Jeg får ideer til nye ydelser, når jeg stiller spørgsmål
Jeg har en lille notesbog, som jeg altid går rundt med – den er altid i min taske, og der skriver jeg løbende mine ideer ned. Mød Mette Bratlann.
– Jeg vil nødigt kloge mig på, hvordan ideer opstår. Men jeg tror, det er afgørende at huske på, at der skal handling til at omsætte ideer til praksis, siger Mette Bratlann.
Mette Bratlann er autoriseret psykolog og selvstændig siden 2016. Da hun besluttede sig for at etablere egen praksis regnede hun med, at det ville tage hende to år at få en fuld kalender. Det tog dog kun tre måneder at blive selvkørende – godt hjulpet af en god idé.
– Der var ligesom to veje, jeg kunne gå. Enten kunne jeg bruge det, at jeg har en faglig baggrund som jordemor, hvor jeg kun mangler den sidste lange praktik, eller også kunne jeg arbejde med en anden målgruppe, som jeg var optaget af – unge voksne.
Unge voksne i midten af tyverne var en målgruppe, som Mette Bratlann havde beskæftiget sig en del med gennem sin studietid, og mens hun var praksiskandidat. Hun kunne mærke, at dér lå hendes energi. Derfor valgte hun at gå den vej.
Med papirprint og tegnestifter i cykelkurven
Da først Mette Bratlann havde defineret sin målgruppe, meldte der sig et nyt spørgsmål: “Hvordan får de unge voksne øje på, at jeg eksisterer”? Det spørgsmål affødte en god idé, som skulle vise sig at betyde fuld kalender på fire måneder.
De sociale medier var en umiddelbar og oplagt kanal til at gøre sig synlig for de unge. Men Mette Bratlann var klar over, at hun nok ville drukne i trafik på Facebook og andre af de digitale kanaler. Hun måtte gøre noget anderledes for at skille sig ud.
– Så tænkte jeg “hvor er de unge voksne”? Og mit svar kom prompte: “De er på universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsuddannelserne”. Og så gik jeg helt old school. Jeg fik trykt 200 A4-ark, hvor jeg fortalte, hvad jeg kunne tilbyde. Jeg ville gøre det nemt for de unge at finde frem til mig.
Mette Bratlann brugte omtrent to uger på at cykle rundt til hovedstadens uddannelsesinstitutioner, hvor hun satte sine flyers op på rigtig mange opslagstavler. Det var en oplagt mulighed for at mærke stemningen på uddannelsesinstitutionerne og falde i snak med de unge selv.
– Jeg fik talt med en masse, mens jeg gik rundt med mine flyers og tegnestifter, og jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget, som virkede. Opslagstavlerne var lige i synsfeltet.
Derudover supplerede Mette Bratlann sin analoge markedsføring med en digital tilgang – betalingsannoncer via google AdWords. Hurtigt spredte de gode anbefalinger sig. I dag har Mette Bratlann venteliste til sine forløb.
Kvartvejskrise – fra ordspil til fænomen
Mette Bratlann ser nogle fællestræk blandt de unge voksne, som hun har samtaler med. Nogle særlige udfordringer, som går igen og som for mange ender med en decideret krise. Hun husker, hvordan hun, allerede da hun var nyetableret selvstændig, begyndte at undre sig over, hvorfor der ikke var nogle, som havde beskrevet, hvad det var for et livskapitel, som de unge voksne stod midt i.
– Der var nogle ting, som gik igen i dna’et, og i de historier og de kampe, som de fortalte om. De mange fællestræk begyndte at gå op for mig, og det slog mig, at de unge ikke selv var klar over, at de havde så mange fællestræk.
Det er, forklarer Mette Bratlann, blevet en del af de unges livskultur, at de kun sjældent taler højt om det, som er svært. Det satte gang i en masse spørgsmål hos Mette Bratlann.
– Jeg undrede mig. Hvorfor taler de ikke om det? Hvorfor deler de ikke alt det svære med hinanden? Og hvorfor skammer de sig så meget over at være fortvivlede?
Mette Bratlann begyndte at se et mønster og besluttede sig for at skrive en kronik, hvor hun introducerede ordet “Kvartvejskrise”. På det tidspunkt havde hun ingen anelse om, at hun var i gang med at introducere et begreb i Danmark, som hun senere er blevet kendt for.
– Det med kvartvejskrisen var lidt af et tilfælde. Jeg troede, det var et ord, jeg selv havde fundet på. Jeg havde aldrig hørt det før. Jeg syntes bare, det var en sjov pendant til vores midtvejskrise. Så for mig var det et lidt sjovt ordspil, jeg fik flettet ind i kronikken. Men tre-fire uger efter, at min kronik udkom i Information, var der en journalist fra Berlingske, som ringede til mig og sagde: “Jeg har villet skrive om det fænomen i lang tid, men der er ingen herhjemme som behandler det”.
En ny idé behøver ikke være helt ny
Mette Bratlann fandt snart ud af, at kvartvejskrise eller quarter-life crisis, som er den amerikanske betegnelse, er et fænomen, som særligt forskere i USA har beskæftiget sig med. Mette Bratlann havde taget det første store skridt til at introducere et – om ikke internationalt og globalt, så vestligt – fænomen i en dansk kontekst, hvor ingen havde skrevet om det før.
– Da jeg googlede kvartvejskrise på dansk, dukkede intet op. Men efter jeg havde skrevet kronikken, var det mig, journalister henvendte sig til for at høre noget om fænomenet, og mit navn som kom frem på google.
At Mette Bratlann formåede at sætte kvartvejskrise på det danske landkort kan være en påmindelse om, at en god idé ikke altid behøver at være helt ny. Det kan også handle om at tage noget fra udlandet og belyse det i en dansk sammenhæng.
– Der gik et stykke tid, før det hele samlede sig for mig. Men da jeg først havde skrevet min kronik, og jeg kunne se, at fænomenet var fuldstændig underbelyst og ikke engang havde et navn herhjemme, blev jeg endnu mere optaget af at arbejde videre med det. Men det har aldrig været sådan, at jeg udtænkte konceptet og tænkte: “hæ-hæ, her er virkeligt noget, som jeg kan brande mig på”.
Når vi navngiver noget, bliver det nemmere at tale om
En italesættelse af kvartvejskrise og det særligt svære livskapitel i de unge voksnes liv er endt med at blive lidt af en mærkesag for Mette Bratlann. En mission, som hun kalder det. I september debuterede hun med bogen “Kvartvejs – om at finde vej ind i voksenlivet”, som udkom på Gyldendal.
– Det blev min mission at få sat kvartvejskrise på dagsordenen herhjemme og prøve at få det gjort til noget, man kan tale åbent om. De unge voksne skal ikke opleve, at folk bare synes, at de sidder og piver og er forvænte. Det er faktisk er en tilstand, som det er nødvendigt, at vi får adresseret.
At den svære tid nu har fået et navn, gør det nemmere og mere legalt for de unge at tale om, mener Mette Bratland.
– Vi har 200 navngivne psykiatriske diagnoser, og vi har omkring 500 fobier. Sågar frygten for muldvarpe har et navn. Men dette eksistentielt vanskelige overgangskapitel i livet har ikke et navn. Det er ikke beskrevet. De unge voksne må selv ligge og rode med deres indre, hemmelige tilstande. Og der tænker jeg virkelig, at det er vigtigt, at de unge nu kan sige: “Hey, det her har et navn. Måske har jeg det svært, fordi det er svært”.
Samtaler med klienter inspirerer mig
Mette Bratlann har – ligesom andre selvstændige psykologer, der arbejder med kundeorienteret markedsføring – vist, at hendes målgruppe, har stor indflydelse på de valg, hun træffer. Det viste hun, dengang hun besluttede sig for at reklamere for sine ydelser der, hvor de unge bruger en stor del af deres tid, nemlig på uddannelsesinstitutionerne. Men målgruppen har ikke kun indflydelse på Mette Bratlanns markedsføring. De unge spiller også en stor rolle for Mette Bratlanns idéudvikling.
– De har en fuldstændig afgørende rolle. Det er mig, der går bagved. De viser mig vejen.
Mette Bratlann bruger en landskabsmetafor for at forklare, hvad det er, som er på spil i den samskabende proces mellem hende som fagperson og de unge voksne, som hun samtaler med.
– Det er dem, som viser mig landskabet, som jeg så prøver at få overblik over: “Okay så her er der en bakke, sådan ser det ud her”. Det er dem, jeg samtaler med, der hele tiden viser mig det nye terræn. Jeg er til gengæld hende, som prøver at kortlægge det. Jeg er i en særlig position som fagperson, og qua mit erhverv har jeg selvfølgelig en masse at tilføje og perspektivere med.
Den praksisorienterede tilgang til idéudvikling betyder også, at det er et empirisk fundament, som Mette Bratlann særligt står på, når hun idéudvikler. Det var også tilfældet, da hun lancerede fænomenet kvartvejskrise.
– Den amerikanske forskning og teori er noget, som er dukket op efterfølgende. Men det er afgjort de unge voksne, som har inspireret mig. På den måde er det jo ikke mig, som har opfundet det. Men jeg har siddet i en særlig position med adgang til den viden, som de unge har delt med mig, og så har jeg tænkt: “Okay, måske er det mig, der har chancen for at navngive og adressere fænomenet herhjemme – at sætte det på dagsordenen”. Og den mulighed har jeg grebet.
Mine ideer opstår i krydsfeltet mellem mit arbejds- og privatliv
– Det er svært at besvare, hvor ideerne kommer fra. På mange måder har jeg ikke et arbejde, som jeg lader blive på kontoret, når jeg tager hjem. Det følger med mig og fylder meget i mine tanker om alt muligt. Ikke kun mit arbejde.
Når Mette Bratlann skal fortælle, hvad det er, hun sælger som psykolog, er det tydeligt, at det netop er de almenmenneskelige, eksistentielle spørgsmål, som optager hende.
– Det jeg sælger er egentlig en form for guidet træning i at leve med alt det svære i livet, men i forskellige former selvfølgelig. På kerneniveau tænker jeg egentlig, at det er det. Det er en vigtig del af livet, at det er svært indimellem.
Hvis man kunne fjerne det svære – amputere den side af livet – ja så ville det faktisk ikke være et menneskeliv længere.
Det handler, forklarer Mette Bratlann, ikke om at fjerne det svære eller få redskaber til at kunne mærke det. I stedet skal vi acceptere det som en livspræmis.
– Vi skal arbejde med vores motivation til at kunne tåle det, som er svært i livet.
– Det er også det, jeg synes går igen i alle de forløb, jeg har, og i min bog og i mine artikler. Kvartvejskrise er et element, hvor jeg har tænkt, “det her er noget, som kræver, at der skal spotlight på det”. Men mit virke som psykolog og mit interessefelt for det går jo langt ud over det. Det er jo det, at der er kriser og mørke i livet, og hvordan man kan leve med det på alle niveauer, som optager mig.
Mine ideer skal være realistiske, før jeg går videre med dem
– Jeg har en idébog, som jeg altid går rundt med. Den er altid i min taske, og der står meget i den. Fx vil rigtig gerne kunne holde foredrag, så lige nu står der en masse om målgrupper og indhold.
Sidst Mette Bratlann fik en idé var i forgårs, fortæller hun, men det er bestemt ikke sådan, at alle hendes ideer bliver til virkelighed. Når først hun har fået en idé, bruger hun en bestemt systematik for at vurdere, om ideen er holdbar og realistisk.
– I den indledende researchfase sætter jeg mig for at finde ud af, om jeg har fat i noget, som er underbelyst eller ej. Selv hvis det er noget, som andre har taget fat på før mig, kradser jeg lidt i overfladen og ser, om der er andre vinkler, jeg kan tage fat på. Ideen skal kvalificere sig til alle de kræfter, som det jo tit kræver og koster at føre en idé ud i livet.
En af de ting, som Mette Bratlann drømmer om, er at lave sin egen podcast. Men de tekniske udfordringer betyder, at det er en af de ideer, som må vente lidt.
– Der er ting, jeg skal have tid til at lære. Jeg forsøger at gå med de ideer, som er realistiske at gå videre med. Jeg har min praksis, mit familieliv og også et behov for at lave ingenting, så der er også en masse balancer, som det er nødvendigt at holde. Men jeg håber og tror på, at jeg får lavet min podcast en dag.
Idéudvikling tager tid
En idé kan opstå hurtigt og i et øjeblik. Men at udvikle ideen og sætte handling bag er en tidskrævende proces. Måske er det en af grundene til, at langt fra alle får omsat deres ideer til en konkret ydelse eller produkt. Det handler også om, hvilket menneske man er, og om det med idéudvikling er noget, man har lyst til, mener Mette Bratlann.
– Jeg tror ikke, at det er alle, som synes, at de har lyst til, at deres arbejde skal være præget af idé- og nytænkning hele tiden. Det er jo også fuldstændig fair, at der er nogen, som finder god faglig tryghed ved, at tingene er struktureret, og hvor man ikke behøver at lave store satsninger eller sælge sig selv.
“Hvis man som selvstændig psykolog selv vil bestemme, hvad man tilbyder, og til hvem, så må man gøre sig fri af netværksfirmaer. Det kræver, at man investerer tid til at udvikle og omsætte sine ideer. Og det kræver også mod at turde tro nok på sin idéer til at tage skridtet.”
– Der er et vigtigt valg. Hvis man kan leve med at få mange af sine klienter gennem netværk, så er det jo fint. Men, det har også bare en omkostning. Det lægger nogle restriktioner på din frihed og på dine forløb. Skal man frisætte sig 100 procent, så er man nødt til at tage en anden omkostning med – altså, at der skal bruges tid på at udvikle og omsætte ideer, så ens butik ikke gror til.
Nogle læreprocesser kan være tunge undervejs og man må gøre op med sig selv, om man har motivationen og kræfterne, siger Mette Bratlann.
– Spørg dig selv, om det er noget, du har lyst til, og om det er vigtigt nok til, at du orker at føre din idé ud i livet. Hvis du kan svare ja, er det virkeligt bekræftende, når det lykkes.
Hvad har det krævet af dig at blive selvstændig?
Jeg synes, at det med hjemmesiden var en af de største udfordringer. Jeg havde ikke råd til at gå ud og hyre folk til at lave det hele for mig. Men jeg vil også sige, at jeg i dag er glad for at jeg lavede min hjemmeside selv, fordi jeg synes den afspejler mig mere end en, som har tænkt i branding og reklame.
Jeg startede med at bygge den op i one.com, som har nogle egne skabeloner. Men der kan man ikke lave blogindlæg, så på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg måtte skifte, hvis jeg ville lave blog. Så hjalp min nevø mig og opbyggede en skabelon for mig i WordPress. Men jeg er egentlig glad for, at jeg dengang fik tilegnet mig noget af den allermest basic viden. Jeg ordner min hjemmeside selv, for nu kender jeg den. Det er også enormt rart, at jeg ikke skal være afhængig af nogen.
– Det gælder også, hvis jeg på et tidspunkt får tid til at lave min egen podcast, så vil jeg godt have styr på teknikken selv. Med nogle ting er det investeringen værd.
Mette Bratlann om fællesskab, arbejdsmiljø og egenomsorg
– Det kan være svært nogle gange, for jeg er jo meget alene med svære tematikker. Jeg får supervision, og det er jeg glad for. Jeg har prøvet at starte en erfa-gruppe nogle gange, men der kom kun tre hver gang – så jeg kan godt savne noget faglig sparring med nogle flere.
– Jeg kan godt mærke, at det her spor med at skrive og holde foredrag er helt afgørende for mig. Også bare det at sidde overfor dig eller en anden journalist, eller gå ud og holde møde med min redaktør på Gyldendal gør en kæmpe forskel for min trivsel og arbejdsglæde.
– Jeg har lejet et lokale ud til en anden psykolog. Jeg havde overvejet at finde en kropsterapeut, fordi jeg synes, det kunne hænge godt sammen med flere veje at hjælpe mine klienter. Jeg er glad for det tværfaglige. Det sted jeg tidligere sad, var alle mulige fagligheder samlet; en journalist, urmager, og en tredje som administrerede restauranter. Vi kunne tale om alt muligt i vores frokostpause, det synes jeg var befriende.
– Og så holder jeg helt fri, når jeg holder ferie.