Elsa Schmidt var en imponerende, inspirerende og markant formand for Dansk Psykolog Forening fra 1979 til 1982.
Første gang, jeg mødte Elsa, var i en arbejdsgruppe i psykologforeningen i 1978. Arbejdet gik livligt, men ret rodet. Så rejste Elsa sig op, strukturerede diskussionen og fik den ind i et konstruktivt forløb.
Det var karakteristisk for Elsa, at hun var aktiv, engageret og effektiv. Hun blev valgt som ny formand for foreningen, og hun fortsatte sin effektive og strukturerede indsats. Foreningen var på det tidspunkt aktiv med de for tiden ”rigtige” holdninger, men meget lidt målrettet. Elsa blev herefter valgt til formand for foreningen.
Hun var kun formand i to år, men fik på den korte tid forandret vores forening til en rigtig fagforening både fagligt og forhandlingsmæssigt. Hun fik udarbejdet en demokratisk struktur med regioner og sektioner, der fik aktivitet i gang i hele foreningen.
Hun fik også orden på økonomien, så der fx igen kom penge i strejkekassen. De første forhandlinger om autorisation til psykologer begyndte. Psykiaterne modarbejdede det aktivt. Psykologer havde dem jo som ledere og som ansvarlige for deres arbejde, så de behøvede ikke autorisation, mente de. Det tog derfor lang tid, før det lykkedes. Det tog flere formænd at nå så langt.
En anden væsentlig indsats i psykologforeningsregi ydede Elsa i det såkaldte Ulrich-udvalg, der skulle udarbejde en betænkning om psykologbetjening i kommunerne. Her var lærerforeningen den aktive modstander. Vi ønskede adgang til at besætte lederstillinger på de skolepsykologiske kontorer. Det lykkedes efter mange års ihærdigt arbejde. Elsa var så respekteret af Kommunernes Landsforening, at hun fik job i KL efter sin formandstid.
Tiden var også vanskelig. En stor, aktiv gruppe psykologer arbejdede for, at vi alle skulle være lige, så der ikke måtte arbejdes for tillæg til enkelte grupper, og psykologer skulle ikke være ledere for andre. Det var svært, når vi gerne ville have lederjob på de skolepsykologiske kontorer og også tillæg til de kliniske psykologer ved skolevæsenet. Det lykkedes at overbevise generalforsamlingen om det hensigtsmæssige heri trods modstanden. Der var stor arbejdsløshed i foreningen dengang, det var vigtigt at skabe gode muligheder for flere stillinger. Antallet af kliniske psykologer ved skolevæsenet var i vækst.
Der er utroligt, hvad Elsa nåede på to år. Der var andre aktive, men Elsa var den styrende igangsættende og motiverende i den indsats
Elsa var enlig mor til to drenge på det tidspunkt. Alligevel var Elsa aktiv politisk og inden for psykologien efter formandstiden. Hun blev formand for det landsdækkende censorkorps for psykologi på universiteterne. Også her fik hun struktureret indsatsen, så den levede op til lovgivning og betænkning, og hun havde et glimrende samarbejde med universiteterne. De rådførte sig ofte med hende især i ankesager.
Hun var leder på Socialpædagogisk Seminarium i en årrække, og fagligt arbejdede hun meget med forskning og undersøgelse af pædagogiske og psykologiske aktiviteter. Hun var altid meget saglig og videnskabelig i sin tilgang.
Personligt var Elsa sine venners ven. Jeg har haft glæde af hendes venskab helt til det sidste. Jeg besøgte hende på hospitalet to dage, før hun døde. Hun fortalte, hun havde to ønsker, inden hun døde. Hun ville gerne med til indvielsen af metrostation Mozarts Plads, som hendes søn Christian Schmidt-Rasmussen har illustreret. Det nåede hun desværre ikke, men hun nåede at se hans arbejde med det. Hun ville også gerne have mødt sit tredje oldebarn, der skulle fødes i maj. Hun var meget opsat på at nå det, men det lykkedes heller ikke.
En sej kæmpe er død. Ære hendes minde.
