Forældre i højkonflikt efter skilsmisse – er konflikten problemet?

Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.

For de fleste forældrepar begynder familiedannelsen med en masse drømme og forhåbninger for familielivet, men for omtrent 40 % af disse forældre brister drømmen (Danmarks Statistik, 2022), og for mellem 5 og 25 % af forældrene udvikler skilsmissen sig til det, der flere steder betegnes som højkonflikt skilsmisse (Cipric et al., 2022).

Samtidig ved vi, at konfliktniveauet mellem fraskilte forældre er en af de faktorer, der påvirker børns trivsel og udvikling mest i negativ grad, fx i form af vrede, selvbebrejdelser, social tilbagetrækning, manglende koncentration, faglige udfordringer, angst og depression (Asen og Morris, 2020). Vi oplever en stigende bevågenhed omkring denne gruppe både politisk og fagligt, da de optager mange ressourcer.

I Familieindsatsen får vi familierne henvist fra socialrådgivere med beskrivelser af forældrenes gensidige bebrejdelser og deres børns voksende mistrivsel. Familierne har ofte verserende sager i Familieretshuset og Familieretten, anklager hinanden for psykisk vold og er dybt uenige om tilgangen til og forståelsen af børnenes behov.

Som individuelt arbejdende familiebehandlere kom vi tit til kort i disse komplekse sager. Vi oplevede hver især, at forældrene kæmpede for at overbevise os som behandlere om rigtigheden af deres perspektiv, og at vi blev spændt bag forældrenes retslige dagsorden snarere end at hjælpe dem til at hæve sig over den, så der blev skabt udsyn til børnenes perspektiv.

Vi blev klar over, at vi havde brug for en metode, et system, vi kunne læne os ind i. Metoden skulle både rumme en viden om de mentale processer, der er på spil i disse familier, de psykologiske konsekvenser for børnene, og tilbyde en praktisk farbar vej i et meget ufremkommeligt terræn.

For os blev det metoden Family Ties; den rammer langt fra altid rigtigt, men skaber ro og sikkerhed for os som fagpersoner.

Family Ties-modellen

Family Ties-metoden er blevet udviklet over de seneste 20 år, bl.a. af Eia Asen, der er psykiater og professor på University College London, og Emma Morris som er psykolog og specialist i traumer og børnemishandling.

Tilbuddet involverer børn, deres forældre og eventuelt nærmeste netværk, fx nye partnere eller bedsteforældre. Fokus er på, hvad der er i børnenes bedste interesse, og hvordan der bedst bliver overensstemmelse mellem den enkelte forælders ressourcer og barnets psykosociale funktionsniveau og udviklingsmæssige behov.

Det teoretiske afsæt er primært systemisk terapi, tilknytningsteori og mentaliseringsbaserede koncepter. Metoden fokuserer på nutid og fremtid ved, at behandlerne aktivt blokerer tilbagefald til fortiden og bebrejdelser af den anden forælder. Fokus for indsatsen er på de forandringer, du selv som forælder kan lave, og ikke på hvad du ønsker forandret hos den anden forælder.

Family Ties-modellens postulat er, at det er processen, hvor barnet bliver trukket ind i forældrenes konflikt, der danner baggrund for de særlige relationer, man finder i skilsmissefamilier i højkonflikt, og som hyppigt fører til, at barnet danner en problematisk alliance med den ene forælder imod den anden. Asen og Morris kalder denne proces for triangulering. Det overordnede formål med forløbet bliver derfor en de-trianguelring af barnet fra forældrenes indbyrdes konflikter (Ibid.).

Forløbet begynder med individuelle samtaler med hver forælder. Her hører vi til deres fælles historie med den tidligere partner og deres egne erfaringer med tilknytning og relationer. Det er også her, at man har mulighed for at lufte alle sine frustrationer over den anden forælder – det, Eia Asen kalder the vomiting session.

De individuelle samtaler leder frem til fælles samtaler med forældrene. Det er ikke muligt at give disse samme terapeutiske karakter, da det bliver for utrygt i en sammenhæng med verserende sager. Fokus er at skabe en fælles dagsorden for arbejdet, primært bestemt af forældrene.

Når den fælles dagsorden er etableret, prioriterer forældrene i den, og vi arbejder derefter med punkterne. Vores særlige opmærksomhed er på de områder i ”samarbejdet”, hvor uenigheder og misforståelser har gode vilkår for at trænge igennem og skabe øget konflikt. Det sker især, hvor der er usikkerhed omkring aftaler, og hvor konfliktniveauet spænder ben for at skabe klare aftaler. Vi omtaler dette som ”sprækker” og undersøger sammen med forældrene, hvor de sprækker særligt opstår, og hvilke aftaler der skal til for at lukke dem. Aftaler journaliseres, så de kan bruges som dokumentation, hvis der igen opstår uenighed om et punkt.

Vi har fokus på, hvordan den enkelte forælder kan føle sig i sikkerhed i det fælles rum. Det kan være ved at tale om placering i lokalet eller booking af ekstra lokale, hvis der er brug for at kunne trække sig. I samtalen taler forældrene til os, ikke til hinanden, vi sikrer os korte indlæg, da det, den anden siger, typisk vil være meget vanskeligt at lytte til, og vi har mandat til at afbryde, hvis rammen ikke overholdes. Hos forældre, hvor kommunikationen bliver meget voldsom, tilbyder vi, at de i en periode udelukkende kommunikerer gennem mails, hvor vi er cc. Det har både et undersøgende og regulerende formål.

Vi er i forløbet blevet mere opmærksomme på at inddrage børnene i højere grad, hvilket også understøttes af Barnets lov. Børn sidder inde med meget vigtig viden om eget liv, og deres stemme skal inddrages så vidt muligt – også for at kvalificere indsatsen med forældrene. Vi har derfor samtale med barnet/børnene hos hver forælder og alene. Her spørger vi ind til, hvad barnet er optaget af i sine to familier; hvad det sætter pris på, er mindre glad for, og hvad der kunne være vigtigt for barnet, at de voksne blev bedre til.

Det er afgørende for os at være to på sagerne. Det sikrer mentalisering hos os som behandlere og fungerer som en buffer i forhold til vores nervesystem, da konfliktniveauet hos forældrene også belaster os. For at sikre tid og rum til dette mødes vi til sparring hver uge. Vi har fælles supervision på såvel organiseringen af forløbet som sagerne.

Da disse sager er både mentalt og tidsmæssigt krævende både for behandlerne og familierne, har vi sat en ramme på max tre aktive sager ad gangen, og vi sætter et halvt år af til hver sag.

Succeskriteriet

Når sagerne henvises til os, er det tit med formuleringer som forældrene skal lære at samarbejde eller stoppe deres konflikter. Dette er ofte også forældrenes eget ønske, og der er tit en stor sorg og skam hos forældrene over, at de ikke formår at bevare det gode forældreskab – for børnenes skyld.

Vi oplever sjældent, at det lykkes fuldstændigt. Konflikterne er der af en grund, og forestillingen om ”det gode samarbejde” kan blokere for at få den nødvendige afstand til hinanden, som kan mindske konfrontationerne.

Vores mål er snarere at støtte forældrene i at blive ”rigtigt skilt”. At bruge energi og kræfter på eget familieliv – at blive forælder i egen ret. Ved verserende sager i Familieretshuset forsøger vi at få mandat til at samarbejde med Familieretshuset eller bidrager med vores faglige beskrivelser, da vi tit får et meget indgående kendskab til familiernes ressourcer og udfordringer.

Vi oplever som regel at lykkes med at skabe øget bevidsthed om trianguleringens betydning for børn, og selvom ikke alle ”sprækker” lukkes, er langt færre helt åbne. I de forløb, hvor vi ikke lykkes med at mindske trianguleringen af barnet, bliver succeskriteriet i stedet at lave en skriftlig vurdering i håb om, at den kan bidrage til at kvalificere beslutninger i andet regi.

Når man som fagperson bevæger sig i så komplekst et felt, må man forlige sig med, at dette indimellem var det, der var muligt.