Ny aftale betyder, at specialpsykologer kan indgå i vagtordningen sammen med læger.
Patienter og pårørende i Region Syddanmark kan fremover møde en specialpsykolog i vagt i psykiatrien. Tidligere har dette været forbeholdt læger, men en ny aftale mellem Region Syddanmark og Dansk Psykolog Forening gør det muligt, at specialpsykologer og specialpsykologer under uddannelse nu kan indgå i vagtordningen.
Aftalen betyder, at specialpsykologer og specialpsykologer under uddannelse kan gå i vagt efter kl. 15.30 og frem til kl. 22.30 og kan dermed både indgå i planlagte behandlingsaktiviteter med patienter og pårørende og i de akutte funktioner i psykiatrien om aftenen.
I Dansk Psykolog Forening glæder fung. formand Dea Seidenfaden sig over aftalen, der vil gavne en psykiatri, hvor der mangler hænder.
– Specialpsykologerne er en uundværlig del af psykiatrien, så det glæder mig, at de kommer endnu mere i spil. Patienterne har jo også brug for psykologernes kernekompetencer efter normal arbejdstid, og derfor håber jeg, at det vil give et kvalitetsløft, at patienter nu på flere tider af døgnet kan møde en specialpsykolog, siger Dea Seidenfaden.
I Region Syddanmark er der 68 specialpsykologer og 30 specialpsykologer under uddannelse. Medarbejderne er autoriserede psykologer med en 4-årig psykologfaglig videreuddannelse i henholdsvis børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri.
Charlotte Rosenkrantz Josefsen, administrerende direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, ser frem til, at specialpsykologer kan indgå i vagtordningen sammen med læger
– Aftalen betyder, at Psykiatrien i Region Syddanmark får mulighed for at hjælpe patienterne endnu bedre. I en tid hvor vi skal udvikle psykiatrien, er tværfagligheden afgørende. Det tætte samarbejde mellem specialpsykologer og læger sikrer et løft af behandlingen til gavn for både patienter og medarbejdere, siger hun.
I første omgang bliver specialpsykologerne en del af vagtordningen på akutmodtagelsen på Psykiatrisk Afdeling Odense.