TikTok i børnehøjde – et speciale om børns kulturelle imitationsprocesser gennem TikTok

Det er mig en ære at indlede P’s specialestafet med et kort skriv om mit eget speciale, der i januar 2022 var afslutningen på fem og et halvt års psykologistudie.

Mit speciale blev skrevet på baggrund af en forskningspraktik ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, hvor vi i forskningsklyngen Cultural Life Course Studies ønskede at videreudvikle begreber for imitation som sociokulturel udviklingsproces. Gennem størstedelen af min studietid har jeg dykket ned i spørgsmålet om digitaliseringens betydning for børns udvikling, og jeg har særligt interesseret mig for emner som børns skærmtid, computerspil og digitale medier.

I mit projekt valgte jeg derfor at integrere disse udviklingspsykologiske problemstillinger ved at fokusere på børns brug af det digitale medie TikTok. Mit projekt havde således to ben at stå på: Dels ønskede jeg at videreudvikle, hvordan man kunne forstå imitation som begreb for børns udviklingsprocesser, og dels ønskede jeg at undersøge, hvordan TikTok indgik i børns hverdagsliv.

I mit speciale trak jeg hovedsageligt på James Mark Baldwins (1861-1934) omfattende begrebsapparat. Baldwin er en af de mest indflydelsesrige, men mindst kendte amerikanske psykologer, der i begyndelsen af 1900-tallet gik i den akademiske glemmebog, fordi han blev arresteret på et bordel. Ikke desto mindre har Baldwins arbejde været en vigtig inspirationskilde til bl.a. Jean Piaget og Lev Vygotsky, der videreudviklede Baldwins procesorienterede udviklingspsykologi.

Det var særligt Baldwins begreb om vedvarende imitation, der var omdrejningspunktet for mit speciale. I modsætning til nutidens forståelse af imitation som en mekanisk 1-1-efterligning, så var den vedvarende imitationen for Baldwin en intentionel og meningsskabende proces, hvor barnet bliver sig selv gennem den Anden. Det indebærer, at barnet på kreativ vis udvælger og transformerer betydningsfulde praksisser på en personlig måde igen og igen.

Den vedvarende imitation er dermed kendetegnet som en proces, hvor stabilitet og forandring skabes på en og samme tid. Det skyldes, at stabilitet vedligeholdes dynamisk gennem barnets tilbagevendende imitationer af de betydningsfulde praksisser, men at hver gentagelse netop er anderledes fra tidligere ”versioner”.

Mit empiriske arbejde bestod af interviews med pædagogisk personale og børn i alderen 10-12 år på en fritidsklub. De udførte interviews handlede om, hvad børn var optagede af, når de brugte TikTok, hvorfor TikTok var vigtigt for dem, og hvordan TikTok indgik i deres sociale relationer. Børnene viste mig deres favoritvideoer, de tegnede forskellige videoer på et stykke papir, og jeg deltog selv i konstruktionen af nye videoer. Ad flere omgange gav de udtryk for, at deres videoer ikke måtte være identiske med andre på TikTok, men de måtte heller ikke være for forskellige.

Videoerne fungerede derfor som nedslag til at analysere imitationsprocesser, idet børnene ofte efterlignede og gav et personligt tvist til forskellige ”TikTok-trends”. Børnene gav udtryk for, at der var nogle vigtige feedbackprocesser, der havde betydning for, hvordan de videreførte trends på en personlig måde. Hvis indholdet skulle være godt nok, skulle det “godkendes” af andre TikTokere, bl.a. børnenes ”små venner” på TikTok gennem hhv. videovisninger, nye følgere eller positive kommentarer.

Dog var det forskelligt, hvilke trends børnene (re)producerede igen og igen. Mens nogle var optagede af at lave ”fanvideoer” til deres idoler, så brugte andre tid på at vise små klip fra hverdagen til deres venner. Børnene skabte og vedligeholdt med andre ord engagementer i tilværelsen, når de imiterede trends gennem mediet.

Med projektet ønsker jeg at nytænke, hvordan vi kan tilgå spørgsmålet om digitaliseringens betydning for børns udvikling. Det er vigtigt, fordi vi på nuværende tidspunkt mangler begreber til at forstå, dels hvorfor det er meningsfuldt for børn at deltage i digitale praksisser, dels hvilken kultur de herigennem bliver medskabere af.

Du har skrevet speciale om, hvordan TikTok indgår i børns hverdagsliv. Hvad overraskede dig mest i den proces?

Hvor meget teknisk viden børn har. Inden jeg startede min undersøgelse, havde jeg en ret god fornemmelse af, hvordan TikTok fungerede, men jeg blev sat af. Ikke kun teknologisk, men der var også TikTokkere, jeg aldrig havde hørt om. Og så var jeg overrasket over, hvor meget der var på spil for børnene.

På hvilken måde?

Der var for eksempel den her pige, der var fan af af Charli D’Amelio (TikTokker med 113 mio. fans, red.). Hendes største drøm var, at Charli D’Amelio ville se den video, hun havde imiteret. Hun havde brugt utrolig lang tid på sin video, for så ville der jo være større chance for, at hendes store idol ville se den. Det skærpede naturligvis mit fokus på det mellemmenneskelige ansvar, vi alle har, men som særligt også influencere har. Hvis de gør noget, der ikke er bæredygtigt, så kopierer børn det jo, og hvis du køber præmissen om, at vi bliver os selv gennem andre, så stiller det et krav til, hvordan du opfører dig på nettet. Men for mange børn og unge er TikTok betydningsfuldt for deres udvikling, og vi er derfor nødt til at tage TikTok-brillerne på og udforske, hvorfor det her fænomen engagerer dem.

Hvordan gør vi det?

I stedet for kategorisk at konkludere, at noget er underligt, forkert eller dårligt, som der har været tendens til med børn og unges interaktion med fx TikTok, så vil min opfordring være, at vi undersøger, hvorfor og hvordan TikTok bliver meningsfuldt for børnene. Åbent, nysgerrigt og ikke-fordømmende.

Du har et eksempel med det, du kalder den “upassende TikTok-trend” fra 2020 med sangen WAP (akronym for Wet-Ass Pussy) af Cardi B. I din undersøgelse blev trenden af en pædagog kaldt ”upassende”. Hvad lå til grund for det?

Det var særligt lyrikken og dansens meget seksuelle karakter, som pædagogen ikke syntes var sober, og som hun var nervøs for kunne have konsekvenser for barnet, hvis barnets efterligning blev offentliggjort. Men i stedet for at opstille et forbud mod TikTok, så gik pædagogen faktisk i dialog med børnene. Hun satte ord på, at de gjorde hende utilpas og forsøgte at forklare, hvordan andre måske ville opfatte videoen. Min pointe her er, sat lidt på spidsen, at vi i arbejdet med børns digitale dannelse er nødt til at være nysgerrige efter at forstå, hvorfor det for børn kan være meningsfuldt at danse og synge om en “sjaskvåd fisse”. Også fordi det er børnenes demokratiske ret at blive hørt. Det er en pointe inden for de sociokulturelt orienterede udviklingstraditioner, at menneskers oplevelser kan divergere og konvergere, og pædagoger kan fx opfatte WAP som voldsomt og upassende, men for nogle børn var det bare en leg. For andre var det en udforskning af noget sensuelt, og for andre igen anede de simpelthen ikke, hvad sangen handlede om.

Hvordan har du videreført den viden, du fik i forbindelse med dit speciale til dit nuværende job?

Noget af det, jeg lærte i mit speciale, var at have fokus på, hvordan børn engagerer sig i deres liv. Når jeg laver interviews med børn i dag, så fokuserer jeg på, hvad der optager dem, og jeg lægger mærke til bittesmå detaljer, som man nemt kan overse, men som er betydningsfulde. Som hvis et barn siger: Det går stærkt i skolen, så dykker jeg ned i det og forsøger at forstå præcis, hvad barnet mener. Metodisk har jeg også videreført erfaringen med, at børnesamtaler ikke behøver at være så formaliserede. I en af mine allerførste børnesamtaler talte vi fx om slik i et kvarter. Med en anden gik jeg ud og spillede fodbold. Jeg forsøger mig med en nysgerrig og mere ustruktureret tilgang, for jeg har fundet ud af, at det ikke er metoden, men formålet, der er det vigtigste: Hvor vil det her barn hen?

Hvad tænker du om PPR-områdets ry?

Jeg tror, det meste af den her lidt ærgerlige diskurs bunder i, at folk rent faktisk ikke ved, hvad vi laver. Der bliver ofte tegnet lidt for karikerede billeder af os: at vi ikke indstiller hurtigt nok til psykiatrien, at vi bruger al vores tid på psykologfaglige undersøgelser. Faktisk går det meste af min tid med at beskrive, vurdere og vejlede, så vi rent faktisk sikrer os, at de her børn udvikler sig. Jeg synes, det er et ekstremt meningsfuldt arbejde.