Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Psykologer skal kunne spørge til eksistentielle temaer og diversiteten af tilgange til eksistensen som en del af den psykologiske undersøgelse og behandling.
Det er en af de konklusioner, som forskningen peger på, når vi undersøger, hvad eksistentielle, åndelige og religiøse temaer betyder for klienter og patienter i relation til de udfordringer, de kommer med. De eksistentielle rammer for livet, fx døden, er fællesmenneskeligt, men menneskers møde med og forståelse af disse rammer er meget forskellige, og de kan ændres, udvikles og varieres gennem et menneskeliv.
Vi har med stor interesse læst artiklen Vestlig psykologi er fuld af blinde vinkler i Fagmagasinet P, hvor psykolog Naiha Khiljee sætter fokus på et komplekst og væsentligt emne og udfordringerne ved manglende uddannelse og viden om de kulturelle og religiøse temaers mulige betydning i relation til psykologers virke.
I DP’s Selskab for religionspsykologi og eksistens deler vi dette fokus og ønsker med denne fagkronik samtidig at nuancere problemstillingen. Selskabet arbejder netop for at fremme og udvikle det psykologiske vidensområde, der omhandler de psykologiske dimensioner af verdensbillede, livssyn og trosliv, som det giver sig til udtryk i personlige livsorienteringer.
Det gør vi ud fra den psykologiske fagdisciplin religionspsykologien, der kan anvendes som paraply-betegnelse for psykologiske perspektiver på såvel sekulære, åndelige, spirituelle og religiøse tilgange til menneskets eksistens. Religionspsykologi handler derfor ikke kun om religion, men om de forskellige tilgange til livet, mennesker lever i og med.
Khiljee pointerer, at den vestlige psykologi er blind for sammenhænge mellem krop, sind og ånd. Descartes’ skarpe sondring mellem psyke og soma samt sekulariseringen har en del af æren for relevansen af denne kritik.
Siden Engells præsentation af den bio-psyko-sociale model i 1970erne har der været en bevægelse væk fra den dikotome tænkning i retning af en integrativ tænkning, med en åbenhed også for de eksistentielle og åndelige aspekter til forståelsen af mennesket.
Sekulariseringshypotesen er ligeledes blevet udfordret af bl.a. den tyske sociolog Jürgen Habermas, der mener, vi i stedet må tale om post-sekulære samfund, fordi al religion og åndelighed ikke er forsvundet med videnssamfundet. Danmark kan betegnes som et post-sekulært land, hvor videnskabelige og åndelige eller trosmæssige tilgange til eksistensen netop lever side om side.
Som Naiha Khiljee påpeger, er livssyn og kultur for de fleste mennesker ikke adskilt fra de psykiske, fysiske eller sociale udfordringer, men en del af måden at forstå livet og udfordringerne på, uanset hvilket livssyn man har.
Religionspsykologisk forskning peger på, at hvis sundhedsprofessionelle ikke adresserer klientens livssyn, kan vi risikere, at vigtige dele af klientens liv, ressourcer eller udfordringer ikke bliver en del af den psykologiske samtale og forståelse – i videste udstrækning, at klienter vælger behandlingen fra, fordi de ikke har tillid til, at vi kan tale om og forstå de komplekse sammenhænge. Derfor bliver uddannelse og viden centralt for en faglig tilgang.
Hvis vi som psykologer skal spørge til eksistentielle, åndelige og religiøse temaer, må det være ud fra en psykologfaglig teori, empiri og metode. Vi advokerer for, at psykologer i deres praksis tager udgangspunkt i eksistentiel kommunikation som kernebegreb. Eksistentiel kommunikation handler om, hvordan psykologen på en respektfuld og metodisk kompetent måde kan undersøge og inddrage patientens livssyn i anamnesen og forståelsen af klientens oplevelse af vedkommendes problemstilling.
Set fra den religionspsykologiske fagdisciplin er vores mandat således psykologisk og ikke teologisk eller privat. Vi kan i vores privatliv have forskellige tilgange til tro og tvivl, men det er den psykologiske teoretiske og empiriske viden om forskellige livssyn og religioners mulige betydning i relation til sundhed og trivsel, der må danne det faglige grundlag for tilgangen. Det sikrer også klienternes autonomi.
For at kunne gå nysgerrigt og undersøgende til mødet med den anden kræver eksistentiel kommunikation derfor, at psykologer kan sætte parentes om egne værdier og for-forståelser. Den psykologiske viden og erfaring anvendes dermed i mødet med klientens livsverden, både når den indebærer evt. religiøse eller kulturelle værdier, der ligner og ikke ligner ens egen.
Selskab for religionspsykologi og eksistens arbejder for øget kendskab gennem uddannelse og efteruddannelse til alle livsorienteringer, dvs. både religiøse, humanistiske og ateistiske livsorienteringer, og for faglig indsigt og træning i at tale med klienter om eksistens og tro, når det er relevant for klienten. Som ved alle andre fagområder arbejder vi i selskabet også for, at den psykologiske tilgang er i respekt for de tværfaglige perspektiver, fx teologi og filosofi, men uden at give køb på egen faglighed.
Psykologer skal kunne møde diversiteten af menneskelige livssyn, også når livssyn kombineres og forandres i løbet af livet. Hvis man har været eksplicit med sit eget private livssyn, kan det fx blive svært for klienten at dele egen livsholdning, der potentielt kolliderer med psykologens.
Hvis psykologen fx har defineret sig selv som ateist, kan det være sværere for en troende klient at dele de psykologiske problemstillinger ved et evt. dilemma i relation til troen, fordi klienten kan blive i tvivl, om psykologen på forhånd tolker klientens tro som problematisk. Også hvis psykologen har defineret sig som troende, kan klienten skjule de psykologiske problemstillinger ved egen tro fx i frygt for, at psykologen skal tænke negativt trosmæssigt om vedkommende.
Hvis det fag-personlige og private ikke er adskilt, og grænserne dermed bliver utydelige, er der risiko for, at dele af klientens psykologiske problemstillinger forbliver skjult, så klienten hverken får den psykologfaglige hjælp eller bliver viderehenvist til fx en imam eller præst, hvis det var relevant.
Eksistentiel kommunikation i den faglige samtale kræver således personlig refleksion og supervision for at blive bevidst om egen livshistorie og livssyn og dermed kunne vide, hvad der er eget stof og klientens.
Hvis den anvendte religionspsykologi bliver en større del af psykologers uddannelse, vil klienter også kunne regne med, at vi kan spørge åbent og fordomsfrit til klientens livsverden og -syn og integrere det fagligt. Dermed kan klienter med alle slags livssyn få psykologisk hjælp, og psykologer kan integrere klienters tilgange til eksistensen fagligt uanset eget livssyn.
