Den sårede helbreder – når terapeuten møder egne problemer hos klienten

Hvad sker der i terapien, når man som terapeut sidder over for en klient med nogle af de samme problemer – eller sår om man vil – som en selv? Dette var, hvad jeg satte mig for at undersøge i mit speciale.  Som mennesker pådrager vi os diverse skrammer/sår gennem livet – skilsmisse, tab, alderdom, sygdom eller handicap hos os selv eller vores nærmeste. Kan disse sår eventuelt bruges til gavn for klienten? Hvordan undgår man, at de skader klienten? Det, jeg koncentrerede mig om i specialet, var, hvad de følelsesmæssige aspekter af alle disse meget forskellige hændelser betyder i terapien, når de så at sige deles af terapeut og klient. I det følgende vil jeg forsøge at give et oprids over nogle af specialets hovedpunkter.

Mit speciale tog udgangspunkt i et begreb hos Carl Gustav Jung (1963): den sårede helbreder. Fem ældre psykoanalytikere og forskere gav et fundament for at forstå dette begreb og dets betydning for terapien. 34 artikler, hvis udgivelsesår spænder fra 1990 til 2020, dækker nyere forskning. Og endelig udgjorde to interview med psykologer med privat praksis i Danmark mit speciales danske perspektiv.

Jung (1963) ser såretheden hos terapeuten som en nødvendighed for at kunne medvirke til klientens heling. Den sproglige dobbelthed i begrebet den sårede helbreder dækker også over en psykologisk dobbelthed, idet mennesket, ifølge Jung, bærer både en såret og en rask del – både noget, der trækker mod sygdom og noget, der trækker mod helbredelse. Dette fangede mig, da det umiddelbart var noget, jeg kunne genkende både personligt og i samtaler med klienter (jeg var i praktik i en privat psykologpraksis, hvor jeg havde egne klienter under supervision).

C. Jess Groesbeck (1975) – en af de fem ”gamle” – forklarer overførings- og modoverføringsdynamikkerne. Fra starten er terapeuten helbreder, mens klienten er den sårede, og den ubevidste del af den sårede helbreder projiceres således over på den anden. Disse projektioner skulle gerne i løbet af terapien trækkes tilbage, så klienten på sin vis kan eje sin egen helbreder-del – det vil sige det i os selv, som rejser os op igen (med eller uden hjælp), når vi er slået omkuld.

En anden af de ”gamle” – David Sedgwick (1994) – beskriver med udgangspunkt i bl.a. Jung, såretheden som knager i terapeutens erfaringsverden at hænge klientens projektioner op på. Han påpeger (som også nyere forskning gør det), hvordan sådanne referencepunkter kan medføre en dybere empati med og forståelse for klienten, fordi terapeuten på en måde på egen krop mærker lidt af, hvad klienten gennemlever (Miller & Baldwin Jr., 2013). Denne identifikation med klienten medfører imidlertid også, påpeger Miller og Baldwin Jr., en fare for overidentifikation, hvor terapeuten eksempelvis indlever sig i en situation, der ligner vedkommendes egen og ukritisk tager klientens parti eller omvendt negligerer klientens problem for at holde et eget lignende problem væk fra sig selv.

De to informanter nævner, hvordan de bliver mere spørgende, når de genkender egne problematikker hos klienterne – netop med tanke på, at sygdom og problemer kan opfattes meget forskelligt. Generelt ses det som væsentligt at anerkende og bearbejde egne sår for at kunne have føling med, hvad der kommer fra klienten, og hvad der kommer fra terapeuten (Miller & Baldwin Jr., 2013).

Terapeutens personlige sår: en styrke eller en svaghed i terapien?

Nyere forskning reflekterer tillige over, hvornår man kan sige at have bearbejdet sine sår, så de ikke skader klienten, uden at nogen dog kommer det nærmere, end at de skal være bearbejdet tilstrækkeligt (Zerubavel & Wright, 2012). Som bl.a. Cuseglio (2019) påpeger, så er bearbejdning og recovery sjældent en proces med et slutpunkt, men noget, der foregår livet igennem på forskellige planer. Egne sår er sjældent entydigt hjælpsomme eller det modsatte. Det kan således være, at nogle af terapeutens erfaringer fra egne sår kan hjælpe klienten på et punkt, mens de på et andet tidspunkt i sessionen pludselig skygger for at se, hvad klienten egentlig siger. (Cuseglio, 2019).

Alt i alt kan man sige, at der er både styrker og svagheder i forhold til terapien ved, at terapeuten kan genkende egne problemer hos klienten. At være opmærksom på faldgruberne kan være hjælpsomt, ligesom det at have nogle kolleger, man kan tale med, når noget i en terapisession har ramt ind i nogle svære følelser eller tunge oplevelser.

Hvordan fik du idéen til at skrive dit speciale ”Den sårede helbreder – når terapeuten møder sine egne problemer hos klienten”?

Jeg har en sjælden muskelsygdom og har derfor selv nogle ting med mig. Derfor tænkte jeg, at det kunne være en god idé også for mig selv at dykke ned i, hvad det vil sige at være den sårede helbreder. Min praktikvejleder foreslog mig at søge på begrebet, men jeg fandt hurtigt ud af, at der stort set intet var skrevet på dansk om begrebet. Derimod findes der en del amerikansk litteratur.

Hvad fandt du frem til i dit speciale?

Jeg fandt ud af flere ting, bl.a. at den sårede helbreder kan tilføje noget positivt til terapien, fordi man selv har været der og derfor sidder med en autenticitet. Der er også undersøgelser, hvor terapeuten har været åben om sin sårethed, og hvor det virker positivt på patienten, at vedkommende via terapeuten kan se, at bedring er mulig. Det blev dog ikke ubetinget anbefalet.

Fandt du også ud af, om der kunne være ulemper?

Ja, jeg fandt ud af, at der kan være en bagside af medaljen, hvis man som såret helbreder ikke er afklaret med sin sårethed. Sidder man med en masse ubearbejdet, kan man komme til at lave en overføring eller modoverføring på klienten. For eksempel: Jeg ved præcis, hvordan du har det, eller man kan blive overbeskyttende som terapeut. Konklusionen er, at man skal have bearbejdet egen sårethed, inden man tager imod patienter med lignende problematikker, men at der ikke findes en formel for, hvornår man er rask nok.

Hvad drømmer du om fagligt?

På grund af mit handicap har jeg for mange år siden fået bevilliget en pension. Det betyder, at det arbejde, jeg skal have, skal være noget, der kan tilpasses de regler, der er for at kunne arbejde med pension. Jeg er lige nu frivillig på Børnetelefonen og i NEFOS (organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling, red.). Jeg drømmer om at få lov at bruge mig selv i det kliniske arbejde i samtaleterapien. Det er dér, mit hjerte ligger. Hvis det ikke kan lade sig gøre under min pension, kunne det også være fint inden for det frivillige.