Psykologi er en af de uddannelser med flest ansøgere.
3.645 har i år søgt ind på psykologiuddannelsen som førsteprioritet på kvote 1 og kvote 2, og det er over 1.000 flere end i 2019. I alt er 876 blevet optaget, viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Den viser også, at flere års fald på velfærdsuddannelserne er aftaget, med undtagelse af pædagoguddannelsen, som fortsat oplever et mindre fald.
Psykologi er blandt de 10 uddannelser, der kræver det højeste gennemsnit for at blive optaget via kvote 1. På Københavns Universitet kræver det ligesom i fjor et gennemsnit på 11, mens det på både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet er 10,7. På Aalborg Universitet kræver det et gennemsnit på 10.
Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening, glæder sig over de flere end 800 nye studerende.
– Stort tillykke til alle jer, der er blevet optaget på psykologistudiet. I kan godt glæde jer, for uddannelsen er både meningsfuld og giver mange muligheder for et spændende arbejdsliv. Psykologerne har en bred og tværvidenskabelig faglighed, der klæder dem fantastisk godt på at til at bidrage med perspektiver i mange forskellige organisationer og arbejdspladser, i udviklingen af nye teknologier og selvfølgelig i mødet med børn, unge og voksne, der har brug for hjælp, siger Dea Seidenfaden og tilføjer:
– Der er brug for jer. Vi arbejder for langt mere fokus på forebyggelse af mistrivsel og psykisk lidelse, samtidig med at der skal være bedre muligheder for at få hjælp og behandling for dem, som har brug for det. Det er så vigtigt, at vi får skabt nogle vilkår og et system, der kan håndtere behovene langt bedre og langt mere forebyggende, end vi gør i dag.