vi forsøger at passe ind i misformede huller, som sundhedssystemet og forsikringsselskaberne har defineret for os?
Kan vi ikke bidrage til verden som psykologer ved hjælp af psykologiske begreber og metoder? Kan vi ikke være stolte af at studere psykologi igen?
