Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Jeg savner en debat om Børne- og Undervisningsministeriets plan om, at elever med mulig høj begavelse skal kognitivt testes fra skoleåret 2024/25 for at opspore alle børn med en IQ på 120 eller derover.
Formålet med tiltaget er “at forebygge sociale og faglige udfordringer, som elever med høj begavelse kan støde på“, hvilket jo lyder sympatisk. Men af flere grunde er jeg betænkelig ved det nye tiltag og finder det både fagligt og etisk problematisk.
Som PPR-psykolog foretager jeg ofte kognitive tests med børn og mener, at det er et brugbart redskab – når der er usikkerhed om et barns kognitive niveau. Min påstand er, at en stor andel af de højt begavede børn ikke behøver en kognitiv test, da de voksne omkring dem allerede ved, at de er kvikke, lærenemme eller kloge.
Derudover har jeg svært ved at se, hvorfor det er væsentligt at vide, om et barns IQ er præcis over eller under en bestemt værdi. Dels vil der altid være en vis usikkerhed om testresultatet, dels fortæller IQ-scoren os ikke ret meget om, hvordan det enkelte barn skal mødes i hverdagen.
Et vigtigt argument mod at intelligenteste pr. automatik er således, at IQ-tests ikke er specifikke nok til at være handlingsanvisende. Der er derimod mange andre gode redskaber til at give alle børn – både dem med høj, gennemsnitlig og lav begavelse – passende udfordringer i undervisningen.
Undervisningsdifferentiering er et af redskaberne, og her er en IQ-score hverken nødvendig eller specielt brugbar, da den ikke siger noget om, hvor barnet er i sin faglige udvikling.
Hvis man fx skal dele børn op efter niveau i læseundervisningen (hvilket mange skoler allerede gør), er det langt mere brugbart, at læreren laver en kort læseprøve med hvert barn, end at man kender det enkelte barns IQ. På den måde kan man sikre, at børnene tilbydes målrettet læseundervisning på lige netop det niveau, som de aktuelt er på.
Børne- og undervisningsministeriet har valgt at definere højt begavede børn som alle børn med en IQ på 120 eller derover, hvilket svarer til cirka 9 % af alle børn, altså næsten hver tiende.
Etisk finder jeg det dybt problematisk, at så mange børn, hvoraf mange vil være i fin trivsel og udvikling, skal tages ud af deres klasseværelser og testes og på den måde gøres anderledes end deres klassekammerater.
Sandheden er jo, at intelligens er kontinuerligt fordelt, og at der sandsynligvis ikke i hverdagen opleves væsentlig forskel på fx barnet med en IQ på 110 og barnet med en IQ på 120. Disse nuancer går imidlertid let tabt for skolebørn (og måske også deres forældre og lærere), og der er en risiko for, at det bliver et enten-eller eller et “os” og “dem”.
De fleste voksne vil nok tænke, at det er en positiv ting at være højt begavet, men som syvårig er det ikke nødvendigvis gavnligt for hverken trivsel eller læring at blive stemplet som anderledes end sine klassekammerater.
Derudover ser jeg en tendens til, at der ved at benytte mærkatet “højt begavet” skabes en endimensionel forståelse, hvor vi overser mange andre vigtige aspekter ved det enkelte barn.
Således kan der være en tendens til, at man forstår alle barnets styrker og vanskeligheder alene ud fra dets intellekt. Denne tendens til at forstå hele barnets måde at være i verden på ud fra dets IQ-score, ser jeg også hos nogle psykologer. Der bruges vendinger som ”højt begavede børn er særligt empatiske”, ”højt begavede børn har ofte svært ved at strukturere deres opgaver” eller andre generaliseringer, der ofte savner fagligt belæg.
En IQ-score siger (hvis altså den er valid) noget om et barns evne til at forstå sin omverden og lære nyt. Man skal altså huske, at der er rigtig mange ting, testen ikke siger noget om. Det kan fx være om barnets sociale kompetencer, dets evne til at koncentrere sig og strukturere opgaver, dets personlighed, dets interesser, dets tidligere erfaringer med at modtage undervisning og dets familiære og kulturelle baggrund. Ting, som alle sammen er mindst lige så vigtige som intelligens, hvis vi skal møde alle børn relevant i skolen.
Endelig er der et økonomisk aspekt. Det er enormt ressourcekrævende at teste omkring 10 % af en årgang.
I det kommende skoleår alene vil det være omkring 6.000 børn, der skal testes. Testen skal administreres og opgøres, der skal tilbagemeldes og føres journal. Det er virkelig mange psykologtimer, der skal bruges på noget, som ikke i sig selv gør en forskel; forandringen sker, når de voksne omkring barnet gør noget andet, end de plejer.
Jeg mener, at pengene ville være langt bedre givet ud, hvis de blev brugt på at give lærerne bedre forberedelsestid og på at have flere timer med mere end én voksen i klassen. Dette kunne skabe reelle muligheder for at dele børnene ind i mindre grupper og tilbyde inspirerende undervisning, der tilgodeser alle børn i en klasse – også de højtbegavede.
I gamle dage var skolepsykologens primære redskab at intelligensteste, så de børn, der ikke passede ind i en almen klasse, kunne identificeres og udskilles. I dag kan vi så meget mere.
Lad os yde sparring og rådgivning til lærere og forældre, lave klasseinterventioner og supervisere – og lad os gemme testen til de tilfælde, hvor den giver mening.
Der kan sagtens være en god grund til at lave en kognitiv test med et barn, som man mistænker er højt begavet. Men jeg mener, at beslutningen om at teste skal bero på en konkret faglig vurdering – ikke en påtvungen one-size-fits-all-løsning.
Læs også fagkronikken: Højtbegavede børn: Opsporing af elever med høj begavelse i 1. klasse er en nødvendighed
