Energien er høj, da Magasinet P sætter sig omkring det ovale bord i Charlotte Nüchels lejlighed på Østerbro, hvor de øvrige gæster, Line Graff og Anne Sofie Møller Sparre, færdes hjemmevant.
For de tre PPR-psykologer har både her, i de øvrige psykologers hjem, hinandens sommerhuse og på lånte kontorer skrevet bogen ”Psykolog i PPR. Guide til praksis”, mens de var kolleger i Hillerød Kommune.
Ideen til at skrive guiden opstod, fordi forfatterne i hverdagen kunne se, at især unge kolleger savnede et overblik i det komplekse arbejdsfelt.
Bogens kapitler tager derfor udgangspunkt i PPR-psykologens arbejde med forslag, redskaber og opmærksomhedspunkter ud fra helt konkrete arbejdssituationer, som er let tilgængelige i en travl PPR-hverdag. Alt sammen viden, der bygger på de tre PPR-psykologers individuelle erfaringer med 20 års beskæftigelse i forskellige kommuner.
Et af de begreber, som bogen behandler, er psykodiversitet, som forfatterne kalder bogens ”krumtap”. For vi skal forstå, at børn og unge udvikler sig ad forskellige stier og retninger, og at den mentale sammensætning varierer fra menneske til menneske, hvor vi ikke skal ende samme sted.
– Hvis vi gerne vil have inklusion og mangfoldighed, skal vi udvide vores rammer inden for PPR. Derfor skal vi bruge vores viden aktivt i forbindelse med visitationspraksis, så vi får skabt almene miljøer, hvor der er plads til psykodiversitet og neurodiversitet fremfor at udskille børnene. For i øjeblikket er der alt for mange, der bliver udskilt, siger Charlotte Nüchel.
Line Graff peger på, at samfundet lever af vores mentale kapacitet og af de relationelle kompetencer, som vi sætter i spil, og at det netop er vores tids råstof. I den proces viser bogen, at PPR-psykologernes rolle har store udviklingsmuligheder:
– PPR-psykologer vil kunne deltage i opgaven med at styrke mangfoldige fællesskaber, hvor flere børn og unge trives, og PPR-psykologer vil kunne bidrage til udvikling af ’mellemformer’, hvor viden, erfaring og kompetencer fra specialpædagogik bringes sammen med almenpædagogik, så vilkårene for børns og unges opvækst indebærer, at der er plads til forskellighed, og at alle børn indgår i udviklingsfremmede kontekster og læringsfællesskaber med andre børn og voksne.
Et af de budskaber, som forfatterne hører fra børn og unge, er, at det er svært at leve i en påbudskultur med høje krav, som de selv skal tage ansvar for. De færreste børn og unge er dog klar over, at det rent faktisk er idealer og ikke påbud.
Gennem arbejdet får PPR-psykologer nemlig et særligt indblik i, hvad der udfordrer børn og unge i dagens Danmark, men også hvad der kan bidrage til deres trivsel, læring og udvikling. Det gælder både det enkelte barn, men også for børn og unge generelt.
Og børn og unge forsøger at fortælle noget med deres mistrivsel, og den viden, som PPR-psykologerne får her, skal bruges aktivt, understreger Line Graff. Hun mener, at det er på tide, at PPR-psykologerne tager bladet fra munden og fortæller det, de kan iagttage:
– Som psykologer er vi ofte for pæne, men med den faglighed, vi som psykologer har, er det vigtigt også at påpege, at der er et problem med de betingelser, børn og unge har i vores samfund. De er whistleblowers, for det er dem, der viser problemerne, ligesom det også er dem, der viser, om løsningerne virker.
– Derfor ønsker vi, at udviklingspsykologien bliver sat mere i spil, fremfor hele tiden at tale om diagnoser – så vi som samfund spørger os selv om, hvad børn og unge har brug for, tilføjer Charlotte Nüchel.
Her understreger Anne Sofie Møller Sparre, at PPR-psykologens vigtigste opgave er at skabe nysgerrighed og refleksion omkring det, som børn og unge fortæller med deres mistrivsel. Det er de voksne omkring barnet, der skal spille hinanden gode og skabe bedre vilkår. Det er her psykologfagligheden kan tale barnet frem og se bag om barnets adfærd. Også på et overordnet, generelt plan.
Forfatterne kalder PPR-arbejdet for en holdsport, hvor grundformen er samarbejdet mellem forskellige samarbejdspartnere og fagligheder, selvom det er organiseret på 98 forskellige (kommunale) måder. Og det er bestemt ikke uden betydning, understreger Charlotte Nüchel:
– For her efter årsskiftet har jeg på egen krop mærket, hvad de organisatoriske forskelle betyder, efter jeg har skiftet job og er blevet ansat i Gentofte kommune, fortæller hun.
Samarbejdet med lærere og pædagoger er dog centralt i alle kommuner. Det betyder, at PPR-psykologer arbejder i pædagogikkens felt og har særlig opmærksomhed rettet mod, at det er i kraft af de relationer, vi befinder os i, at vi bliver til som mennesker.
Psykologerne argumenterer for, at vi fokuserer på robuste relationer og fællesskaber fremfor robuste børn, sådan som det fremgik af debatten, der opstod i kølvandet på Per Schultz Jørgensens bog Robuste børn – Giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv (2017). Med et fokus på robuste relationer bliver der nemlig plads til, at én er ude af kurs i en periode, og at livsbegivenheder som skilsmisse, sygdom og død ikke kun bliver det enkelte barns problem.
– Alle har noget, der er svært. En er måske ordblind, og andre har helt andre udfordringer, men alle lærer, at det er okay og noget, der skal tages hånd om. Og på den måde lærer man børn og unge at stå skulder ved skulder og giver dem redskaber til at håndtere livet. Også på lang sigt, uddyber Anne Sofie Møller Sparre.
De tre forfattere påpeger, at arbejdslivet som PPR-psykolog med intervention og udredning er spændende og lærerigt. For genstandsfeltet har en aldersgruppe, der strækker sig fra 0-18 år, med både forældre og mange samarbejdspartnere, og hvor man både får klinisk-, pædagogiskpsykologisk- og organisationserfaring i et komplekst felt.
Men det er også et felt, hvor man skal passe på sig selv. Derfor giver bogen også anvisninger til den enkelte, mens den samtidig understreger, at ansvaret for et bæredygtigt arbejdsliv ligger på organisationernes skuldre. For PPR-arbejdet kræver tid til restitution, faglig udvikling og refleksion.
Et af forfatternes mærkesager er, at der mangler konkret forskning i PPR-psykologers arbejde, og at deres arbejdsfelt ikke udelukkende skal beskrives og diskuteres af udenforstående forskere, konsulenter, debattører eller politikere. Men fordi PPR-psykologer ikke kun arbejder evidensbaseret, bliver de ikke betragtet som fine nok, selvom 15 procent af alle psykologer arbejder i PPR.
– PPR er et underprioriteret område til trods for, at det har store potentialer til at løse samfundets problemer med børn og unges mistrivsel, understreger Line Graff.
Efter bogens udgivelse har fagbladet Folkeskolen rejst en debat om en ny overbygningsuddannelse som skolepsykolog til lærere og pædagoger. Et forslag, der også har fået politisk interesse.
Ingen af forfatterne kan dog genkende kritikken af PPR-psykologer for ikke at kende nok til det pædagogiske område. Deres erfaring er derimod, at der er stor efterspørgsel efter PPR-psykologernes viden.
– En ny uddannelse afsporer og forenkler debatten, for det er en langt mere kompleks problematik. Vi er mere optaget af børn og unge, og som samfund står vi med et vildt problem. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer kompleksiteten og refleksionen. Vi stiller os undrende over for endnu en uddannelse, men vi er mere optaget af børn og unge fremfor den fagpolitiske kamp. Ingen faggrupper kan løse problemet alene, siger Anne Sofie Møller Sparre, der er blevet leder i PPR i Hillerød kommune.
Det er forfatternes håb, at PPR-psykologer i fremtiden vil blive inviteret ind i de organisatoriske sammenhænge og maskinrum, hvor rammerne for børn og unges opvækst skabes, så PPR-psykologerne kan bruge og aktivere den viden, de får gennem arbejdet med børn og unge.
Derfor arbejder de alle tre i Dansk Psykolog Forenings taskforce omkring lovgrundlaget for PPR. For hvis man slår op i den nuværende lov, står der, at PPR-psykologerne kun arbejder med at udskille børn til specialundervisning, hvilket ikke er retvisende i forhold til de mange opgaver, som PPR-psykologer allerede udfører.
Og netop ved at udvide rammerne vil PPR-psykologer kunne skabe bæredygtige løsninger for de mange og ikke de få, så der i fremtiden kommer mindre mistrivsel blandt landets børn og unge.
Psykolog i PPR. Guide til praksis af psykologerne Line Graff, Charlotte Nüchel og Anne Sofie Møller Sparre er udkommet på Akademisk Forlag (2021).
